I usandsynligt stramme jeans med nedknappet skjorte og et vulgært amerikanerkors om halsen troner Kurt Thyboe på kølerhjelmen af et lille svævefly i fuld størrelse over scenen. Frisindets førsteprædikant. Banebryder for den danske New Journalism. Entusiasmens selverklærede sidste dinosaur. For Thyboe er intet umuligt. Som en anden kultleder har han samlet en skare brogede misfits og derangerede bladsmørere om sig, der skamdyrker tidens frihedsdoktrin på mandemagasinet Ugens Rapport.
Det er en for længst uddød tidsånd, der er vakt til live på Det Kongelige Teater. Et frirum for journalistiske formeksperimenter, alskens excentricitet, druk og seksuelle udskejelser. Toksisk ville man nok kalde arbejdsmiljøet på det hedengangne succesmagasin i dag. Dengang i 1970’erne, hvor forestillingen udspiller sig, er Ugens Rapport en selvfølgelig forlængelse af billedpornografiens frigivelse og andre anarkistiske strømninger i tiden. "A magic moment in time", som Kurt Thyboe kaldte det, efter 1950’ernes rigide seksualmoral og før MeToo, gennemreguleret personalepolitik og tyngende bureaukrati.
Som macho-kulturens inkarnation, festens utrættelige centrum, er chefredaktør Kurt Thyboe i Mads Rømer Brolin-Tanis gestaltning en fascinerende figur. Han er storytelleren, der er drevet af kærlighed til journalistikken og en idealistisk tro på at kunne forandre verden med sine vilde historier. Skidt med, om det er sandt, så længe det er interes-sant. Det handler om at sætte sig selv på spil - når man researcher på snuskede bordeller i Istedgade, og når man drikker igennem ved skrivemaskinen for at tilføre skriften lidt ekstra "jazz".
Brolin-Tani har et præcist tag om Kurt Thyboe. Lige fra de megalomane messiaskomplekser til den taktfaste talestrøm overlæsset med engelske udtryk og slående rubrikker – til sårbarheden bag det hele. Det er den klassiske historie om manden mod systemet. Kurt, der kæmper for at holde fast i sine visioner, mens han langsomt kvæles i en overmagt af bestyrelsens analyser og menneskefjendske grafer. Hjertegribende i sin på forhånd tabte kamp. Gangen, gestikken, rytmen i replikkerne – alt har boksningens takt og bevægelse i sig; en fin tribut til Kurt Thyboes fortid som legendarisk boksekommentator. Sublimt og utvungent forløst af Brolin-Tani.
I det hele taget er det en gennemmusikalsk og tempofyldt iscenesættelse, Thomas Bendixen diverterer med. Ikke kun på grund af bandet, der fra en boksering på scenen dikterer rytmen og hyller fortællingen i tidens hits. Også replik- og sceneskift og redaktionens myldrende medarbejdere er underlagt instruktionens rappe pulsslag og høje fart. Det er et broget figurgalleri af journaliststandens arketyper, vi præsenteres for. En anelse drøjt med alle de stereotyper på parade. Men ensemblet kompenserer dog med sit sprudlende velspil som redaktionens mere eller mindre skæve eksistenser. Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Crump, Sigurd Holmen Le Dous, Kenneth Christensen. Stine Schrøder Jensen som skøn, rapkæftet kromutter af en redaktionssekretær. Og Mikkel Arndt brillerer igen med sin strålende komiske sans som den grænseløse, elskelige gonzo-helt Viffert.
Selvfølgelig skal vi også have omkostningerne med. Når de kulørte lamper slukkes, og Kurt er ladt alene tilbage ved svømmepølens kant med alle sine kvaler; sønnens helbred og idealismens pris. Det får dog et pligtskyldigt præg af påklistret alvor, når de ægteskabelige skærmydsler med konen Marianne – den ellers skønne Johanne Louise Schmidt – lige skal lires af. Helt corny, som Thyboe ville sige, er dog det gennemtrængende astmatiske åndedræt, der med tiltagende kraft lægger sig som en skygge over Thyboes liv. En lidt gumpetung sammenkædning af sønnens sygdom og faderens maniske livsvilje.
"Ugens Rapport" er et underholdende, festligt, men desværre noget svingende gensyn med en tabt tid. Man savner, at dramatiker Andreas Garfield var lidt klarere i mælet om, hvad vi egentlig skal med stykket. Vil man tegne tidsportræt og nostalgisk svælge i festen, så stå ved det. Lad være med at forfalde til tvungen, duknakket opremsning af budskaber og "bagsider af medaljen", som alligevel ikke er gennemtænkt eller leveres med overbevisning. Især da Johanne Louise Schmidt pludselig bryder ind som en stemme fra nutiden med sin belærende skolefrøkenfeminisme af i dag for lige at korrigere den megen kvindeobjektivisering og maskulinitet på scenen, virker det sært forceret.
Det er klart, at forestillingen taler direkte ind i vores egen tid med det nyligt skærpede fokus på frisindets omkostninger. De paralleller kan vi fint drage selv. Til gengæld er det opløftende og sikkert ganske sundt at blive mindet om en tid så anderledes, vildere, sjovere og farligere end i dag. En kærlig hilsen fra før det hele blev så fandens korrekt.
Ugens Rapport. Idé: Jakob Weis. Manuskript: Andreas Garfield. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, København, til den 4. juni.