Fake news hedder genren. Det er en form for fiktiv journalistik, hvis nyhedshistorier ikke har fundet sted, men som heller ikke er løgn, fordi det er meningen, at modtageren skal forstå, at historien er opfundet: fiktion.
Men en særlig form for fiktion. For det skal også være nyheder. Så fake news skal følge, hvad der bevæger sig i det politiske, kulturelle og især journalistiske landskab, der omgiver nyhederne, og opfinde historier om samme landskab. Derfor bliver fake news til satirer over begivenheder og synspunkter i samfundet og parodier på udtryksformer i journalistik.
LÆS OGSÅ: Gribende, absurd og meget smukt
Internationalt er det mest berømte fake news-medie overhovedet Jon Stewarts The Daily Show, som kun delvis overholder genrens koder, men til gengæld har vundet enorm popularitet og en forbløffende indflydelse. Mindre udbredt, men stadig betydningsfuld og mere genreren er The Onion, der på nettet dækker nyhedslandskabet med studieindslag, politiske og sociale kommentarer og tekstjounalistiske historier. Præcis som andre store netaviser blot mere gakket.
Så langt er fake news ikke kommet i Danmark. Men vi har Rokokoposten, der på få år har udviklet sig til at blive en reel, omend fjollet, faktor i det danske medielandskab. Avisen har kun én historie om dagen, men den daglige historie er til gengæld præcist skåret. Det er sjældent rigtig ondt, men til gengæld ofte morsomt. Jeg tror, jeg har læst hver eneste historie det seneste halvandet år.
Rokokoposten, der prætenderer at være udgivet første gang i 1732, fejrer nu sin 280-års-fødselsdag ved at udgive en med 200 historier fra avisens bagkatalog. Generelt møder man en stor idérigdom i Rokokopostens spalter. Højdepunkter er for eksempel historien om, hvordan en byfest endte i blodigt kaos, fordi hjemmeværnet ikke var der til at holde orden, eller den skandaløse afsløring af, at visse chefer fortsat diskriminerer og giver højere løn og bedre stillinger til ansatte, der har kvalifikationer.
Politisk slår Rokokoposten både til højre og til venstre gerne ved at forlænge synspunkter ad absurdum. Således får Liberal Alliance under udfoldelse af betydelig frihedspatos lov at kræve frit valg mellem højre- og venstrekørsel i trafikken, mens SF får lov at foreslå forbud imod farlig kemi i narko.
Når Rokokopostens fire skribenter er bedst, er de fremragende. I Kristeligt Dagblad har vi lov at notere os, at de rammer nogle af deres toppunkter i kristendomsstoffet. Da Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden døde, blev han nærmest genstand for en helgenkåring i pressen. Rokokoposten tog konsekvensen og lod ham posthumt overtage Sankt Peters ansvar for himmerigets eksterne kommunikation. Også den frustration, mange kender vedrørende den kollektive trafik, fik kristelig tydning, da Rokokoposten lod Job bryde sammen på Nørreport Station. Hans lidelser i trafiksystemet var mere uforståelige, end hvad Gud havde udsat ham for: skinnernes veje er uransagelige. Jeg ved oftest ikke, om det er religionskritik eller teologi, Rokokoposten præsterer, men jeg vil gerne have mere.
Tekstformatet holder vel ikke til det stive bind og de mange sider i denne , og læser man længere stræk, som det er anmelderens lod, bliver skriveformen lidt monoton. Så det kan diskuteres, om en som betragtet er vellykket. Døgnets flabetheder gør sig bedst netop i døgnet. Allerede på et par års afstand kan morsomhederne tage sig bedagede ud lidt som gamle revynumre. Så man skal nok kun tage en frem i ny og næ og kun at læse et par sider ad gangen.
Men så kan man til gengæld også være heldig at ramme samlivsartiklen Mand får ret i noget, der beskriver, hvordan det efter 34 års ægteskab skete, at skovarbejder Keld Olsen fik ret i en diskussion med sin kone og stadig et døgn efter er tydeligt mærket af begivenheden, men ikke vil gøre noget ved sagen, da han ikke forventer, at forteelsen gentager sig. Og så er hele dagen reddet.
Ligesom den ofte bliver det, når man om morgenen kan klikke ind på Rokokopostens hjemmeside og få døgnets nye fake news-historie, hvor den hører hjemme: i døgnet.