Prøv avisen
Essay

Til ønskesedlen: Her er de bedste bøger i 2018

I årets løb skrev vi blandt mange bogartikler om Norge, hvis litterære miljø er intet mindre end sprudlende. Inden for alle genrer rykker det tilsyneladende deroppe, og den voldsomme energi, der blandt andet skyldes en udpræget regional sans hos forfatterne, smitter også af på det danske bogmarked.

Litterære institutioner ligger i ruiner, men de gode bøger skal nok overleve. Kristeligt Dagblads boganmeldere har udvalgt de bedste bøger fra 2018

I årets løb har det ikke været enkeltpersoner, men institutioner, der er løbet med opmærksomheden i den litterære verden. Mest spektakulær har udviklingen omkring verdens vigtigste litteraturpris været. Eller skulle man sige: Hidtil vigtigste? Nobelprisens aktier er dalet gevaldigt, i takt med at skandalerne omkring Det Svenske Akademi er blotlagt, og i år blev prisen slet ikke uddelt.

Det er en stor skam, for uanset hvad man mener om de enkelte tildelingers relevans og træfsikkerhed, har Nobelprisen altid sikret global opmærksomhed om den seriøse litteratur mindst én gang om året. Krisen er 100 procent selvforskyldt, og forrådnelsen har spredt sig indefra, kulminerende med en fængselsstraf, offentlig mudderkastning og et renommé i ruiner.

Om samme skæbne vil overgå Forfatterskolen her i landet, er endnu uvist, men også her er sammenbruddet sket indefra. Et nu berømt brev fra 55 forfattere om rygter om skolen førte til, at en rektor blev afsat, en ekstremt dyr whistleblowerordning blev indført, og en mildest talt uskøn debat forfattere imellem udspandt sig. I skrivende stund er intet afgjort, men alle kan se, at Forfatterskolen ikke kan køre videre som hidtil, og at det kræver det berømte lange seje træk at rette op på også denne institutions renommé i offentligheden. Måske burde man lave en helt ny skole, der også tog hensyn til, at ikke alle forfattere vil skrive kortprosa og lyrik. På en af verdens fineste forfatterskoler i Iowa i USA har man netop indført en filmmanuskript-linje i erkendelse af, at litteratur har mange former, også de mere brede.

En tredje litterær institution – Gyldendal – trak også store overskrifter i løbet af 2018, men her var det ædruelige omstruktureringer i kølvandet på et chefskifte, det handlede om. Eftersom Gyldendal er landets ældste forlag, der udgiver nogle af landets bedste bøger (mere om det om lidt), vil ændringer i Klareboderne altid tiltrække sig opmærksomhed. Fremover vil forlaget udgive færre titler (og ingen bøger fra forfatterne Carsten Jensen og Jens Smærup Sørensen, der begge smækkede med døren i årets løb), men opruste andre steder, blandt andet med et nyt tv-program om bøger. En interessant idé, nu hvor DR trods utallige opfordringer stadig ikke vil producere et seriøst bogprogram med både skøn- og faglitteratur.

Avisen The New York Times skrev for nylig, at det på både udgivelses- og prisfronten har været et lidt kedeligt år. Som sagt ingen Nobelpris, men heller ikke de store engelsksprogede priser vakte opmærksomhed. Det skal dog ikke afholde os her på avisen fra at pege på alt det gode, der trods skandaler også er sket i den litterære verden i 2018.

I årets løb skrev vi blandt mange bogartikler om Norge, hvis litterære miljø er intet mindre end sprudlende. Inden for alle genrer rykker det tilsyneladende deroppe, og den voldsomme energi, der blandt andet skyldes en udpræget regional sans hos forfatterne, smitter også af på det danske bogmarked. Hele fire af Kristeligt Dagblads faste anmeldere peger på norske bøger som årets bedste på dansk.

For Kathrine Maria Amann er Niels Fredrik Dahls ”Mor om natten” (Gyldendal) højdepunktet i 2018: ”Vores naboer mod nord vedbliver med at levere livsklog, alvorsfuld autofiktion. ’Mor om natten’ er ingen undtagelse. En hjertegribende, indsigtsfuld beretning om det aldrig enkle forhold mellem forældre og deres voksne børn,” skrev hun i sin anmeldelse.

