Anmelder: Undertitlen på forestillingen lød anstrengende. Men den viste sig at være både bevægende og morsom

Mod forventning lykkes det at skabe en ægte vedkommende, bevægende og endda morsom versionering af "Iliaden" på Betty Nansen Teatret

Der er flere stærke enkeltpræstationer i denne Iliade, men først og fremmest er det ensemblespillet, der brillerer. Alle sejrer og sørger. Alle lader sig ofre. Alle er stjerner på skift.
Der er flere stærke enkeltpræstationer i denne Iliade, men først og fremmest er det ensemblespillet, der brillerer. Alle sejrer og sørger. Alle lader sig ofre. Alle er stjerner på skift. . Foto: Camilla Winther.

Det lød umiddelbart anstrengende. Undertitlen "Der findes ingen helte" varslede alene trættende moralisering og forsuttet opgør med den "patriarkalske heltedyrkelse". Så skal vi atter stå skoleret i teatrets opdragelsesanstalt, nåede jeg at frygte.

Man kan ikke dramatisere "Iliaden", fik jeg også knurret inden tæppegang, og hvis man gør, bliver det enten knastør oldævlsdidaktik eller noget endnu værre: dekonstruktions-pop. Men jeg tog fejl.  

For det lykkes at skabe en ægte vedkommende, bevægende og endda morsom versionering af "Iliaden" på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København. Forestillingen følger i store træk handlingsgangen i Homers antikke epos, omend der er zoomet særligt ind på de menneskelige sårbarheder og brister som pulsslaget bag den trojanske krig og dens aktører.

Præmissen er klar: Historien skrives af de sejrende, og mordere bliver helte, når de digter deres sange. Først når vi forholder os kritisk til de forherligende heltekvad, kan vi begribe krigens gru.  

Det er ambitiøst at komprimere det digre værk til scenen, men norske Eline Arbo og svenske Tom Silkeberg er sluppet fornuftigt af sted med deres radikale omskrivning af Otto Steen Dues oversættelse. Fra den solsvedne græske slagmark er handlingen fragtet til et moderne slagtehus med sønderbrudte flisevægge, som danner bagtæppe for det grusomme blodbad. Krigsdøden er ikke heroisk som hos Homer, men beskidt og upersonlig som en slagtning.

Barnagtig konflikt som katalysator

I det ene ringhjørne af striden i Betty Nansens versionering af "Iliaden" ses Achilleus i Mathias Rahbæks teenagemutte gestaltning med læderjakke og ungdommelig selvhøjtidelighed i overmål.
I det ene ringhjørne af striden i Betty Nansens versionering af "Iliaden" ses Achilleus i Mathias Rahbæks teenagemutte gestaltning med læderjakke og ungdommelig selvhøjtidelighed i overmål. Foto: Camilla Winther.

Vi er allerede ni år inde i trojanerkrigen ved historiens begyndelse. På scenen driver de rastløst og krigstrætte rundt, da publikum ankommer. I den græske lejr er der akutte problemer: Hærleder Agamemnon har stjålet krigshelten Achilleus’ trojanske slavinde Briseïs, og nu nægter Achilleus at kæmpe i ren arrigskab over tabet af sit krigsbytte. Den barnagtige konflikt mellem to skrøbelige egoer er stykkets omdrejningspunkt og katalysator.

I sandkassens ene ringhjørne er Anders Buddes koleriske Agamemnon i fuldt diktatorornat og med napoleonkompleks i faretruende udbrud, når han smider sig på gulvet og spræller for at få sin vilje. I det modsatte hjørne har vi Achilleus i Mathias Rahbæks teenagemutte gestaltning med læderjakke og ungdommelig selvhøjtidelighed i overmål. Stridens kerne, Briseïs, er hele tiden til stede på scenen, men kun som en stum og forstenet statue, en brik, der ustandseligt rykkes frem og tilbage i takt med kombattanternes luner og krigens vilkårlige udvikling.   

Over mændenes egomane vrede væver den skønne Helena historien sammen fra sin ophøjede plads på Trojas bymur. I balkjole og tungt belæsset med juveler glider Mathilde Arcel over scenen, afklaret og næsten brutalt nøgtern, når hun opremser de faldnes navne og dødsårsag; halshugning, spiddet gennem hjertet, fældet bagfra. Modsat sin krigsbyttefælle Briseïs får Helena en stemme i den historie, hun nok spiller en central rolle i som krigens oprindelige anledning, men næsten helt er skrevet ud af hos Homer.       

Stjerner på skift i sejr og sorg

At kvinder ikke bare er bytte og trofæ, men tillige individer med stemme og agens, er nok ikke ligefrem en revolutionerende pointe. Heldigvis ofres der ikke alt for meget energi på at slå det banale budskab fast.

I stedet gøres der en del ud af at udbygge de enkelte krigsaktørers psykologi, sårbarheder og bevæggrunde. Som nu Achilleus’ mor Thetis, der i Ida Cæcilie Rasmussens skikkelse transcenderer "moder"-stereotypen, når hun afdækker sin martrende splittelse over at sende sit barn i krig: ”Bliv hos mig”. Eller Mathias Bøgelunds Patroklos, Achilleus' tro væbner, der i virkeligheden er svært forelsket i sin stivnakkede ven, og som ender med at ofre alt for ham. Tilsvarende åbenbarer den trojanske Hektor – i denne version med Ena Spottag i rollen – en tvivlende krigshelt, der tynges så frygteligt af udsigten til sin egen nedslagtning og afskeden med den elskede Andromache.           

Alle har de et øjeblik af afvæbnende hudløshed, der ikke alene gør helte til mennesker, men som tillige blotlægger krigens endeløse mørke og uoverstigelige konsekvenser. Der er flere stærke enkeltpræstationer i denne Iliade, men først og fremmest er det ensemblespillet, der brillerer.

Alle sejrer og sørger. Alle lader sig ofre. Alle er stjerner på skift. Samspillet forlænger sig i musikken, hvis stemningsfulde univers af lyrespil, trommer og korsang skuespillerne selv frembringer på scenen.                      

Denne pacifistiske fortolkning af en af litteraturhistoriens mest krigs- og voldsforherligende værker er åbenlyst teater til tiden. Dog skamrides den nærliggende aktuelle kobling ikke. Krigens umenneskelighed gælder jo til alle tider, og den gennemført eksistentielle grundtone hædrer på én gang forlægget og adresserer subtilt, men mærkbart, den nutid, forestillingen taler ind i. 

Iliaden – der findes ingen helte. Dramatiseret af Eline Arbo og Tom Silkeberg frit efter Homers "Iliade". Instruktion: Eline Arbo. Scenografi: Ida Marie Ellekilde. Musik og lyddesign: Thijs van Vuure. Spiller på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg ved København til den 19. april.