Sørine Gotfredsen er ikke normalt kendt for at kramme ud med intime betroelser fra sit privatliv.
Men i sin nye bog At leve med Kierkegaard gør hun en undtagelse. Hun vil vise, at den 200 år gamle filosofs tanker stadigvæk har betydning for hin enkeltes konkrete liv.
I 1990erne havde Gotfredsen et stormende kærlighedsforhold til en mand, som aldrig helt ville have hende, og i bogen bruger hun Kierke-gaard som prisme til at gennemlyse forholdet.
Søren Kierkegaards og Sørines erfaringer med kærligheden er ganske vist som udgangspunkt forskellige. Hvor Søren Kierkegaard brød forlovelsen med Regine som 28-årig, var det Sørine, der som 27-årig blev forladt af sin elskede.
Men hendes elskede fortrød og vendte tilbage, og da bruddet senere blev en uigenkaldelig realitet, forstod hun ikke mindst takket være sine læsninger af Kierkegaard at det var sådan, det måtte være. Hendes bestemmelse i livet var en anden.
Nok mistede hun manden, men sammen med ham ville hun have mistet sig selv. For som hun skriver: Den, der elsker verden, fordi hun får sin kærlighed gengældt, kan miste sig selv i verden. Men den, der elsker verden, selv om hun ikke fik ham, hun elsker, kan ånde frit i erkendelsen af, at det jordiske ikke er alt. Og dermed kan hun vinde sig selv på ny og måske endda blive i stand til at træde ind i glæden.
LÆS OGSÅ: Kolding fejrer filosoffen
Undervejs er bogen fyldt med rammende observationer. Hun er på flere rejser, både som sportsjournalist for Aktuelt og for at besøge sin elskede, der har fået arbejde i udlandet. Hun konstaterer, at det for hende er en overvindelse at rejse. Men det siger man jo ikke højt, for i Danmark er der status i at tage til udlandet. Det viser, at man er et åbent, nysgerrigt og tolerant menneske; et menneske, der ikke er gået i stå. Og allerbedst er det selvfølgelig, hvis vejret er godt på destinationen, og solen stråler fra en skyfri himmel, for så er kontrasten til det grå Danmark så meget større.
Men hvis det er så udviklende at rejse, hvorfor er det så dødkedeligt at lytte til folks beretninger om deres forlængede storbyweekender og fjorten dages charterferier? Kunne det være, at det var bedre at lade tankerne flyve i stedet?
Og lad os bare tage solen med. Den er også overvurderet. Når den bager ned fra himlen, er det jo ikke til at tænke en ærlig tanke i sin trykkoger af et hoved. Nej, må hun bede om en blæsende, dansk gråvejrsdag. Og deri ligner hun Kierkegaard, der elskede gardiner og persienner og aldrig nåede længere end til Berlin.
Flere steder understreger hun advarende, at man gør sig livet vanskeligt, hvis man forstår det gennem Kierkegaard, men at det er det hele værd.
På et punkt synes jeg dog, at Sørine gør sig det for vanskeligt. Gotfredsen slår fast, at det er vores kristne pligt at elske uselvisk og uegennyttigt. Hun citerer Kierkegaard for, at hvis man vil vide, om man formår det, skal man tænke på en afdød. Hvis man stadig elsker den døde, er kærligheden uegennyttig, for den er i sagens natur uigengældt. Den fortolkning af næstekærlighedsbuddet fører til, at hun på et tidspunkt beslutter sig for stolt og glad at blive ved med at elske sin udkårne, selvom han ikke vil være sammen med hende.
Det lyder vildt i mine øren. Jeg nægter at tro på, at det er kristen pligt at elske en mand, der ikke vil have en. Og da slet ikke en anden kvindes mand. Hvad jeg mener med det? Jo, det antydes mellem linjerne, at hun på det tidspunkt, hvor hun beslutter at vedblive at elske ham uanset hvad, er hans elskerinde. Han bryder med hende, fordi han ikke længere vil være utro. Hvordan ellers forstå sætningen: Vi fik en slags kærlighedsforhold til hinanden, men aldrig stabilt og aldrig for alvor integreret i vores liv. Først da han vender tilbage, er han fri: Det viste sig, at nogle bestemte omstændigheder ændrede sig så brat, at tilværelsen for ham kom til at se anderledes ud. På ny følte han sig i stand til at indlede noget og gøre, hvad han ville, og dér stod han så en dag lyslevende på min trappesten.
Spørgsmålet er også, om det overhovedet er muligt for mennesker at elske uegennyttigt. Dem, vi elsker, elsker vi også for at elske os. Herunder de afdøde.
Når jeg indimellem bliver overmandet af savnet af min lillebror, som døde for et par år siden, er det sandelig også hans kærlighed til mig, jeg savner. Jeg tror, at han elskede mig, og det tror jeg også, han gjorde, fordi han vidste, jeg elskede ham.
I et erotisk forhold er gensidigheden helt afgørende. Her er jeg ikke i tvivl: En mand, der ikke elsker en, skal man omgående afelske. Han gør en mindre som menneske; mindre elskværdig. Jeg vil tilråde alle kvinder med bristede hjerter straks at udfærdige en liste med idiotens dårlige manerer og irriterende vaner (alle mænd har dem) og lære den udenad. Det virker til sidst, jeg har prøvet det.
Det ændrer dog ikke ved, at det er en smuk, klog og original lille bog, Gotfredsen har skrevet.
Anna Libak er litteraturredaktør på Weekendavisen.