Anmelder: Teaterstykket "Ugens Rapport" er en kærlig hilsen fra før, det hele blev så fandens korrekt

På Det Kongelige Teater genoplives de glade 1970’ere med alt, hvad den kan trække af discorytmer, bare bryster og håndbajere på redaktionen. Men når tømmermændene indfinder sig, er det med en besk bismag af tomme kalorier

Som macho-kulturens inkarnation, festens utrættelige centrum, er chefredaktør Kurt Thyboe i Mads Rømer Brolin-Tanis gestaltning en fascinerende figur.
Som macho-kulturens inkarnation, festens utrættelige centrum, er chefredaktør Kurt Thyboe i Mads Rømer Brolin-Tanis gestaltning en fascinerende figur. Foto: Camilla Winther.

I usandsynligt stramme jeans med nedknappet skjorte og et vulgært amerikanerkors om halsen troner Kurt Thyboe på kølerhjelmen af et lille svævefly i fuld størrelse over scenen. Frisindets førsteprædikant. Banebryder for den danske New Journalism. Entusiasmens selverklærede sidste dinosaur. For Thyboe er intet umuligt. Som en anden kultleder har han samlet en skare brogede misfits og derangerede bladsmørere om sig, der skamdyrker tidens frihedsdoktrin på mandemagasinet Ugens Rapport.

Det er en for længst uddød tidsånd, der er vakt til live på Det Kongelige Teater. Et frirum for journalistiske formeksperimenter, alskens excentricitet, druk og seksuelle udskejelser. Toksisk ville man nok kalde arbejdsmiljøet på det hedengangne succesmagasin i dag. Dengang i 1970’erne, hvor forestillingen udspiller sig, er Ugens Rapport en selvfølgelig forlængelse af billedpornografiens frigivelse og andre anarkistiske strømninger i tiden. "A magic moment in time", som Kurt Thyboe kaldte det, efter 1950’ernes rigide seksualmoral og før MeToo, gennemreguleret personalepolitik og tyngende bureaukrati.