Anmeldere om ”Det første år”: Skildringen af statsministeren er for ukritisk

Siden Mette Frederiksen tiltrådte som statsminister, har journalist og forfatter Anne Sofie Kragh været en flue på væggen i magtens maskinrum

Anmeldere om ”Det første år”: Skildringen af statsministeren er for ukritisk

Planen var egentlig at skrive en bog om statsminister Mette Frederiksens (S) første regeringsperiode. Men så kom corona, og journalist og forfatter Anne Sofie Kragh ombestemte sig og lod sin bog fortælle historien om det første år, men planlægger at skrive et bind mere, der skal dække tiden fra sommer 2020 og frem til næste valg.

Og det er et journalistisk scoop at få lov til at sidde med ved statsministerens bord. Det er samtlige anmeldere enige om. Men den privilegerede situation rummer også dilemmaer, påpeger Henrik Hoffmann-Hansen i Kristeligt Dagblad :

”Anne Sofie Kragh gør meget ud af at forklare, at det er hendes egen bog, og at Mette Frederiksen kun har fået afsnit med oplysninger fra fortrolige rum til gennemsyn. Er det nok til at sikre den kritiske distance og objektiviteten? Næ, især ikke, når første bind udgives midt i den periode, forfatteren følger statsministeren i.”

Han mener dog, at forfatteren alligevel går langt i sin beskrivelse af, hvad der er foregået, omend hun på lange stræk køber statsministerens historieudlægning. Men incitamentet til selvcensur er for stort, da det bebudede andet bind spænder ben for allerede nu at videregive oplysninger, som regeringen ikke ville bryde sig om at se ude i offentligheden, hvilket gælder blandt andet minksagen, som meget belejligt ligger uden for forfatterens tidsmæssige ramme, og som det ville være svært at skrive troværdigt om uden at afskære sig selv fra yderligere fri adgang til Statsministeriet.

Det bliver til fire stjerner ud af seks mulige til en bog, der generelt har lidt for mange huller, præcis som i Politiken, hvor Christian Jensen finder, at ”Det første år” er velskrevet og velkomponeret, at den giver et enestående indblik i statsministermagten, og i kvinden bag den, men at den omvendt også skal læses med en kritisk distance, da den baserer sig på tilskuerens iagttagelser snarere end på den kritiske journalists blik:

”På flere punkter svigter Anne Sofie Kragh det privilegium, hun er blevet givet ved at komme tæt på regeringsmagten. Og at aflevere en bog om regeringens håndtering af coronakrisen uden at nævne balladen om epidemiloven med – mig bekendt – ét eneste ord er en påfaldende stor undladelsessynd.”

Som flere af de andre anmeldere noterer han sig, at meget af stoffet er kendt i forvejen, dog ikke de personlige portrætter af Mette Frederiksen og hendes departementschef Barbara Bertelsen. Men her har Christian Jensen dog også en lille orm, der gnaver:

”Sympatiske portrætter af Frederiksen og Bertelsen? Bestemt. Utroværdigt? Nej, men Anne Sofie Kragh bevæger sig også her i farezonen for at bidrage til det selvbillede, Mette Frederiksen løbende opdaterer af sig selv på Instagram.”

Ogsåi Berlingske giver ”Det første år” fire stjerner. Han finder, at bogen velskrevet og spændende, at forfatteren er god til at fange og skildre betydningsfulde detaljer, og at hendes sikre sammenskrivning er værdifuld, omend alt er kendt stof. Men selvom det er en nuanceret bog, der bestræber sig på at få begge sider af medaljen med, er der et område, hvor Anne Sofie Kragh fuldstændig køber Mette Frederiksens tilgang, nemlig i hendes ønske om, at politikere i langt højere grad skal kunne sætte deres vilje igennem i forhold til embedsværket. Og det ville have løftet bogen, konstaterer han, hvis denne position var blevet kontrasteret – og hvis der havde været flere lag i den, der kunne gøre os klogere på Mette Frederiksen som statsminister:

”Som det er nu, er forfatteren som et terrængående køretøj, som er her og der og alle vegne. Men bogen mangler, at hun også tager en tur op i helikopteren og giver os et perspektiv ovenfra. Men måske får vi det i anden del af portrættet af Mette Frederiksen, som ifølge forfatteren vil komme senere.”

I Morgenavisen JyllandsPosten har man sat to anmeldere på sagen, nemlig tidligere formand for De Konservative, Per Stig Møller, og tidligere formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, og de er overraskende nok ikke enige i deres vurdering. Førstnævnte finder portrættet nydeligt, men ensidigt i sin skildring af en selv- og målbevidst person, der vil gøre op med såvel ekspertsom embedsmandsvælde:

”Hendes uvilje mod at lytte til fagfolk og embedsmænd ligger nok bag hendes største fejl, såsom nedslagtningen af minkene […] Denne uvilje blev formentlig skærpet af hendes gentagne uenighed med Søren Brostrøm, hvor hun tro mod sin indstilling og med stort held lod politik trumfe fagkundskaben […] Tiden har bekræftet, at ’hybris vokser ud og sætter brødens aks’, som Aiskylos advarede om for 2500 år siden. Det skulle Mette Frederiksen nok skrive sig bag øret.”

Det bliver til fire stjerner fra Per Stig Møller, mens Mogens Lykketoft anmelder – som tidligere formandskollega måske mere mennesket og den førte politik end selve bogen – uden forbehold til seks stjerner.

Han finder, at ”Det første år” giver et flot og troværdigt indblik i baggrund og adfærd hos statsministeren og hendes samspil med de nærmeste medarbejdere. Den former ”billedet af landsmoderen med den rigtige intuition”, serverer spændende læsning om de personlige og politiske dramaer og har gennemgående fint styr på både fakta og processer:

”Bogen om Mette Frederiksens første år som statsminister har samme kvaliteter som de bedste amerikanske journalisters beretninger om Det Hvide Hus.”

Men lige den betragtning er Informations Anton Geist nu ikke enig med ham i.

Faktisk bruger han netop de amerikanske journalisters tradition for at skrive fra en autoritativ fortælleposition uden mange kildeangivelser eller forbehold til at vurdere Anne Sofie Kraghs ”Det første år”, og han sammenligner hende med Bob Woodward, der sammen med sin kollega Carl Bernstein var med til at afdække Watergate-skandalen:

”Han er optaget af at grave sig ned i betændte sagers substans og afdække løgne, magtmisbrug og andre skandaler. Hun går mindre kritisk til værks og har mere fokus på at fortælle historien om magthaverne som mennesker. Det er selvsagt ikke i sig selv kritisabelt, at Anne Sofie Kragh ikke forsøger at være nogen dansk Bob Woodward, men den temmelig ukritiske tilgang er på flere punkter et problem. Til gengæld er bogens styrke, at den forsøger at tegne et mere nuanceret billede af menneskets Mette Frederiksen og folkene omkring hende, end vi ellers kender.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.