Anmeldere med og uden magt

Litteraturkritikernes indflydelse på læsernes køb af bøger er blevet mindre, men ikke når det gælder meningsdannelsen, snob-effekten og nye forfatteres overlevelse på bogmarkedet, lyder det fra tre kendere af den litterære branche

TEgning: Peter M. Jensen
TEgning: Peter M. Jensen.

Hans Hertel, der er professor i litteratur på Københavns Universitet, oplevede engang, at en kvindelig studerende på et hold helt uskyldigt stillede følgende spørgsmål: "Hvor højt skal en bog egentlig op i oplag for, at den er dårlig?"

Vi skreg af grin. Spørgsmålet er udtryk for den gamle modernistiske fejlslutning, at god kunst pr. definition er eksklusiv. Hvis den skal forstås af mange, bliver den ifølge samme fordom ret suspekt. Men klassikere som Dickens og Balzac er udkommet i enorme oplag, så det er naturligvis en misforståelse at tro, at kvantitet er lig med dårlig kvalitet, siger Hans Hertel.

I Danmark har vi en håndfuld skønlitterære bestsellerforfattere, der købes og læses af mange. Det er blandt andre Hanne-Vibeke Holst, hvis trilogi "Kronprinsessen", "Kongemordet" og "Dronningeofret" foreløbig er trykt i tilsammen 456.000 eksemplarer. Jens Smærup Sørensens "Mærkedage" har rundet 87.000 eksemplarer, mens Carsten Jensens "Sidste rejse" er trykt i 56.000 eksemplarer, oplyser forlaget Gyldendal.

Også forfattere som Hanne Richardt Beck, Leif Davidsen, Bjarne Reuter, Jens Christian Grøndahl, Kirsten Hammann og Naja Marie Aidt er udkommet i store oplag. Og så er der Peter Øvig Knudsen, som på grund af en helt overvældende salgssucces skal nævnes, selv om hans to bind om Blekingegadebanden ikke er skøn- men faglitteratur. I alt 270.000 eksemplarer er bøgerne blevet trykt i.

Da litteraturkritiker May Schack, dagbladet Politiken, for nylig i en avisdebat startet af dagbladet Information blev kritiseret for at være inhabil hun er projektansat på Gyldendal og anmeldte Hanne-Vibeke Holst nye roman "Dronningeofret" og Jens Christian Grøndahls "Fire dage i marts", der begge udkommer på forlaget svarede hun blandt andet: "Alle ved, at Hanne-Vibeke Holst er en bestseller, og det er fuldstændig ligegyldigt, hvad en anmelder skriver".

Har hun ret i, at nogle bøger er forudbestemt til at blive bestsellere uanset, hvordan de er blevet modtaget af anmelderne?

Hun har ikke ret i, at det er lige meget, hvad anmelderne skriver, mener Jakob Kvist, kreativ direktør i ArtPeople, der også driver forlaget PeoplesPress, og fortsætter:

At sælge mange bøger er ikke lig med, at man er litterært blåstemplet. Det er jo utrolig vigtigt at få snob-effekten med, den effekt, der handler om, hvorvidt en bog er fin eller noget, man læser for sjov. Dér kan anmelderne i den klassiske rolle stadig have betydning, når det litterære hierarki skal sættes hvert efterår. Hvad der er samtaleemnet over middagsbordet i de bedre kulturelle kredse, kommer blandt andet an på, hvad der bliver udnævnt til sæsonens store bog i Politiken, siger Jakob Kvist.

Hvis boganmeldernes autoritet er intakt på det såkaldte litterære parnas, hvad er så deres rolle i forhold til den store brede skare af læsende danskere?

Litteraturprofessor Hans Hertel, der også anmelder bøger i Politiken, mener, at kritikerne i den forbindelse har mindre betydning i dag end tidligere.

