Det er altså 220 år siden, at en 31-årig Beethoven skrev 15 variationer og en fuga i Es-dur over samme tema, som han senere anvendte i sin Eroica-symfoni. 220 år, og alligevel sad jeg torsdag aften på Louisiana og spekulerede over, om denne musik mon nogensinde er spillet så smukt og generøst, som Grigorij Sokolov netop sad og gjorde det ved Humlebæk-museets Steinway. Det er vanskeligt at forestille sig.
Den russiske pianist, som tidligere på året var hurtig til at kritisere sit fødelands invasion af Ukraine, blev for få måneder siden spansk statsborger. Ofte beskrives han som et kultisk fænomen; efter sigende sover han kun ganske lidt, er fuldblodsveganer, han spiller i næsten mørklagte sale og har en underdanig, butleragtig fremtoning. Men hans aktive afstandtagen til Putin viser, at Grigorij Sokolov er andet og mere end en livsfjern, mytisk figur.
Han er, ud over formentlig at være vor tids største pianist, en af den slags kunstnere, som helt ubesværet forfægter den klassiske musiks historie, samtidig med at han folder musikken ud med så mange nuancer, at den aldrig får lov at stivne. Den 72-årige munkeskikkelse er ikke kustode, han er revolutionær; hvad han måtte mangle i personlig udstråling, kanaliserer han gennem sit spil.
Det var et helt liv, en hel musikhistorie, vi hørte indlejret i Beethovens kulørte variationer. Nogle kalder Sokolov evigt alvorlig, men det er ikke sandt, hans hoppende hænder og drilagtige staccato var fulde af humor. Det samme var hans skødesløse stilistiske omslag mellem den nænsomste dæmpede legato, Liszt-værdige artilleriangreb og Wagner’sk klangdybde i bunden af klaveret.
Musikeren insisterede på at holde komponistens værk i live, og man sad med fornemmelsen af, at alt kunne ske. At alt kunne lade sig gøre. En hel verden byggede Sokolov op, med plads til alvor, glæde, længsel og trods. Han reflekterede over hver en tone, tog stilling til Beethoven og viste en forståelse for musikkens potentiale, som fik publikum til at ryste vantro på hovedet og række ud efter lommetørklædet. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har oplevet noget lignende.
Inden Beethoven havde Sokolov kalibreret vores ører med et udvalg af Purcells trillende barokværker. Også her afslørede han en dybde i musikken, der pegede frem mod Bachs Goldberg-variationer en postgang senere i musikhistorien. Man hørte legesygen og vitaliteten i Purcells evigt bevægelige linjer, og også flyglets mekanik: de tunge slag mod tangenterne, enkelte toners kraftigere resonans, en materialitet, der gav den æteriske musik en krop.
Grigorij Sokolov rundede en afsindig aften af med tre intermezzi af Brahms. Det lød, som om musikken var sunket ned i instrumentet. Som om den kom inde fra flyglet selv, så let var hans berøring, så udsøgt behandlingen af pedalerne.
Med en klanglig følsomhed som hos de færreste fik Sokolov klaveret til at synge sit eget kor, mens de romantiske kompositioner mejslede stort vemod ned i distinkte, gentagne motiver og lod følelserne svælge i ømme forbehold, så de kun ganske modstræbende lod sig afvikle.
Kunsten har ingenting fyldt i folketingsvalget. Måske er det ganske klogt, for hvis vi pludselig skulle forholde os til noget så uvirkeligt som denne koncert, ville alt andet virke ligegyldigt.
Grigorij Sokolov: Purcell, Beethoven, Brahms. Louisiana, Humlebæk. Torsdag den 27. oktober.