Litteraturforsker Bo Hakon Jørgensen: En bog har ofte sagt mig mere end en borddame

Det er 40 år siden, professor Bo Hakon Jørgensen begyndte som anmelder ved Kristeligt Dagblad. I litteraturens optik og gennem husguderne Sophus Claussen og Karen Blixen har han fulgt de afgørende mentalitetshistoriske bevægelser i det 20. århundrede. ”Troen er et naturligt fundament for mig, og jeg forstår ikke, at andre kan undvære den,” siger han i dag

”Det er sjældent, at en bordherre eller borddame står mål med en god bog,” siger Bo Hakon Jørgensen, der nu har været litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad i 40 år. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Det er ingen overdrivelse at sige, at Kristeligt Dagblads mangeårige litteraturanmelder Bo Hakon Jørgensen blev holdt til bogen hjemmefra. Han voksede op i det, han selv kalder et stræberhjem i den øvre underklasse i Nyboderne i København.

Faderen var maskinmester i flåden, og moderen havde som ung tjent i så fine familier, at hun selv var begyndt at gå til fransk, ligesom hun også yndede at se franske film med faderen. Og selvom de boede midt i et fattigt arbejderkvarter, var især moderen rig på ord.

”Hun kunne lange digte af Baggesen og Christian Winther udenad, og når vi børn kom hjem med vores karakterbøger, var hun sjældent helt tilfreds. Jeg kan huske, hvordan hun begyndte at recitere H.C. Andersens ’Grantræet’, hvor træmoderen taler om sine stolte grene, som kun ender som pindebrænde,” siger Bo Hakon Jørgensen, inden han giver sig til at recitere hele digtet, som han stadig husker. For al visdom begynder med udenadslære, er han opdraget til, og han betragter i dag sit indre bibliotek af digte, som han stadig kan genkalde sig, som en stor rigdom.

”Min mor ville gerne have, at vi skulle lære noget, fra vi var små, så da jeg var lille, satte hun mig pakket ind i et hegn af blomsterkrukker på gulvet, mens skoleradioen kørte. Men mit videbegær fik jeg også fra min fars maskinmestervæsen. Han skulle altid undersøge alting fra litteratur til teknik. Alt var interessant,” siger Bo Hakon Jørgensen og lyser op i et smil:

”Sådan har jeg også haft det, og hvis jeg har haft et valgsprog, er det vel Sophus Claussens ’i det mindste rummes muligheden for det største’. Man kan sige, at Kristus siger noget lignende med, at de mindste skal blive de største. Men Claussen nøjes med at sige, at muligheden for storhed ligger i det mindste. Og det har jeg orienteret mig efter. Ofte kan en detalje i en tekst jo også rumme hele fortolkningsnøglen, og det har altid beruset mig pludselig at kunne åbne en tekst på en ny måde.”

Bo Hakon Jørgensen var fra begyndelsen en flittig elev, der gjorde sit for at leve op til forældrenes forventninger.

”Jeg havde mit eget system med sedler på søm derhjemme, hvor jeg hængte mine lektier op på forskellige søm, og jeg tillod mig først at spille fodbold, når alle søm var tomme. Den disciplin kom også fra min far. For i Søværnet gør man sin pligt uden at stille spørgsmål til den. Vi blev for eksempel også opdraget til kun at tage én gang, når vi spiste med til officersmiddagene på Langelandsfortet, hvor min far en tid arbejdede. For hvis vi ikke opførte os ordentligt, kunne det gå ud over hans karriere, så derfor sagde vi pænt nej tak til anden omgang, selvom vi var sultne,” husker Bo Hakon Jørgensen, som i stedet udviklede en nærmest umættelig sult efter bøger. Og det blev også bemærket i skolegården, hvor han kun havde meget få venner:

”Jeg blev drillet meget i skolen. Jeg var udsat for razzia, som min senere ven Per Højholt udtrykte det. De råbte altid professor efter mig, og det blev jeg så også til sidst. Men dengang var det ikke pænt ment, og jeg måtte tage imod mange tæsk i skolen. Når jeg skulle til og fra Nyboder Skole, stod alle mine fjender på gadehjørnerne, og så vidste jeg, at jeg fik tæsk, hvis jeg ikke kom hurtigt forbi. Det var det, man kaldte underklassens vold. Det kender man ikke så meget mere. Men børn kan jo nok stadig være modbydelige ved hinanden.”

