Anmelderne tager med Helle Helle tilbage til Rødby

Helle Helles vemodige og absurde minimalisme når nye højder i romanen ”de”, som deler anmelderne i de ekstatiske og de anerkendende

”de” er titlen på Helle Helles nye og ventede roman. Som i det store gennembrud ”Rødby-Puttgarden” fra 2005 foregår romanens handling i forfatterens barndomsby, Rødby på Lolland. –
”de” er titlen på Helle Helles nye og ventede roman. Som i det store gennembrud ”Rødby-Puttgarden” fra 2005 foregår romanens handling i forfatterens barndomsby, Rødby på Lolland. – . Foto: Leif Tuxen.

Den har været ventet med spænding, Helle Helles nyeste roman, der blot hedder ”de”. Som titlen antyder, er hun mere minimalistisk end nogensinde, og det deler anmelderne i to grupper: de ovenud begejstrede, der kaster håndtegn og seks hjerter efter ”de”, og de høfligt begejstrede, der nikker anerkendende, men en kende afmålt. De sender romanen ud i verden med fire stjerner, hvilket dog har vist sig at være mere end rigeligt til at sikre topplaceringen på så godt som samtlige bestsellerlister en uge efter udgivelsen.

Som i det store gennembrud ”Rødby-Puttgarden” fra 2005 har Helle Helle henlagt handlingen i sin nye roman til provinsen og barndoms-byen, Rødby. Vanen tro er det en kvindelig hovedperson, vi møder, denne gang den yngste til dato, nemlig blot 16 år og gymnasieelev, og hun er den ene del af det ”de”, der danner baggrund for titlen. Den anden er hendes mor, der er dødeligt syg, hvilket lurer næsten helt nede under teksten.

Ifølge Lilian Munk Rösing i Politiken kan det næppe bliver sørgeligere eller sjovere end hos Helle Helle i ”de”. Hun giver seks hjerter og skriver:

”Helle Helle skærper vores hørelse, så vi kan høre, når der bliver sagt noget, selvom der ingenting bliver sagt, eller når der bliver sagt det modsatte af det, der siges.” (…) ”Vi griner og griner, vi græder og græder. Ikke højlydt bralrende eller hulkende, men stille og intenst og nærmest samtidig. Sådan er det at læse Helle Helle.”

Også i Information er der stor begejstring hos Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen. Hun mener, at romanen ”ikke bare er den tristeste Helle Helle-roman længe, det er også den bedste længe”, og hun konkluderer:

”Med sin rørende skildring af teenagesorg og sit rammende (antager jeg) tidsbillede af Lolland i 1980’erne ligner den et realistisk højdepunkt i Helle Helles forfatterskab.”

Også redaktør på bibliotekernes Litteratursiden Lise Vandborg mener, at det er Helle Helles til dato bedste bog:

”Helle Helles nye roman stråler af sproglig præcision og elegance. Aldrig er der blevet grinet så meget i en roman af Helle, samtidig med at det er den mest sorgfulde bog i forfatterskabet. Helle Helle overgår sig selv.”

Og så følger de lidt mere skeptiske og forbeholdne anmeldere. Men først en af de omvendte.

I Weekendavisen fortæller Linea Maja Ernst nemlig om sin ungdoms modvilje mod at læse det, hun opfattede som minimalistisk dansklærerlitteratur:

”Helle Helle, bestemte jeg mig for, var en af de stilfærdigt realistiske forfattere, som skrev om almindelige mennesker, der sidder og kigger ud ad vinduet, indtil de kommer i tanke om, at de skal til købmanden og hente en liter letmælk.” Men hun overgiver sig fuldstændig – ”Helle Helles minimalisme er ikke kedelig, den er knitrende mystisk. Og dog hverdagslig. Og dog insisterende smuk” – og konkluderer: ”Det er en drøj roman, jeg tror, jeg har læst 200 sider, kigger ned og har læst 50. Der sker forunderligt lidt, sorgen findes næsten ikke, det er en bog fri for schwung og følelser, som jeg har lyst til at læse forfra med det samme igen.”

Om Henrik Wivel også har lyst til at genbesøge det, som han i Kristeligt Dagblad kalder ”en klaustrofobisk lilleverden, hvor humoren er lige så underspillet som tragedien”, melder historien ikke noget om. Han giver fire stjerner og mener, at Helle Helles stil er ”på grænsen til at blive manér”, men at der er ”hjerteskærende passager i fortællingen, hvor den lukker sig op mod ensomheden og angsten og det eksistentielle vakuum, som får hverdagens trivialiteter til at styrte sammen”.

I Ekstra Bladet er Frank Sebastian Hansen med på de fire stjerner. Han noterer sig desuden, at historien og fremdriften ikke fylder meget i bogen – og at det er de færreste forundt at kunne forløse en så spinkel handling: ”I mindre erfarne forfatterhænder ville det nemt blive gabende kedsommeligt. Men Helle Helle formår at skildre både sorg og glæde, så det er en stille, fin fest.”

Hos Mette Leonard Høeg er der imidlertid en anden orm end den stilistiske, der gnaver, nemlig en etisk. Hun giver fire stjerner i Berlingske og skriver:

”Der er en nedladenhed til stede, som jeg ikke føler mindre afsmag for, fordi den er fermt stiliseret.”

Romanen er dog ifølge Mette Leonard Høeg ”umiskendeligt Hellesk. Et demonstrativt underspillet provinsdrama, en mildt deprimerende og mildt varmende fortælling om udkantseksistens, drevet af dagligfødevarefetichisme og båret af iøjnefaldende stilistiske eksperimenter, der gennemføres med en usædvanlig sproglig musikalitet, og med en etisk bismag”.

I Morgenavisen Jyllands-Posten anmelder Erik Svendsen ”øjeblikkets ubetingede danmarksmester i ikke at sætte ord på” under overskriften ”Helle Helle skuffer ikke, men …” Han giver fire stjerner og skriver blandt andet:

”Helle Helles mange trofaste læsere får igen den ægte vare, selv om der er skruet op for det betonede. Figurtegningen er præcis, fremstillingen er knap og fortættet (…) Fem stjerner får romanen, hvis man er fan. Jeg vil selv give den fire stjerner, fordi Helles styrke også er hendes svaghed. Den er karrig med refleksioner, og på den måde er dens beskedenhed også intellektuel dovenskab.”

Han sammenligner afslutningsvis Helle Helles skildring af en mor-datter-relation med Kirsten Thorups fra romanen ”Erindring om kærligheden” (2016):

”Helle Helle har sin comfort zone; Thorup kaster derimod læseren ud på det dybe vand. Jeg foretrækker den sidste strategi – og medgiver, at ’de’ har mange kvaliteter.”

Læs interview med forfatteren og anmeldelse af ”de” på