Det ville være en overdrivelse at sige, at jeg ser mig selv i de tre små verdensmænd i “Operarejsen”. Dertil er de trods alt for excentriske. Men jeg genkender nok visse træk. For eksempel den indlejrede ironi, som vi, der var børn i 1990'erne, ikke bare kan lægge fra os, selvom vi godt ved, at vi burde.
Ironien er en hel generations forbandelse. Men den kan også være et løsen, en nøgle til at nedbryde sociale barrierer. I første afsnit af DR 2’s afsindigt vellykkede serie om musikkens kongeformat prøver Frederik Cilius, rejsetrioens alfahan, at guide uindviede seere ind i operaens lukkede verden. Hans bedste råd lyder næsten som et ironisk credo: “Man må,” siger han, “sætte sig ud over, hvor åndssvagt det hele er.”
Hvad, man må forstå, er, at i opera er alt forstærket i ekstrem grad. Folk synger for livet, orkestret spiller til døden, handlingen er sværmerisk og svulstig som intet andet. Det hele er ekstremt falsk, siger Cilius. Men følelserne er så til gengæld også ekstremt ægte. Og det lyder jo rigtigt nok, når det kommer fra hans mund. Få mennesker formår som Frederik Cilius at tale den bestående kunsts sag.
Derfor er det godt, at han i “Operarejsen” bliver udfordret. Ikke blot af svigtende autocampere, italiensk hedebølge og prisen på et glas bobler i Bayreuth. Men også af sine to rejsekammerater: operanovicen Rasmus Bruun og komponisten Allan Gravgaard Madsen, der efter sigende er med for at samle inspiration til sin første opera. Bruun klager over udsigten til fire timers “Don Giovanni” i Salzburg, Madsen klager over stort set alt andet. Cilius må kæmpe det bedste, han har lært.
I alle afkroge af de sociale medier har folk fortalt, at de efter at have set “Operarejsen” nu også selv vil besøge et operahus for første gang. Hvad er det, serien kan, som utallige pr-kampagner ikke har kunnet? Ét aspekt er selvfølgelig trioens kemi. Ud over at være tv om musik, mad og bilferie er det også en magtkamp i otte afsnit med lige dele dysfunktionalitet og broderskab.
På autobanen korser Cilius sig over Bruuns køreevner. “Du er med på, der er seks gear?” spørger han ondt, inden han selv overtager rattet og parkerer de syv meter autocamper til perfektion. Komponisten Madsen må ligeledes stå model til konstante angreb som repræsentant for den væmmeligt moderne musik. “Man kan måske godt kilde publikum lidt på bollerne, Allan,” indvender Cilius og efterspørger et moderne svar på Puccinis “Nessun dorma”.
Alle småskænderier forstummer dog, når de tre venner kommer ud fra bjergtagende opsætninger af Mozart og Wagner på Europas største operascener. Eller når Rasmus Bruun opgraderer campingturen med hjemmelavede tournedos Rossini og Tafelspitz. Bag den ironiske iscenesættelse med fjollede kørekåber og vaskebjørnkostume kan en reel forbrødring ikke skjule sig. Kunsten og kulturen ender med at bringe de tre tættere sammen.
Den største kvalitet ved “Operarejsen” er dog nok, at serien viser, at opera ligesom enhver anden musikalsk genre ikke kun er et spørgsmål om musikken selv. Det er et socialt miljø, et fællesskab med særlige omgangsformer, som det sådan set står enhver frit for at prøve af. I Cilius-udgaven er det en livsstil med plads til god mad, rigelige drinks, bramfri samtaler om livet og indlevende diskussioner om værkerne, kunstnerne og kulturen. Hvem vil ikke gerne være med i den klub?
Operarejsen. DR2 søndage kl. 21. Alle 8 afsnit kan ses nu på DRTV.