For Doris Ottesen er det en norsk slægtsroman, der ligger øverst i bogstakken over årets bedste: Edvard Hoems ”Høstkarl i Himlen” (Hovedland). ”Romanen bygger på Edvards Hoems egen slægtshistorie. En stærk og bevægende fortælling om en norsk bonde, der ikke udvandrede til Amerika, men blev på den arvede jord,” skrev hun om romanen, der også er blevet en stor succes i hjemlandet.

For Anna Møller er det Roy Jacobsens ”Rigels øjne” (Rosinante), der tager førsteprisen: ”Fortællingen om den usædvanlige Ingrid Barrøys rejse gennem krigens skamfulde efterladenskaber er ubarmhjertig smuk, og hendes desperate søgen efter både faren til sit barn og efter et håb i mørket er næsten ikke til at bære,” skrev hun.

Jeg selv kigger også til Norge, når status skal gøres op. I et år, hvor Jan Kjærstad, Monica Isakstuen og Gunnhild Øyehaug ligeledes imponerede, er det Stavanger-forfatteren Johan Harstad, der løber med titlen ”årets bedste bog” fra min anmeldelsesstak. Hans over 1000 sider lange roman om kærlighed og krig, Norge og USA med titlen ”Max, Mischa og Tet-offensiven” (C&K Forlag) er vidunderlig.

Vi bliver lidt i området – Skandinavien og prosaen – for ret skal være ret: Ikke kun norske, men også en enkelt svensk og tre danskere har skrevet årets bedste bog for de enkelte anmeldere at se. Om svenske Ellen Mattsons ”Sne” (Batzer & Co.) skrev Kristine Kabel:

”Apotekeren Jakob Törn er hovedperson i denne lille, eminente og eksistentielt optagede roman, der foregår henover julen for 300 år siden i en lille svensk by under den store nordiske krig. Men ’Sne’, den første roman af Ellen Mattson oversat til dansk, kunne foregå til alle tider, i alle krige, fordi den først og fremmest handler om relationer mellem mennesker.”

Den skal vist også læses, ligesom der ingen tid er at spilde, hvis man allerede er fan af Ida Jessens bøger om den fiktive Limfjordsby Hvium. I årets løb fik serien en fortsættelse, henlagt til København, men med lange tråde tilbage i tiden og til Hvium. Nils Gunder Hansen skrev i sin anmeldelse af Jessens ”Telefon” (Gyldendal): ”Et hovedværk i 00’ernes danske litteratur, Ida Jessens Hvium-trilogi, har fået en uventet epilog tæt på Rådhuspladsen i København. En telefontjeneste tager herimod opkald fra fortabte sjæle, og som læser kommer man med på en direkte linje ind til dér, hvor det hele brænder på, i tilværelsen og tiden.”

Anne-Cathrine Riebnitzskys ”Smaragdsliberen” (Lindhardt & Ringhof) fik også store roser. Spørger man Claus Grymer, er forfatteren, som også skriver klummer her i avisen, ophavskvinde til årets roman: ”Riebnitzsky skriver med en glød, som kun de store fortællere har. Hendes dybt engagerende roman beskriver en virkelighed, som man sjældent møder i i dansk litteratur, fysisk i grænseegnen mellem Geogien og Aserbajdsjan og åndeligt i forbindelse med skildringen af konsekvensen af en skelsættende nærdødsoplevelse.”

Og sidst, men ingenlunde mindst, er det også for Svend Skriver en kvindelig dansk forfatter, der har skrevet den bedste bog. I Mathilde Walter Clarks ”Lone Star” (Politikens Forlag) går turen blandt andet til Texas og ind i et kompliceret forhold mellem far og datter:

”Mathilde Walter Clark er det voksne skilsmissebarn i en nærmest bizar familiekonstruktion, som skriver erkendelserne om sine opvækstvilkår frem i romanform og samtidig insisterer på en levende kærlighed til sin far på trods af alle vanskelighederne. Det er smukt gjort,” lød det i anmeldelsen.