Ofte stod Bo Hakon Jørgensen som dreng klemt op i en krog, mens de andre børn råbte ad ham. Og så glædede han sig til at komme hjem til sine bøger:

”Jeg prøvede også at blive bedre til at spille fodbold for at komme ind i fællesskabet på den måde. Og sådan har jeg arbejdet meget med at blive en del af fællesskabet uden rigtig at blive det. Det gjorde det heller ikke bedre, at mine forældre var nogle stræbere, der ikke forbandt sig med deres egen klasse. De spinkede og sparede for at købe et lille sommerhus, og det gav også et billede af, at de var for fine til deres egen klasse.”

Selv drømte Bo Hakon Jørgensen om, at der skulle blive en digter ud af ham en dag. Og han søgte ind på danskstudiet for at blive klog nok til at skrive sine egne digte. For han havde læst Villy Sørensens råd om, at det krævede meget viden at blive digter. Indholdet på danskstudiet skuffede ham dog i første omgang.

”Dengang bestod danskstudiet af sproghistorie, oldislandsk, fonetik og meget lidt litteratur. Jeg var matematisk student, så jeg skulle også lære latin. Og det var egentlig meget godt, men jeg blev alligevel en del af studenteroprøret, der i vores fag krævede et andet pensum, som lagde mindre vægt på sproghistorie og mere vægt på litteraturen som vores egen oplevelsesverden,” siger Bo Hakon Jørgensen og tilføjer:

”Jeg var en af de eneste, der kom fra arbejderklassen, så jeg kunne godt høre, at man romantiserede den meget, mens alt, der blev betragtet som borgerligt, blev kaldt antirevolutionært. Og jeg gjorde derfor stilfærdigt opmærksom på, at der altså også skulle pløjes og bages brød efter revolutionen, så vi altså ikke kunne forkaste alting.”

Som en del af studenteroprøret blev Bo Hakon Jørgensen dog alligevel allerede ansat som undervisningsassistent i 1968.

”Jeg tror ikke, at man har haft ret meget bedre lærere end os, for vi forberedte os som vilde, fordi vi jo stadigvæk var studerende. Og mange af vores idéer var også gode. Men jeg tror alligevel, at studenteroprøret var med til at skabe det dannelsestab, vi ser i dag. For forkastelsen af alt det eksisterende var også en slags traditionsfornægtelse. Vi ville af med alt det gamle, og sådan tabte man også noget.”

Det opdagede Bo Hakon Jørgensen tidligt i takt med, at han skrev sin første afhandling om litteraturen og industrialiseringen i 1890’erne:

”Studenteroprøret var ikke første gang, at man forkastede traditionen. Man kan se, hvordan mytologien faldt ud af litteraturen ved indgangen til 1900-tallet, hvor henvisninger til de gamle guder trak sig tilbage. Den ældre litteratur blev betragtet som romantisk og overhalet, og det var det samme som at afskrive den. Og det er altid risikoen, at man glemmer værdien af det, man har, når tiderne skifter.”

Det er efterhånden nogle år siden, at Bob Dylan sang om, hvordan tiderne skifter.

Det gjorde de også i den grad med ungdomsoprøret, men siden har der flere gange været store skift i tidsånden, påpeger Bo Hakon Jørgensen, der snart har levet af at udlægge tekster i 50 år. Denne sommer er det 40 år siden, at han blev anmelder her på avisen:

”Man ser altid bedst de store skift i tiden på afstand. Men verden ændrede sig i hvert fald igen, efter computeren begyndte at komme ind i billedet i 1980’erne, mens Berlinmuren og gamle fjendebilleder faldt i 1989. Det banede vej for nogle ubekymrede år i 1990’erne, hvor der var så lidt at frygte og tage seriøst, at ironien også indtog kunsten, men så faldt World Trade Center sammen, mens frygten vendte tilbage. Nu stod vi midt i en terrortid, mens huspriserne og friværdierne alligevel steg nok til at fostre slogans om, at alle havde ret til et fedt køkken. Men så faldt økonomien også sammen, og nyhederne blev fyldt med historier om krak og konkurser i kølvandet på finanskrisen 2008.”

Spørger man kritikeren om, hvilke tegn i tiden der kan aflæses i litteraturen, er svaret:

”Det er tydeligt at se, hvordan tidens narcissisme også kan spores i nutidens litteratur. Forfattere har altid skrevet med afsæt i deres egne erfaringer, men hele autofiktionsbølgen kan også læses som en mangel på tiltro til fantasien og litteraturens kraft i sig selv, som om man ikke tør tro på, at litteraturen som fiktion er stærk nok i sig selv, men må skrive så tæt på virkeligheden, at man ikke engang ændrer hovedpersonens navn.”

Det tror han, at vi kommer til at se en modreaktion på, for Bo Hakon Jørgensens næsten fire årtier som anmelder har også lært ham, at litteraturens tendenser kommer og går, mens bogen består. Og i sit civile liv har han også levet et liv ”i poesiens tjeneste” som ægtemand til digteren Pia Tafdrup.

