Anmelder: Klassikere er forvandlingskugler, der altid giver noget nyt fra sig

Bare fordi man har ferie, bør man ikke at slappe alt for meget af. Det mener Kristeligt Dagblads litteraturanmelder Rasmus Vangshardt, der finder de store klassikere frem om sommeren

34-årige Rasmus Vangshardt er litteraturforsker, forfatter og underviser ved Syddansk Universitet. Han har siden 2015 anmeldt litteratur for Kristeligt Dagblad, og har tidligere været lærer på Rødding Højskole og redaktør af Grænseforeningens blad ”Grænsen”.
34-årige Rasmus Vangshardt er litteraturforsker, forfatter og underviser ved Syddansk Universitet. Han har siden 2015 anmeldt litteratur for Kristeligt Dagblad, og har tidligere været lærer på Rødding Højskole og redaktør af Grænseforeningens blad ”Grænsen”. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Hvad er en god sommerbog for dig?

Jeg må nok afvise konstruktionen "sommerbøger" en smule, da mine læsevaner ikke rigtigt ændrer sig med sæsonen. Hvis jeg alligevel skal give et bud, så er det måske det lidt kedelige svar, at ægte sommerferielæsning er klassikere. Dem skulle man egentlig læse hele året, men det besværlige – og herlige – ved klassikere er, at de forlanger noget af os. At læse dem afhænger af nogle egenskaber, vi er ved at aflære os selv. De kræver både koncentrationsevne og koncentrationstid, og det virker vi til at blive dårligere og dårligere til. I ferierne har vi tiden, og derfor er klassikere god sommerferielæsning. Jeg vil især foreslå russiske eller franske romaner fra det 19. århundrede – dem, hvor man er afhængig af en personliste foran sig for at finde rundt i handlingen og relationerne. Det vil jeg karakterisere som god sommerferielæsning.

Et eksempel kan være “Krig og Fred” af russiske Lev Tolstoj (1828-1910). Den er måske det bedste eksempel, der findes på den franske og russiske tradition fra den tid. Man møder og oplever et væld af skikkelser, intriger og sammenfletninger. Det kræver virkelig noget af læseren, og man skal give noget af sig selv for at være med.

Hvad skal du selv læse i ferien - og hvorfor?

Jeg er netop blevet færdig med den franske forfatter Honoré de Balzacs (1799-1850) hovedværk, der hedder "Gamle Goriot". Det er en fransk realistisk roman fra det 19. århundrede, som jeg længe har villet læse. Der er lige kommet en ny dansk oversættelse, og jeg synes, det er en af årets bedste bogudgivelser i Danmark. Så jeg har fejret udgivelsen ved at læse den på de polske banegårde, hvor jeg er på ferie. Den handler om en ung ærgerrig fyr, der kommer til Paris og lejer sig ind på et pensionat med det ene formål at komme frem i verden. Den ret kyniske Balzac beskriver så hans moralske deroute for at opnå det mål. Man kan godt argumentere for, at det ikke er så opbyggelig sommerferielæsning.

Jeg har rejst en del i Øst- og Mellemeuropa, så næste bog her i sommerferien bliver italienske Claudio Magris’ bog, der bare hedder “Donau”. Den findes også i dansk oversættelse. Jeg synes, det er fascinerende med de her mærkelige hybridgenrer, og Magris kalder selv bogen for "en flods biografi", hvilket i sig selv er spøjst. Den er et miks af en rejsefortælling og Donaus kulturhistorie. Jeg har været lidt tiltrukket af floden, siden jeg læste et citat fra den østrigske forfatter Joseph Roth (1894-1939), der beskriver en scene fra sin ungdom med et minde om, at "udenfor bruste Donau sin urgamle sang om tilblivelse og tilintetgørelse." Den sang vil jeg gerne lære at kende.

Hvilken bog har du oftest læst om sommeren/hvilken bog vender du tilbage til - og hvorfor?

Om sommeren plejer jeg at genlæse eller blot slå op i Fjodor Dostojevskijs roman, der hedder “Onde Ånder”. Det er blevet meget nostalgisk genlæsning for mig i mine sommerferier. Da jeg var 17-18 år læste jeg den første gang på en strand i Malaga. Jeg skraldgrinte mig igennem den. Når jeg åbner den i dag, føler jeg nærmest, at der falder 15 år gammelt sand fra Malaga ud af den.

Klassikere har generelt det over sig, at de leverer noget nyt, hver gang man selv eller nye generationer vender tilbage til dem. Jeg vil sige, at man har en vis pligt til at genbesøge klassikerne. Jeg har også lyst til det, fordi de virker som en slags forvandlingskugler, der giver noget nyt fra sig hver gang. Det gælder også for “Onde Ånder” og “Krig og Fred”, der både dengang, i dag og fremover holder sig relevante.