Er der en læsegruppe, der er lykkeligt uvidende om skandaler i litterære institutioner og om gevinster og kursfald på den litterære børs, er det børnene. Til alt held skrives der engagerede, kloge, sjove og fantasifulde bøger til denne gruppe – måske den vigtigste af alle, det er trods alt fremtidens læsere, der kommer herfra. Damian Arguimbau følger feltet tæt for avisens læsere, og han er ikke i tvivl, når valget om årets bedste bog skal træffes:

’Vingeslag’ af Peter Madsen (Bibelselskabets Forlag). Bogen handler om pinsen og er fortalt på den helt rigtige måde for børn: ’Vingeslag’ er noget helt andet, end man kunne forvente af en bog om pinsen. Den er slet ikke så bibelnær, at man synes, at Madsen overforklarer det indlysende, eller så frelst, at det bliver for naivt. Både billedligt og fortællemæssigt er bogen gennemarbejdet og veltænkt.”

En anden forfatter, der har fået nye læsere i tale i årets løb, er Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hun er ellers kendt som romanforfatter, men har med bogen ”En flod skal være i bevægelse. Erindringer og samtaler om angst og depression” (Gyldendal) skrevet årets bedste bog, mener Lotte Kirkeby Hansen:

”Hundredtusindvis af danskere lider af angst og depression. Sjældent har det været bedre belyst end i Anne Lise Marstrand-Jørgensens smukke og kloge bog.”

Samme uforbeholdne ros går til bogen ”Frihedens pris”, hvis indhold er beslægtet med Marstrand-Jørgensens. Bogen (fra Lindhardt & Ringhof) har undertitlen ”En kort historie om menneskehjernen” og er skrevet af den fra tv kendte Peter Lund Madsen:

”’Hjerne-Madsen’ forklarer hjernens udviklingshistorie og viser, hvordan hjernens fantastiske udvikling både har gjort os til det stærkeste ’dyr’ og samtidig har gjort os sårbare, så vi nemmere får psykiske problemer. Ved at forklare baggrunden for psykiske problemer giver Lund Madsen, som skriver et klart og smukt dansk, os større forståelse og overbærenhed med dem, der har det svært psykisk,” skrev Søren Hindsholm i sin anmeldelse.

Hvis der findes en afdeling på alverdens biblioteker for store, døde, hvide og sorte mænd, har fem af Kristeligt Dagblads anmeldere gode bud på, hvem der skal stå på hylden: Cassius Clay, J.Th. Lundbye, Grundtvig, Shakespeare – og Poul Schlüter. At disse personligheder aldrig bliver uaktuelle, vidner årets udgivelser om – og for de tres vedkommende er det endda originaltekster, og ikke ”bøger om”. Men Danmark har virkelig mange kulturhistorisk interesserede læsere, så det er glædeligt, at danske forlag stadig bekoster pragtudgaver af det ypperligste.

Vi begynder i sportens verden, hvor Sørine Gotfredsen helhjertet anbefaler biografien ”Ali – et liv” af amerikanske Jonathan Eig (Gyldendal): ”Denne biografi om den største sværvægtsbokser nogensinde, Muhammad Ali, er eminent i sin blanding af sans for både mesterens ekstraordinære udstråling og de mindre sympatiske menneskelige træk. Jonathan Eig mestrer kunsten at beskrive både en amerikansk epoke og storheden og ynkeligheden i samme person uden at gøre Muhammad Ali mindre som ikon.”

For teologikollegaen Carsten Bach-Nielsen er det Jesper Svenningsens udgivelse ”Seks år af et liv. Johan Thomas Lundbye. Dagbøger om tro, skæbne, kunst og kærlighed” (Strandberg Publishing), der er årets højdepunkt: ”En længe savnet – og overordentlig smuk – udgivelse af en hovedkilde til den danske guldalders mest betydningsfulde maler, Johan Thomas Lundbye. I sin helhed afslører dagbøgerne sig som et sammenhængende litterært værk af høj karat.”

En tredje teolog blandt anmelderne, Kristian Østergaard, går også til klassikerne, når årets bedste bog skal findes: William Shakespeares ”Samlede skuespil VI”, nyoversat af Niels Brunse (Gyldendal):

”Med oversættelsen af sidste bind af William Shakespeares samlede skuespil har Niels Brunse leveret en bedrift, der er al mulig grund til at kippe med flaget for. ”Digternes digter”, som Søren Kierkegaard kaldte ham, præsenterer sig her på mundret og medrivende dansk,” skrev Østergaard i sin anmeldelse.