Mediebilledet har ændret sig, og mange unge læser ikke avis. I stedet hører man om nye bøger mange andre steder via busreklamer, reklamer i tv eller på nettet. Nogle aviser har indført et system, hvor der uddeles stjerner, så folk lynhurtigt kan orientere sig. Engang blev bøger anmeldt på udgivelsesdagen det betyder heller ikke så meget mere.

Så alt i alt er anmeldernes autoritet blevet mindre i forhold til køberne, men dermed ikke for litteraturen og på længere sigt. For meningsdannelsen om bøger er stadig vigtig, for eksempel for nye forfattere. Hvis de ikke bliver anmeldt, dør de. Og for forlagene, for bliver en af deres nye forfattere ikke anmeldt eller får en dårlig anmeldelse, vil de måske helst slippe af med vedkommende, siger Hans Hertel.

Kreativ direktør Jakob Kvist er enig.

Selve indflydelsen er faldet i forhold til tidligere, hvor autoritetstroen og medierne stod stærkere. Nogle ting lever fuldstændig deres eget liv som for eksempel en ny James Bond-film. Fordi brandet er så stærkt, har ingen autoritet til at sige, at det er en dårlig film. Til gengæld har anmelderne stadig autoritet til at sortere i det store udbud af udgivelser. Og en anmelder kan nemt slå en lille bog i ihjel, så det er uopretteligt, siger Jakob Kvist.

Da Jens Christian Grøndahls nye roman "Fire dage i marts" for nylig blev anmeldt i Information af litteraten Lillian Munk Rösing, skrev hun blandt andet, at "hun nu havde givet sig hen til Grøndahl". Hendes kollega Erik Skyum-Nielsen, der har anmeldt litteratur på Information i 30 år, fortæller det som eksempel på en tendens. Nemlig at brudfladerne mellem såkaldt smal og bred litteratur er i bevægelse.

Det er en tendens, der begyndte, da Svend Åge Madsen begyndte at bruge triviallitterære greb i sine bøger. Peter Høeg, Lars Frost og Jens Christian Grøndahl er eksempler på det samme. Derfor kan man ikke længere tale om smalle og brede forfattere. Det er positivt i den forstand, at anmeldernes normer ikke er alt for forudsigelige, og at de går ud af deres territorier og indser, at litteratur ikke længere er et hierarki af få forfattere i toppen og en masse brede forneden, siger Erik Skyum-Nielsen, der også er lektor i litteratur ved Københavns Universitet.

Med forfatteren Knud Sørensens formulering peger han på, at litteraturen har "toblerone-struktur".

Den har en række forskellige former, og der er i hver enkelt af disse både en top, midte og bund. Hvor mange kan for eksempel skrive den samtidskommenterende thriller bedre end Hanne-Vibeke Holst? Ingen, og derfor skal hendes bøger ikke sammenlignes med de bøger, som forfatteren Helle Helle skriver. Man kan sige, at noget af det, som anmelderne er blevet bedre til på det sidste, det er at indse, at de ikke kun sidder med et chokoladestykke, men med hele tobleronen. Det giver dynamik, og at man bog for bog tænker: Hvorfor læser vi? Hvorfor bliver vi ved med det?, siger Erik Skyum-Nielsen.

Men hvad er så en god bog?

Ifølge litteraturprofessor Hans Hertel har Hans Kirks "Fiskerne" det, der skal til for at blive en ægte klassiker, der kan læses i århundreder efter, at den blev skrevet.

Hans Kirk har villet fortælle om religionens rolle i Danmark og har gjort det sprogligt artistisk og med en underspillet humor.

Jakob Kvist foretrækker bøger, der kan mere end at underholde.

Jeg vil helst have, at de rammer mig på eksistensen og rører ved de dybe følelser. En bog skal være godt skrevet, men den er jo ikke altid et kunstværk. Det er de vellykkede journalistiske bøger og biografier jo eksempler på, siger Jakob Kvist og tilføjer:

Et atlas kan også være godt, hvis man skal ud at rejse.

remar@kristeligt-dagblad.dk