Anmeldelse: Nordbrandt er værdig til Nobelprisen

Henrik Nordbrandts nyeste digtsamling er suveræn og viser ham som Danmarks bedste bud på en digter i nobelprisklasse

Henrik Nordbrandts nye digtsamling er langt bedre end hans forrige udgivelse, mener Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Erik Refner Denmark

Den subtile titel på Henrik Nordbrandts nye digtsamling, 3 ½ D, er særdeles velvalgt, for intet er mere typisk for denne digter end den måde, hvorpå der i hans tekster udfolder sig drømmeagtige universer, således at tilværelsen aldrig fremtræder, som den gør ifølge en gold positivistisk logik. Og det enestående ved Nordbrandt er i sandhed også, at han efter snart 30 digtsamlinger stadig synes i stand til at forny sig og at fascinere med sine fabelagtige billeddigte.

LÆS OGSÅ: SOS i Ishavet

Lad mig indledende konstatere, at denne digtsamling er langt bedre end forrige års Vi danskere, hvor Nordbrandt optrådte som en idiosynkratisk lejlighedsdigter, der på populistisk vis skældte ud på alt mellem himmel og jord i kongeriget Danmark. Man kan imidlertid også bemærke, at forfatterskabet synes at være inde i ny fase, hvor statusopgørelse over livet og melankolsk resignation er udpræget. Mens man i det tidlige forfatterskab mødte erotiske længselsdigte og motiver fra attiske landskaber med hvidkalkede huse og azurblåt hav og i fasen efter digterens hjemkomst til Danmark så sarkastiske poetiske udhængninger af lokale forhold, er det anderledes i 3 ½ D.

LÆS OGSÅ: Nordbrandts afgrund er smerte

Hermed er det dog på ingen måde sagt, at motiverne fra de sidste samlinger er helt forladt. Der er således en række digte, hvor kristendommen som altid hos Nordbrandt får en ordentlig en med stålbørsten. Mens man dog i de seneste digtsamlinger og fortællingen Lille Duduk og store Godok (2007) mødte en lidt tilbagelænet kristendomskritik i parodierende tone, er spørgsmålet om livet efter døden i 3 ½ D ganske vist stadig beskrevet med grotesk humor, men også med en tone af eksistentiel alvor midt i ironien.

Smag for eksempel på denne indledning til et digt med titlen Referat af en udflugt: Når man dør, får man bind for øjnene/ og bliver anbragt på bagsædet af en sort bil/ mellem to sværtbevæbnede engle/ så ens chance for at genfinde/ den vidunderlige have, der er rejsens mål/ er lig nul // fortæller de, der påstår, de har været der/ hvor ordet vidunder går i opfyldelse/ selv om man kun husker få detaljer/ nogle kulørte lamper, farven på en blomst og en bro over en bæk så klar som diamant.

Derudover er der i 3 ½ D en del digte, der kan læses som ironiske kommentarer til den idiosynkratisk-koleriske holdning, som Nordbrandt har fremvist i sine seneste digtsamlinger. Et digt klinger ud i den følgende rablende udladning fra det fornærmede og selvretfærdige jeg: Så kunne de selv/ finde ud af, hvem de var/ og om de ville være det/ eller gøre noget ved sagen// Mig skal de ikke regne med/ når ilden tager fat/ og de forgæves banker på vinduerne/ med deres små, hvide bløde hænder.

Mest vigtigt er det dog at slå fast, at 3 ½ D er en suverænt god digtsamling. Dette gælder ikke bare, hvis man sammenligner den med, hvad der ellers udgives på dansk i disse år, men også i forhold til Nordbrandts eget forfatterskab. Nordbrandt er en unik illusionsmager, når han lader rumlige dimensioner krydse tidslige, drømme filtre sig ind i konkret virkelighed, mytologi blande sig med dagligdag, og det mirakuløst vidunderlige opstå midt i en triviel og forudsigelig verden.

Det følgende digt viser, hvorfor Nordbrandt er den største digter, vi har haft i Danmark i de seneste årtier, og jeg undrer mig ofte over, hvorfor han endnu ikke har fået den internationale opmærksomhed, som tilkommer ham, når for eksempel vore svenske naboer med Tomas Tranströmer fik Nobelprisen for et lyrisk forfatterskab, som Nordbrandt på ingen måde står tilbage for.

Her kommer så et digt med titlen Dødssejlere, som denne anmelder godt tør kalde årets bedste: Dødssejlere kalder vi dem/ på grund af formen// på de sår de laver/ når de forlader kroppen// med et lille stykke af sjælen om bord/ og under en hård fralandsvind// driver tilbage gennem tiden/ i et omvendt perspektiv// så de bliver større og større/ jo længere de fjerner sig fra os// som mødre, som krænkelser/ som hårde ord for længst fortrudt// til mørket sænker sig/ engang midt i forrige århundrede / og lyden af ankerkæderne/ kilometer efter kilometer// fortæller os at dybet/ har nået os.