Og når Kierkegaard er nævnt hører Grundtvig næsten også med, og han har skrevet – rigtignok for længe siden, men nu atter aktuel – årets bedste bog for Bo Hakon Jørgensen at se: ”Det har været et godt år for Grundtvigs ”Nyaars-Morgen” med den nye udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Det er – med Jørgen I. Jensens bog ”Denne ene sommer” i hånden – en fryd at læse dette storværk,” mener Jørgensen.

Og så er vi nået til den yngste i rækken af fortidens store profiler, nemlig Schlüter, som har fået et værdigt eftermæle med Niels Wium Olesens “Poul Schlüters tid” (Gads Forlag). Tim Knudsen anmeldte bogen, da den udkom, og konkluderede efter endt læsning: ”Den indholdsmættede bog er uomgængelig, hvis man vil studere nyere dansk politisk historie. Den er en stor arbejdsmæssig bedrift, og den vil blive brugt mange år frem.” Når man tænker efter, er det måske den største anmelderos, der kan gives: her er en bog, der overlever døgnets polemik og løfter sig over forglemmelige titler, og ”vil blive brugt mange år frem”. Mere kan en forfatter næsten ikke ønske sig.

Denne status af uomgængelighed for eftertiden har digteren Inger Christensen forlængst opnået. Hun har i årets løb – sammen med Tove Ditlevsen og Agnes Henningsen – været genstand for en regulær ”revival”. Kom ikke og sig, at fortiden er død, den er ikke engang fortid, for også nutidens unge læsere vil ha’ gamle klassikere (hvad Gyldendals fortjenstfulde klassikerserie Skala iøvrigt også er udtryk for) – så amerikanske William Faulkners berømte ord er stadig sande.

Henrik Wivel anmeldte den monumentale Inger Christensen-udgivelse ”Verden ønsker at se sig selv - digte, prosa, udkast” (Gyldendal) her i avisen med ordene:

”Danmarks verdenspoet fra det 20. århundrede i fuld udfoldelse med et væld af usigeligt smukke, mirakuløst mærkelige og inciterende begavede tekster. En forfatter, der skrev under evighedens synsvinkel.”

Vi bliver i lyrikafdelingen, og spørger man Peter Stein Larsen, er det Nicolaj Stochholms digtsamling ”Udenfor pesthospitalet” (Gyldendal), der er årets bedste bog: ”Nicolaj Stochholms poetiske visioner om farens dødelige sygdom er smukke, smertefulde, hudløse og gribende.” For den anden af avisens lyrikanmeldere, Martin Rohr Gregersen, er det ikke en digtsamling, men rigtig nok en digters bog, der er årets bedste, nemlig C.Y. Frostholms ”Træmuseet” (Politisk Revy). Og hvorfor nu det? Fordi, som Gregersen skrev i sin anmeldelse:

”Frostholms originale montageværk gør dig klogere på livet, litteraturen og ikke mindst træerne og alle de andre mærkværdige skabninger, der bebor denne verden i fællesskab med os.”

Fællesskab er også temaet i Niels Nymann Eriksens ”Gæstfrihed” (Akademisk Forlag), som Søren Hermansen helhjertet anbefaler: ”Det gamle ord gæstfrihed får her en fortjent revitalisering. Bogen handler om den enkeltes møde med en fremmed.” For Steen Skovsgaard er årets bog skrevet af Martin de Lange (”På kanten af Paradis” (Lohse):

”Bogen skildrer en radikal missionstjeneste, som man kan kalde naiv, overspændt, og bare alt for meget. Måske vil denne bog virkelig kunne inspirere nogle til at påtage sig opgaven,” skrev den tidligere biskop i sin anmeldelse af en bog, der tematisk kan minde om dét værk, som Maria Sjøqvist peger på som årets bedste: Lindy Lillelunds ”Mellem liv og død” (Story House), der handler om ”en modig sygeplejerske, der rejser for Røde Kors i alverdens kriseområder. Han veksler mellem rejsebreve og dagbøger. Et menneske med de smukkeste intentioner.”

