”De 181 scener er som punkterne i en stregtegning, hvor læseren selv skal forbinde nedslagene til et overraskende portræt. Det er hurtigt gjort, livet i magtens gemakker er interessevækkende, og bogen er let læst, skrevet som den er i den velkendte kyniske staccato.”
Således skriver Arne Hardis i sin anmeldelse i Weekendavisen af Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensens ”Lev med det. 181 scener fra Mette Frederiksens vilde tid ved magten” (People’s).
Makkerparret, der betegnes som den politiske journalistiks skrappe præriedrenge, har gennem årtier demonstreret en solid indsigt i politik, i bogform senest i 2018, hvor de udgav ”For enhver pris”, der tegnede et kritisk portræt af Venstres tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (nu Mod).
Den slags tegneleg er imidlertid kun spændende, fortsætter Arne Hardis, hvis man ikke ved, hvad der dukker op, når man forbinder punkterne. Og her er det forudsigeligt. Frem dukker nemlig den dygtige, magtferme politiker, som ”gerne vil bestemme over embedsværket, som udnytter større og mindre kriser til egen politisk vinding og i øvrigt har det med sine holdninger, som kamæleonen med sine farver.”
Derfor er resultatet af præriedrengenes anstrengelser kun mådeligt succesrigt, konkluderer han, da han finder deres kildebrug samt deres påstand om, at de efter bedste evne har afprøvet kildernes oplysninger, betænkelig. Og endelig er han loren ved deres livlige associationsglidninger, hvor overgangen fra faktuel oplysning til tolkning bliver udvisket.
I Berlingske går Michael Alsen et skridt videre i sin anmeldelse, hvor hans konklusion lyder, at de to profilerede og garvede journalister fejler slemt og ”snubler i eget sjuskeri i et forkølet og problematisk forsøg på at indfange Mette Frederiksens magtudøvelse”.
Dog vil han gerne give dem, at de ved en hel del om dansk politik, og at de mange forskellige scener på lange stræk er velvalgte og bærer præg af en god analytisk forståelse.
Så er det imidlertid også slut med roserne til det, Michael Alsen betegner som en problematisk udgivelse, først og fremmest fordi den ikke røber, hvordan kildearbejdet har taget sig ud, men også fordi forfatterne kravler helt ind i hovederne på deres kilder:
”Anmeldelsen her er skrevet uden fornøjelse, for det ville have været velgørende og på sin plads med et kritisk og dybdeborende blik på Mette Frederiksens tid som statsminister (…) Kort sagt: En bog, der kunne tage læserne med ind i kulisserne under covid-19, under minkforløbet, under de første dage, da krigen brød ud i fjor, og under alle de andre kriser og politiske dramaer, ville have været velkommen. Jeg synes også, at man kan tillade sig at forvente mere fra forfatterne.”
Det bliver til beskedne to stjerner, mens der falder tre i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor David Trads som sine anmelderkolleger finder, at brugen af udelukkende anonyme kilder giver bogen for meget slagside, samt at forfatternes opdeling i ”helte” og skurke” bliver for let gennemskuelig.
Når det er sagt, finder han bogen såvel letlæst som spændende, og han betegner det som et scoop, at man undervejs får at vide, hvad der egentlig skete under de langstrakte regeringsforhandlinger, der endte med at give danskerne en SVM-regering.
Den betragtning er Christian Jensen enig med ham i. Men i sin anmeldelse i Politiken konstaterer han også, at bogen som portræt af Mette Frederiksens år ved magten generelt skuffer, da der ikke er meget nyt at hente, og ”Lev med det” derfor bliver meget nem at glemme igen:
”Qvortrup skriver med sit tabloide temperament, og Mogensen leverer sin sikre sans for at skrive i konklusioner, men med den sprængte fortælleform efterlades læseren med en uforløst følelse af overfladefræsende fletværk og i luften frit svævende fragmenter fra magtens centrum.”
Det bliver til tre hjerter ud af seks mulige, og samme antal stjerner falder fra Henrik Hoffmann-Hansen i Kristeligt Dagblad. Han noterer sig ikke overraskende den udbredte brug af de anonyme kilder, samt at bogen cementerer det billede, mange mennesker har af Mette Frederiksen som et stædigt og viljestærkt magtmenneske. Men den mangler desværre perspektiv og kan derfor ikke måle sig med de to forfatteres forrige bog:
”Sprogligt er denne bog som den sidste veloplagt, men formen har taget magten fra indholdet. Man kunne have ønsket sig, at de havde skåret mere ind til benet og havde koncentreret sig om et af de mange temaer, for eksempel dannelsen af den brede regering. Nu er det blevet en rodet forestilling, hvor de flimrende scener ikke rigtig hænger sammen.”
Heller ikke Esben Schjørring er begejstret i Information, hvor han konstaterer, at ”Lev med det” er skrevet til den, der ikke har fulgt så godt med i dansk politik de senere år, men har brug for at få bekræftet sit syn på politikere som grænseløst magtbegærlige og manipulerende hyklere – samt at den er skrevet i et journalistisk mørkekammer, der gør det umuligt for læseren at vurdere, hvor oplysningerne kommer fra, og dermed også hvorvidt de er troværdige:
”Alt i alt er der tale om en bog, man ikke rigtig ved, hvad man skal bruge til. Er man blevet klogere på de seneste fem-ti år i dansk politik? Måske, hvem ved? Er man kommet tættere på de problemer og udfordringer, vi som demokratiske borgere forsøger at løse med de politikere og partier, vi vælger ind på Christiansborg? Nej, for det er bare hurtige rekvisitter i magtkampens beskidte teater. Som sagt: Politisk journalistik, der ikke har blik for samfundet i bredeste forstand, er tom.”
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.