Prøv avisen
Bogen i tiden

Anmelderne fanger dobbeltheden ved Tove Ditlevsen

Tove Ditlevsen (1917-1976) fotograferet i 1956, året efter udgivelsen af ”Kvindesind”. – Foto: Jacob Maarbjerg/ritzau

I sidste uge var det 100-året for Tove Ditlevsens fødsel. Det blev markeret med en genudgivelse af et udvalg af hendes digte fra ”Pigesind” og ”Kvindesind” – og det er længslen, ensomheden og ærligheden, som anmeldere og portrættører først og fremmest fremhæver og genkender sig selv i

I anledningen af 100-året for Tove Ditlevsens fødsel udgav forlaget Gyldendal i sidste uge ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”, udvalgt af forfatteren Olga Ravn, som også har skrevet bogens efterord.

Olga Ravn springer frem og tilbage fra de tidlige digte i ”Pigesind” (1939) og de sene i ”Kvindesind” (1955), og det kommer hun mere end almindeligt godt fra, mener Lilian Munk Rösing, som i Politiken giver seks hjerter og skriver: ”Ravns blanding af sene og tidlige digte er også en blanding af klassiske, rimede strofer og smalle, urimede digttårne; af den sårbares følsomme sang og den hærdedes fandenivoldske humor. Side om side med digte om hjertes røde skår står digte om hårdt tilkæmpede fladlus og røvsyge forældremøder. Begge dele står stærkt, ikke mindst i hinandens selskab. De to grundtoner i Ditlevsens forfatterskab rammer denne læser lige voldsomt og klæder hinanden godt.”

Det er også dobbeltheden hos Tove Ditlevsen, som Erik Svendsen i Morgenavisen Jyllands-Posten blandt andet bemærker. Han giver fem stjerner og konkluderer:

”Det er en sikker succes. Af den simple grund at Tove Ditlevsens tekster holder hele vejen. Ravn har en skarp pointe i sit efterord, nemlig at mange digte er spændt op imellem en modsætning mellem på den ene side et ønske om, hvordan det kunne være, og på den anden side en nøgtern erkendelse af, hvordan det faktisk er. Jeg vil tilføje, at det raffinerede er, at forfatteren ikke kan vælge side – for begge positioner har ret.”

I Berlingske er der fem stjerner til udgivelsen, der bliver anmeldt af Jeppe Krogsgaard Christensen, som skriver, at Tove Ditlevsen er ”glasklar i sit udtryk, men sjældent unuanceret og oftest livsklog” – og han slutter: ”Tove Ditlevsen skriver om det hele. Men måske mest om ensomhed. Som her: ’Med ingen kan/ man dele/ de inderste tanker./ Det vigtigste i verden/ er man/ alene med.’”

I anledningen af 100-året blev Tove Ditlevsen-prisen ligeledes uddelt, og den gik til kunstnerkollektivet Sort Samvittighed for teaterforestillingen ”Tove, Tove, Tove” og til sangeren Anne Linnet, som i 1978 satte musik til digtene fra ”Kvindesind” og i 1986 gjorde det samme til ”Barndommens gade” i forbindelse med filmatiseringen af romanen.

I sin takketale sagde Anne Linnet blandt andet, at hun, da hun efter skolens pligtlæsning af Tove Ditlevsen igen stødte på hendes værker som voksen, oplevede en sjælden genkendelsens glæde og tænkte: ”Hvor kender du egentlig mig fra?”. Og netop genkendelsen er noget af det, som de fleste, der i den foregående uge har skrevet om Tove Ditlevsen, fremhæver.

Således forfatter Dy Plambeck i et interview her i avisen af journalist Daniel Øhrstrøm: ”Tove Ditlevsens forfatterskab er særligt, fordi det er skrevet på et meget stort mod og med en stor ærlighed og råstyrke, samtidig med at der hele tiden er en sær skrøbelighed til stede. Og det er et forfatterskab, der skriver sig ud i alle afkroge af det menneskelige sind. Tove Ditlevsens store force er hendes evne til at beskrive relationer mellem børn og forældre og mellem elskende. Hun formår at beskrive dem, så man som læser af hendes værker selv kan træde ind i dem. (…) Det er svært ikke at kunne læse sig ind i hendes forfatterskab. Vi har alle haft en følelse af ensomhed som børn, et besværligt forhold til vores forældre, er blevet forladt af en, vi elskede, og så videre. Og der er Tove Ditlevsens forfatterskab et sted at spejle sin egen fortælling og måske også finde trøst og håb.”

Også i Linea Maja Ernsts personlige portræt af Tove Ditlevsen i Weekendavisen bliver genkendelsen betonet og forfatterskabet læst som en lang lektion i ”ødsel ensomhed”. Linea Maja Ernst skriver: ”Jeg læser for at lære, hvad jeg kan, af dem, jeg beundrer. Der er meget, vi kan lære af Tove Ditlevsen, på godt og især ondt.” Og hun fortsætter: ”Jeg elsker Tove Ditlevsen for hendes ensomhed. For hendes ærlighed. For hendes mod til at tale om sit indre rod uden håb om at blive forstået (og så kan man alligevel finde et 70 år gammelt digt og mærke, at det hører til så dybt inde i én selv, at man ikke engang ville have ord for det (men Ditlevsen har)).”

Det er altså de modige og ærlige skildringer af længsel og ensomhed, som nutidens Tove Ditlevsen-læsere elsker og beundrer hende for; som de føler sig mødt af og kan genkende sig i, men det var omvendt dem, som hun tit og ofte blev konfronteret med i sin samtid, hvor netop ærligheden omkring det almenmenneskelige blev tolket som tangerende det banale. Men Tove Ditlevsen forstod (heldigvis) aldrig, hvorfor privatlivet skulle hemmeligholdes, fortæller hun i et interview, der er citeret i Gudrun Marie Schmidts portrætartikel fra Politiken, hvor hun polemisk spørger: ”Jeg har aldrig begået noget kriminelt. Jeg har ikke myrdet nogen, jeg har ikke mishandlet mine børn, jeg har bare aldrig kunnet finde ud af tilværelsen – men hvorfor må folk ikke vide, hvordan det er gået mig?”.

I ”Bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.