Verden er i det hele taget rykket endnu tættere på alle danske læsere i årets løb med migrantstrømme, Brexit, Trump og alle de andre navne, der nærmest er blevet synonym med ”krise”. Hvordan udfordringerne skal fortolkes kan man gå til den oversatte skønlitteratur for at få svar på. For Rasmus Vangshardt er det tyske Daniel Kehlmann, som med ”Tyll” (Lindhardt & Ringhof) har skrevet årets bog: ”Daniel Kehlmanns prosa lyser af kærlig-ironisk melankoli over mennesket, og hans roman om 1600-tallets 30-års-krig viser historiens konkrete betydning også i dag,” lød skudsmålet. For Iben Tandgaard er det ”Brexit-forfatteren” Ali Smith, der også i udlandet høster kæmperoser for sin nye roman serie, der indtager førstepladsen med ”Efterår” (Gyldendal):

”En fabel om tid, tilgivelse og historiens gang – fra Odysseus på stranden til Brexit i Storbritannien. Man keder sig ikke én eneste sætning sammen med hende!”

Identitet er mildest talt et centrum i samfundsdebatten og i det nye værk fra verdens måske mest indflydelsesrige politolog, Francis Fukuyama. Hans ”Identity: The Demand for Dignity and the Politics of Resentment” (endnu ikke oversat til dansk) anbefaler Mads Rosendahl Thomsen som årets bedste. ”Fukuyama skriver med stort historisk udsyn om et af de vigtigste emner i samtidens politik. Men det er ikke blot en bog om politik, men også om menneskets behov for anerkendelse,” lød det i anmeldelsen. For Jes Fabricius Møller er det også en amerikaner, der har skrevet årets vigtigste bog: Timothy Snyder: ”Vejen til ufrihed” (Gad) om Trump Putin og Brexit, med mere, og på samme høje niveau befinder også den hviderussiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj sig. Hun har med ”Bøn for Tjernobyl” (Lindhardt & Ringhof), der handler om atomkraftulykken på Tjernobylværket i Ukraine i 1986, skrevet om ”et kulturtraume, som vi har mistet fornemmelsen af, men er nødt til at huske. Det råder Aleksijevitj bod på, så man aldrig glemmer det igen,” mener Lars Handesten.

I strømmen af anmeldelser fra avisens faste stab finder man også i 2018 en række gæsteanmeldere, altså kritikere, der bliver hentet ind udefra. Dem bruger redaktionen til at bedømme bøger fra avisens eget forlag, Kristeligt Dagblads Forlag. Fra de inviterede kritikere har der været både ris og ros i årets løb, men lægger man snittet ved 5 eller 6 stjerner, som alle de nævnte bøger ovenfor har fået, er der en håndfuld, der ryger helt op i ”årets bedste bog”-feltet.

Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum er en af dem, der har skrevet om forlagets bøger i årets løb, og særlig glad var han for Bent Meier Sørensens ”Skærmens magi” om digitale medier og de sociale fællesksab, der lider under iPhone-manien: ”Bogen skal have kæmpe cadeau for sine meget personlige læsninger af de sociale medier, hvilke giver plads og lyst til selv at tage stilling som menneske og mediebruger.”

Fem stjerner var der også til Lars Christensens bog ”Svenskekrigene. Danmark på kanten af udslettelse” fra Jyllands-Postens Henrik Jensen. Historikeren, der selv har skrevet om Første Verdenskrig og om dansk mentalitetshistorie, roste bogen for at have ”medtaget denne myriade af anekdoter om krigstidens lokale dagligdanskere, så det ikke bare er blevet endnu en historie om ” de store linjer”.” ”Det har været en fornøjelse at læse Lars Christensens bog, alle 600+ sider,”, skrev han. Fra DR’s Anders Laugesen var der roser til domprovst Thomas Franks rejse på vandvejene fra Danmark til Byzans, ”Min vej til vikingernes Byzans. 65 dage i kajak”: ”Thomas Franks bog er en rigtig spændende rejseberetning med fascination og gys. Lige til at læse i vintermørket ved stearinlysenes skær.”

