En aldrende forfatter og en ung krigsenke. En næsten begivenhedsløs og en plotstyret roman. En digressiv og en korthugget skrivestil. Og sådan kunne man blive ved. For der er mere, der skiller end samler de nye romaner fra to af Danmarks store prosaister, Vibeke Grønfeldt og Kirsten Thorup.
Vibeke Grønfeldts ”Glasluft” (Rosinante) er en selvstændig fortsættelse af den kritikerroste ”Endnu ikke” fra 2016, hvor vi igen møder forfatteren Elvine Brink. Hun fortæller i dagbogsform om sit og andres liv i et lille samfund, hvor alle kender alle. Hendes eget liv er, i hvert fald for den, der betragter det udefra, ret begivenhedsløst, men beskrivelsen af det er ikke desto mindre blevet til en ”sansende, snerrende, svævende samtidsroman om et menneske i tilværelsens afkrog”, hvis man skal tro Henriette Bacher Lind i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Her bliver det til fem stjerner ud af seks, og fraværet af ydre handling synes ej heller at betyde det fjerneste for Erik Skyum-Nielsen i Information. Vibeke Grønfeldts styrke ligger nemlig ifølge ham i ”dels det sprøde, veloplagte, tindrende smukke sprog, dels i den skarpe iagttagelse, den særlige synsevne”, hvilket dog ikke nødvendigvis gør det nemt for læseren:
”Hendes bøger er sjældent lette at læse, for hun afstår helst fra at lede os pædagogisk ved hånden, og det kan ofte være vanskeligt at hitte rede i det persongalleri, hun skriver frem. Læg hertil en indgroet foragt for plotkonstruktioner og dagsaktuelle debattemaer. Så har vi forklaringen på, at en af Danmarks allerstørste prosaister trods en hel stribe litterære priser aldrig rigtig har fået tag i det store publikum, hun fortjener.”
I Kristeligt Dagblad er Svend Skriver knapt så overbevist. Han giver fire stjerner ud af seks og finder, at Vibeke Grønfeldt ”overordnet set er uhyre velskrivende og reflekteret”, og at hendes nye roman ”i høj grad er værd at læse”. Men han anbefaler, at man nipper til romanen, for ellers kommer man til at savne flow og episk fremdrift, og han finder, at de stærkeste såvel som de svageste passager er dem, der omhandler fiktionen og forfatterne: Svagest når Vibeke Grønfeldt lader Elvine Brink fremsætte misvisende og idiosynkratisk kritik af forfatterkolleger, stærkest når fortælleren blotter sine egne smertepunkter.
Men i Weekendavisen har Lars Bukdahl imidlertid ingen forbehold. Han er ovenud begejstret for, at Elvine Brink beretter om alt, hvad der falder hende ind, ”frivillige og ufrivillige møder med kendte og ukendte (og glemte) mennesker, semifiktive indlevelser i mødte eller ikke-mødte mennesker, barndoms-, ungdoms-, voksenerindringer, private og almene jeronimusserier over frem for alt tvangsfællesskaber og mobiltelefoneri, glimtvise, aforistiske og (natur)lyriske noter”, og han sammenligner afslutningsvis Vibeke Grønfeldts nye roman med Kirsten Thorups:
”’Glasluft’ er den omvendte roman af fem år ældre Kirsten Thorups ’Indtil vanvid, indtil døden’, digressiv antiplot-ophvirvlen versus direkte plot-fremstyrtning og dog: Karakterfuldheden er den samme nævenyttigt og eksplosivt nærværende. Så behøver jeg ikke at forklare, at og hvordan Vibeke Grønfeldt skriver fantastisk, det gør hun sådan her simpelthen, iltert, virtuost, minutiøst hvirvlende.”
Det er også Lars Bukdahl, der anmelder Thorups ”Indtil vanvid, indtil døden” (Gyldendal) i Weekendavisen.
Romanen udspiller sig i München i efteråret 1942, hvor den unge krigsenke Harriet har efterladt sine to små børn på et børnehjem i Danmark for at rejse på rekreation hos sin mands venner, den højtstående tyske officer Klaus og hans danske hustru Gudrun. Og Bukdahl opfordrer, modsat Skriver i tilfældet Grønfeldt, at man læser romanen i et stræk, han fortæller, at han ”blev næsten fysisk syg af længsel efter at læse videre”, når han blev nødt til at lægge den fra sig, og han finder, at romanen er ”så ultra-ulideligt spændende, den mest Hitchcockske, danske prosafiktion”, samt at Kirsten Thorup ”fortæller med lige så velresearchet som brutal suspense om en cool, ung kvinde lost på den tyske hjemmefront”.
Også i Kristeligt Dagblad er Lars Handesten begejstret, omend han har et enkelt forbehold:
”Skal der lyde en anke over romanen, så er det, at Harriet for hurtigt overgiver sig til en kritisk holdning (…) Men bortset fra det, så drager romanen selv. Det er en sugende oplevelse at bevæge sig ind i Kirsten Thorups roman.”
Det bliver til fem stjerner ud af seks præcis som i Politiken, hvor Alexander Vesterlund konstaterer, at Kirsten Thorup har et mesterligt blik for det normale i vanviddet og for vanviddet i det normale, og konkluderer:
”Det særligt fængende ved bogen – der ellers også fænger nok rent handlingsmæssigt – ligger uden tvivl i Harriets stemme, som fortæller, mens hun rapporterer fra dagligdagen midt i det normaliserede vanvid. Alt er skrevet ud i én ukontrolleret køre, med klodsede mængder af tekst, mere 0eller mindre associerende, men også med en stærk fremdrift, sætningerne kun et sekund eller to halsende efter livet, som hun forsøger at leve her og nu, mens alting begynder at krakelere.”
Nicklas Freisleben Lund, der anmelder i Morgenavisen Jyllands-Posten, uddeler ligeledes fem stjerner og finder også den korthuggede stil vellykket:
”Der er få afsnit, ingen kapitelinddelinger; det er romanen som en insisterende tekstblok. Det kan lyde drøjt, men er faktisk ekstremt effektivt og medrivende.”
Det er Tue Andersen Nexø i Information dog ikke enig med ham i. Han mener nemlig, at fortællingen hakker af sted i en monoton staccato uden helt at komme ud af stedet, navnlig i bogens første tredjedel, men at den omvendt, selvfølgelig, som han skriver, har ”alle de sære og store kvaliteter, man altid finder i Thorups romaner, bare i mindre doser end normalt”.
Men i Berlingske er der fuldt stjernehus til Kirsten Thorups roman, og her mangler Merete Reinholdt intet:
”Det er svært at se, hvordan menneskelig dårskab kan portrætteres klogere, krassere og kærligere. ”’Indtil vanvid, indtil døden’ handler om dig og mig og hvem, vi er. Scenen er sat i et krigshærget München i 1942, hvilket skaber en dystopisk og dødsfornægtende og dødsængstende ramme, men materien i de menneskeportrætter, som Thorup tegner, er tidløs og universel.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.