Anmelderen anbefaler: Fem klassiske cder til sommertiden

Få et sug i maven af en romantisk violinkoncert, eller lad dig rive med af en ung russisk sangerinde, som ubesværet hopper op og ned ad sangens tonestige. Musikanmelder Peter Dürrfeld anbefaler her fem klassiske udgivelser til sommeren

Jonas Kaufmann regnes for at være en af vor tids største tenorer. Nu er han aktuel med en række Wagner-fortolkninger, og den cd er blandt fem, som du i føæge Kristeligt Dagblads anmelder Peter Dürrfeld absolut bare skal høre denne sommer. På billedet ses Kaufmann sammen med Angela Gheorghiu i den engelske kongelige operas opsætning af Adriana Lecouvreur. -
Jonas Kaufmann regnes for at være en af vor tids største tenorer. Nu er han aktuel med en række Wagner-fortolkninger, og den cd er blandt fem, som du i føæge Kristeligt Dagblads anmelder Peter Dürrfeld absolut bare skal høre denne sommer. På billedet ses Kaufmann sammen med Angela Gheorghiu i den engelske kongelige operas opsætning af Adriana Lecouvreur. -. Foto: Nigel Norrington Denmark.

Denne sommer skal du lytte til sprød barok, melodiske værker fra romantikken og et svulmende repertoire fra en af vor tids bedste tenorer.

Det anbefaler i hvert fald Kristeligt Dagblads anmelder af klassisk musik Peter Dürrfeld, som her har samlet fem bud på nye, klassiske udgivelser, som du kan lytte til i de lyse sommernætter.

Russisk koloraturbombe (Julia Lezhneva, DECCA 478-5242)
Julia Lezhneva er kun 23 år, men har med sin nye cd, der blot bærer hendes navn, allerede vakt opsigt. Her er en koloratursanger, der ubesværet hopper op og ned ad sangens tonestige, nogle gange i forrygende spring, andre gange stille og yndefuldt. Men altid klokkerent.

Repertoiret står på Vivaldis heftige In furore iustissimae irae, Händels Saeviat tellus inter rigores, Porporas In Caelo stelle clare (Nicola Porpora var en af Händels rivaler som operakomponist i London) - samt Mozarts populære Exsultate, jubilate, KV 165. Alle stykker på omkring et kvarters varighed, så man får godt en time i selskab med den suveræne russiske sanger. Læg dertil, at akkompagnementet er gnistrende veloplagt med ensemblet In Giardino Armonico, dirigeret af Giovanni Antonini.

ANMELDEREN ANBEFALER: 5 gange skandinavisk litteratur til sommerferien

Vor tids Wagner-tenor (Kaufmann - Wagner, DECCA 478-5189)
Jonas Kaufmann regnes med rette for en af vor tids bedste tenorer, specielt i det mere svulmende repertoire. Er det for meget med en hel Wagner-opera i de lyse sommernætter, kan man ty til denne cd, der med titlen Kaufmann - Wagner byder på næsten fem kvarters musik af 200 års-fødselaren.

De seks udvalgte arier stammer fra Valkyrien, Siegfried, Rienzi, Tannhäuser, Mestersangerne i Nürnberg og Lohengrin. Men dertil kommer en orkestrering af de fem Wesendonck-Lieder (ved Felix Mottl), og i den forbindelse er det en oplagt fordel, at alle tekster er gengivet i den fyldige booklet. Orchester der Deutschen Oper Berlin spiller under ledelse af Donald Runnicles.

ANMELDEREN ANBEFALER: 5 film til sommerferien

Verdenspremierer med Holmboe-musik (Vagn Holmboe: Concertos. DACAPO 6.220599)
Vagn Holmboe (1909-1996) var en af de mest betydelige danske komponister i det 20. århundrede. På denne cd, hvor Norrköpings Symfoniorkester spiller flot under ledelse af russeren Dima Slobodeniouk, får man chancen for at lære tre af hans værker at kende, og tidsspandet er forbløffende stort.

Der indledes med bratchkoncerten, opus 189, komponeret i 1992. Nordmanden Lars Anders Tomter spiller mesterligt, og musikken har rødder i både østeuropæisk og jødisk folklore. Masser af substans, et spændende værk af en mand, der virkelig kunne sin metier. Med Koncert for orkester - uden opusnummer - hopper vi helt tilbage til 1929, hvor den 20-årige Holmboe eksperimenterede lidt, men hvor man alligevel fornemmer et grundlag af tung (måske tysk?) tradition. Endelig får vi hans 2. violinkoncert med Erik Heide, opus 139, som en skarp solist. Dette værk stammer fra 1979 og er nok en kende mere udfordrende end de to øvrige på en skive, der forbløffende nok byder på lutter verdenspremierer.

ANMELDEREN ANBEFALER: 5 kunst- og kulturhistoriske bøger til sommerferien

Det romantiske sug (Julia Fischer - Bruch & Dvorak - DECCA 478 3544)
Her får man to af romantikkens betydelige violinkoncerter, Dvoraks herligt melodiske værk i a-mol, som var nogle år undervejs, inden det i oktober 1883 fik premiere i Prag. Det er over en halv times henførende musik. Koblingen med Bruchs violinkoncert i g-mol, opus 26, er både gængs og nærliggende. De to værker klæder hinanden, og som lytter kommer man til at opleve det samme romantiske sug.

Julia Fischer spiller begge koncert klangskønt og naturligt, dvs. uden manerer, og hun bliver fortræffeligt akkompagneret af Tonhalle-Orchester fra Zürich, dirigeret af David Zinman.

ANMELDEREN ANBEFALER: 5 faglitterære værker til sommerferien

Sprød barok (Royal Recorder Concertos - Music from the Court of King Frederik IV. DACAPO 6.220630)
Blandt de mest kendte danskere med en forkærlighed for blokfløjten kan nævnes Ludvig Holberg (1684-1754), der livet igennem var meget optaget af musik og gerne involverede sig i musikkritiske diskussioner.

Han kan have hørt en række af værkerne på denne cd, hvor Danmarks nye stjerne på instrumentet, 34-årige Bolette Roed, spiller musik fra Frederik den Fjerdes hof, nemlig suiter og koncerter af Graupner, Scheibe, Graun samt et anonymt værk med titlen The Princess Suite.

Det er kompositioner, der kan få en til at fornemme, at man er havnet i riddersalen på Kronborg i begyndelsen af 1700-tallet - men også musik, der vil gøre glimrende fyldest på terrassen en lun sommeraften. Bolette Roed bliver glimrende akkompagneret af det sprødt spillende polske barokensemle Arte dei Suonatori.


ANMELDEREN ANBEFALER: 5 film til sommerferien

ANMELDEREN ANBEFALER: 5 grafiske romaner til sommerferien

Foto: Decca