Det handler også om vikinger i en anden af de bøger, der i 2018 har fået stor ros fra gæsteanmeldere. Jyllands-Postens Mikael Jalving var svært tilfreds med Torben Brammings ”Da vikingerne mødte korset. Ansgar og missionen mod nord”, der handler om kristningen af vikingerne i 800-tallets Danmark:

”Bogen åbner ikke alene nyt land; den er fermt skrevet og oplagt for forståelsen af kristendommens relevans i dag og forholdet mellem folk og kirke”, skrev Jalving blandt andet.

Tilbage i marts udkom stjernehistorikeren Anne Applebaums ”Rød sult. Stalins hungersnød i Ukraine”, og også den gav gæsteanmelder Henrik Jensen 5 stjerner med ordene: ”Applebaums bog er en medrivende fremstilling af dette historiske mareridt, baseret på et kildemateriale, der er blevet tilgængeligt siden Sovjetunionens fald, og dokumenteret med et næsten absurd grundigt noteapparat.”

5 stjerner i marts var der også til Christian Axboe Nielsens ”Vi troede ikke, det kunne ske her. Jugoslaviens sammenbrud 1991-1999”, som journalist og Østeuropakender Anne Haubek anbefalede med ordene: ”Et stykke unik historiefortælling om en grufuld periode i nyere europæisk historie, hvor hverken bødlernes eller ofrenes vidnesbyrd bør glemmes.”

I den offentlige debat og med mediernes opskruede tempo går det ofte hårdt for sig. Klinger krydses, grøfter graves, og to kombattanter, der råber ad hinanden uden at lytte og tænke, opfattes af mange som ”en god debat”. Hvorfor må ingen tale ud længere?

Dømmesygen har gode vilkår i en tid og på et bogmarked, der også i år har haft sin del af debat- og samtalebøger, hvoraf ingen har gjort tilstrækkeligt stort indtryk på Kristeligt Dagblads anmeldere til at blive kåret som ”årets bedste bog”.

Men faktisk handler menneskeligt samvær og samtale ikke altid om at få ret. Det vidste allerede Søren Kierkegaard, der som sædvanlig siger det bedst: ”Det opbyggelige, der ligger i den tanke, at mod Gud have vi altid uret”. At have uret kan virkelig være en stor glæde.

Citatet optræder i anmeldelsen af den ene udgivelse fra Kristeligt Dagblads Forlag, som fik hele 6 stjerner i 2018: ”Længslen er din gave”, der består af Søren Kierkegaards bønner udvalgt og kommenteret af Joakim Garff, med flere. Om den skrev gæsteanmelder, teolog og provst Thomas Reinholdt Ramussen:

”Bogen med Kierkegaards bønner er en meget smuk udgivelse. Bønnerne er nænsomt sprogligt opdaterede, samtidig med at de sine steder har den gamle sprogdragt, der er som ”champagnefløjter”, som Joakim Garff flot udtrykker det. Det er i bedste forstand en poetisk teologi, der kan anvendes til egen opbyggelighed, men sandelig også i liturgisk sammenhæng, hvor bønnen til nytårsdag, ”Det nye år er nådens tid”, ville være et fint bidrag til prædikenen på årets første morgen”.

Om det nye år bliver ”nådens tid” i den litterære verden er nok tvivlsomt, men lad os nu se. Der er i hvertfald nok at bygge op i de institutioner, der i 2018 blev revet ned, som denne artikel begyndte med. For Kristeligt Dagblads anmeldere er der gods i det forgangne, som man kan bygge videre på. Og med Kierkegaard, Grundtvig, Shakespeare og Inger Christensen på listen over årets bedste bøger kan man roligt konstatere, at nok ligger litterære institutioner i ruiner, men de gode bøger skal nok overleve nutidens forvirrede tidsånd.

”Mathilde Walter Clark er det voksne skilsmissebarn i en nærmest bizar familiekonstruktion, som skriver erkendelserne om sine opvækstvilkår frem i romanform og samtidig insisterer på en levende kærlighed til sin far på trods af alle vanskelighederne. Det er smukt gjort,” lød det i anmeldelsen. Foto: Iben Gad
Både billedligt og fortællemæssigt er bogen ”Vingeslag” gennemarbejdet og veltænkt. Foto: Illustration fra bogen