Anmeldere af Kirchner og Nolde på Statens Museum for Kunst er mildest talt uenige

Skal man betragte kunst æstetisk, eller skal man tolke den ind i en nutidig kontekst, som risikerer at komme til at overskygge værket?

Statens Museum for Kunsts udstilling ”Kirchner og Nolde til diskussion” præges af nutidig moralisme, mener nogle af landets anmeldere. Andre kalder den moderne og nuanceret. Her er det Emil Noldes ”Mor og dreng” (”Mutter und Knabe”), 1914 og Ernst Ludwig Kirchners: ”To gule modeller med blomsterbuket” (”Zwei gelbe Akte mit Blumenstrauss”) fra 1914. – Foto: Bündner Kunstmuseum Chur og Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/Nolde Stiftung Seebüll.
Statens Museum for Kunsts udstilling ”Kirchner og Nolde til diskussion” præges af nutidig moralisme, mener nogle af landets anmeldere. Andre kalder den moderne og nuanceret. Her er det Emil Noldes ”Mor og dreng” (”Mutter und Knabe”), 1914 og Ernst Ludwig Kirchners: ”To gule modeller med blomsterbuket” (”Zwei gelbe Akte mit Blumenstrauss”) fra 1914. – Foto: Bündner Kunstmuseum Chur og Fotowerkstatt Elke Walford und Dirk Dunkelberg/Nolde Stiftung Seebüll.

”Lige nu på SMK står der Kirchner og Nolde på bannerne udenfor, men selvom der er en imponerende samling billeder af de to kunstnere på udstillingen, er kunsten blevet disrupted af på sin vis vedkommende intermezzoer i salene og på væggene af antropologer, museumsfolk og kunstnere, der forklarer noget om tiden og værkernes problematikker set med dagens blik.”

Sådan skriver Erik Steffensen i sin anmeldelse i Weekendavisen af ”Kirchner og Nolde til diskussion”, som man kan se på Statens Museum for Kunst (SMK) frem til den 1. august.

Han slår sig først og fremmest på, at kunsten – her i skikkelse af de to ekspressionistiske giganter, Ernst Ludwig Kirchner (1880-1938) og Emil Nolde (1867-1956), der var medlemmer af kunstnersammenslutningen Die Brücke – faktisk slet ikke er til diskussion, som navnet ellers lover, men snarere under anklage:

”Der er intet spørgsmål, der ikke allerede rummer et svar eller en (for)dom om kunstnernes værk. Hvis man går ind til udstillingen med åbent sind, er det nok lidt lukket, når man går derfra og i dagene derpå. Til gengæld kan glæden ikke undgå at boble op, når man står foran nogle af Emil Noldes skønne eksotiske figurer, som han politisk ukorrekt kaldte sine opstillinger af ting og sager fra andre kulturer, eller Ernst Ludwig Kirchners eminent vilde tegnestreger fra et lige så vildt og løssluppent kunstnerliv for 100 år siden.”

Heller ikke Henrik Wivel er fan af den moderigtige konceptualisering af kunsten i Kristeligt Dagblad . At sætte kunsten ind i en større sammenhæng er på den ene side oplysende og stedvis fascinerende, på den anden side forstemmende, da plancher og katalog strømmer over af nutidig moralisme, der projiceres tilbage på kunstnere, der levede og arbejdede for 100 år siden. Og Henrik Wivel finder, at Nolde, der blev nazist i 1930’erne, bliver næsten genstemplet med nutidens revisionistiske blik som degenereret og vanartet af udstillingen, mens Kirchner fremstilles som potentiel pædofil, og det er absurd:

”Det kuratoriske greb og forsøget på at skabe en kritisk kontekst omkring værker af Kirchner og Nolde minder forstemmende meget om 1970’ernes marxistiske ideologikritik, der hærgede ikke mindst litteratur- og historiefagene på universiteterne. Dengang led forfattere fra tidligere tider af ”falsk bevidsthed”, nu lider billedkunstnerne af en racistisk og undertrykkende (maskulin) kønsidentitet.”

Det bliver til tre stjerner, mens der er fem i Morgenavisen Jyllands-Posten fra Tom Jørgensen, der betegner udstillingen som kompleks og nuanceret, og den konceptualisering, som både Wivel og Steffensen finder problematisk, betragter han som en del af løsningen. Resultatet er nemlig ifølge ham en mangefacetteret og gennemresearchet udstilling, hvor alle nuancerne og gråzonerne kommer frem:

”Ja, det ville ikke være forkert at sige, at de danske kunstmuseer viser, hvordan det skal gøres. Hvordan man både kan sætte problemer under debat og se verden i sin nuancerede helhed.”

Også i Berlingske er der fem stjerner fra Birgitte Ellemann Höegh, der siger tak for en følsom blanding af et sensitivt emne og skriver, at SMK er kommet med ”et sympatisk og meget moderne bud på, hvordan vi i fremtiden skal komme omkring hele denne sags hovedproblematik: Hvad gør vi ved fremstillingen af nogle af de store maleres racistiske kunst? Med fotostater, kort, antropologiske nedslag, videosekvenser, skitser, malerier og kunstskatte i montre forlader jeg udstillingen med en fornemmelse af, at jeg har været på et nationalmuseum i en stor og moderne metropol.”

Modsat blandt andre Henrik Wivel bifalder hun det, hun betegner som museets forsigtighedsgreb, for eksempel når det gælder værktitlerne:

”Her har man valgt at trykke de originale tyske titler ordret, mens den danske oversættelse er justeret lidt de steder, der er tale om racistisk sprogbrug. Det kan godt være, det forekommer som en ret radikal ændring, men det føles som den helt rigtige beslutning.”

Og uanset om man er enig i museets valg eller ej, så prikker udstillingen til en række diskussioner – dels den verserende og aktuelle kunstpolitiske om repatriering, appropriation, privilegier, magt og racisme i en kolonial kontekst, og dels den gode gamle om, hvorvidt det er muligt at adskille værk fra kunstner.

”Kan man det? Skal man det?”, spørger Birgitte Ellemann Höegh, og det spørgsmål er blot et blandt mange, der rumsterer i ens hoved efter læsningen af Peter Nielsens anmeldelse i Dagbladet Information .

Her spår han, at vi vil se tilbage på april 2021 som ankomsten af en ny tid, og det er både godt og skidt:

Det er godt, fordi vi ikke længere bare kan udstille vores skyldbefængte kunst uden også at forholde os til den, og skidt, fordi den frie kunst bliver taberen:

”Med ’Kirchner og Nolde til diskussion’ på landets vigtigste kunstmuseum får vi for første gang den officielle blåstempling af, at vi ikke længere kan regne med, at det gælder, at værkernes status som kunst giver dem en autonomi, som hæver dem op over den sociale og politiske kontekst, de er skabt i. Fra nu af tæller andre hensyn. Fra nu er det åbenlyst, at problematisk kunst også ledsages af et stort undskyld, når det udstilles! I sådanne øjeblikke er det, man begynder at overveje, om SMK i dagens anledning skulle tage navneforandring til SMS: Statens Museum for Skyld og Skam. Som afspejling af den udvikling er den nye udstilling på SMK uhyre interessant. Ja, jeg tøver ikke med at kalde den epokegørende. Som kunstudstilling er den mindre vellykket og fylder en med mismod på kunstens vegne, fordi den kunstneriske oplevelse af værkerne overskygges af konteksten.”