”Jeg blev ikke digter selv, men lyrikken har alligevel været den røde tråd i mit liv. Og jeg har været lykkelig for at skrive om blandt andet gammel lyrik i Kristeligt Dagblad i så mange år. Jeg har ikke kunnet skrive om den nye poesi, fordi folk så ville tro, at Pia mente det samme. Men vi har fundet en fin arbejdsfordeling i, at jeg skriver om den gode gamle lyrik, mens hun så skriver ny god lyrik. Og jeg ville heller ikke kunne have skrevet min doktorafhandling om Karen Blixen, hvis jeg ikke havde anmeldt alle bøgerne om Karen Blixen-forskningen.”

Bo Hakon Jørgensen beskriver også sin doktorafhandling som et forsøg på at forstå Karen Blixen som kvinde:

”En af mine opdagelser er, at kvinderne i Blixens historier ikke lader til at være drevet af et begær efter mænd på samme måde, som mænd virker drevet af en længsel efter kvinder. Sophus Claussen beskriver det flot i et digt, hvor han skriver ’tænd en himmels ild i mig’. Jeg har altid været fascineret af åndeligheden i hans erotik. Men kvindefrigørelsens seneste trin med MeToo-kampagnen kan også ses som kvindernes længsel efter at blive betragtet som ånd, og jeg tvivler på, at man bare sådan kan afskrive kroppen.”

Men er det ikke også bare en kampagne mod overgreb?

”Jo, alle siger jo, at den handler om magt, fordi nogle magtfulde mænd skulle have udnyttet nogle kvinder seksuelt. Det virker jo også forkert, men man kan så spørge, hvorfor de kvinder kom så tæt på de mænd, at de kunne indfanges. Og en forklaring kan være, at nogle af de kvinder alligevel har været tiltrukket af magtfulde mænd. Jeg har virkelig den dybeste sympati med kvinder, der gerne vil være ånd, men jeg synes også, at MeToo-kampagnen virker som et oprør mod den praktiske natur. Og det ser jeg også som en tendens i tiden, hvor vi på den ene side dyrker økologi, men på den anden side kun dyrker naturen som noget uden for os selv. Kvinder vil være ånd, og mænd falder i den modsatte grøft ved at blive pornoficerede.”

Selv mener han dog, at både mænd og kvinder består af både krop og ånd. Og han har dyrket begge dele, siden han var studerende og ikke kun var en del af studenteroprør, men også af Studenterkredsen sammen med ”store ånder” som Ejvind Larsen, Søren Krarup, Jørgen K. Bukdahl, Erik A. Nielsen og Margrete Auken.

”Troen er et naturligt fundament for mig, og jeg forstår ikke, at andre kan undvære den. For mig var kristendommen faktisk også en måde at finde fodfæste og jordbundethed i min egen søgen. Til daglig tænker jeg ikke så meget over det, men det giver mig en tryghed at tænke på, at Gud har styr på det helt overordnede, mens jeg så kan tage mig af resten. Og i øjeblikket sidder jeg også som eneste litterat med i en gruppe af teologer, der har lavet bønner til den danske folkekirke.”

Bøgerne slipper han heller ikke. Hver morgen oversætter den pensionerede professor en side fra en fransk bog om en fænomenologi for kristendommen. Og han anmelder også stadig bøger på livet løs.

”Jeg er meget taknemmelig for mit liv, som virker simpelt i dagligdagen, men mere imponerende, når man ser tilbage. Min mor sagde også engang, at hun syntes, at jeg havde gjort det godt, selvom hun ikke helt forstod, hvad jeg lavede. Og det var ros nok. Min fejl er nok til gengæld, at jeg er blevet en meget kritisk ånd af at læse så meget. Jeg er jo hele tiden en slags dommer i æstetiske sager. Undervisning handler jo til dels også om at spørge kritisk ind til de studerende, som man hele tiden vil have til at blive bedre. Jeg har det også lidt fra min far, der kun havde meget få venner, fordi han ikke syntes, at de var helt rigtige.”

Har du også kun få venner?

”Ja, for jeg tror, de har svært ved mit kritiske væsen og mit videbegær, der jo er bundet til bøger. Nogle gange har jeg endda sagt, at det er sjældent, at en bordherre eller borddame står mål med en god bog. Jeg vil hellere sidde og læse en bog. Og det er virkelig en af mine fejl. Men på den anden side er bøgerne også en stor berigelse. Man skal jo sætte i banken til sin åndelige udvikling stadigvæk, og hver gang man læser en bog, bliver man lidt rigere.”