Jeg plukker anemoner i november og kviste af den lysegrønne lind. I den gamle sang om forelskelse er det en herlig tanke. Men når man ser ud i haven til æbletræet, der har sat fine nye blade, virker det helt forkert. Og man glæder sig over frosten, der kommer som en beroligende almindelighed.
De seneste hvide vintre har på kærkommen vis fået os til næsten at glemme, at klimaet forandrer sig, og at det med tiden vil få voldsomme konsekvenser for livet på jorden. For sådan er vi mennesker indrettet fra naturens side: Vi har svært ved at forstå fremtidige trusler og handle i forhold til det, der ikke direkte påvirker vores eget liv. Der er med den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gores ord tale om en ubekvem sandhed.
LÆS OGSÅ: En tiltrængt fornyelse af dansk lyrik
Et af de befriende træk ved Anna og Nova. En magisk fabel om Jordens overlevelse er, at forfatteren norske Jostein Gaarder, der blev verdenskendt for bogen om Sofies verden tager udgangspunkt i, hvordan vi mennesker er og fungerer, og ikke bare, hvordan vi burde være. For det er så åbenlyst, at der er plads til forbedringer, at man ikke kan holde ud at læse en hel bog om det.
Det ved forfatteren meget vel, og med denne bevidsthed er det lykkedes ham at skrive en både medrivende og tankevækkede roman, der endda formår at give læseren grund til at håbe og lyst til at handle.
Det er historien om Anna, der i 16-års fødselsdagsgave får en ring, der har været i familien i mange år, og måske er det ringen, eller også er Anna bare sådan, at drøm og virkelighed indimellem går i ét, men i hvert fald får hun en række klare drømme, hvor hun oplever at være sit eget oldebarn, Nova.
Det er år 2082, og Nova lever i en verden præget af omfattende ødelæggelse. Jordens vilde dyr kan ses i de zoologiske haver og i naturtro gengivelse på skærmen, men de fleste af dem er uddøde: tigrene, antilopen, menneskeaberne. Den afrikanske savanne er væk, regnskovene er små reservater, i de norske fjelde vokser der birketræer, og det regner og regner. Udenfor i haven bestøver forældrene æbletræer med håndkraft, for bierne findes ikke længere, og den gamle tankstation fra dengang, da der stadig var olie, er nu hjemsted for arabiske klimaflygtninge på gennemrejse. Nova er vred men oldemor Anna kommer og smiler hemmelighedsfuldt med sin ring, der måske rummer opfyldelsen af et ønske: at Jorden må få en chance til.
Bogen skifter imellem nutid og fremtid, virkelighed og drøm eller klarsyn. Som der står: Verden opførte sig som en vante, hun kunne vende vrangen ud på og bruge på begge sider. Og det er Annas oplevelser i dette indre rum, der gør størst indtryk. Det er i beskrivelsen af hendes vrede, mod, tro, håb og kærlighed, at man finder spændingen i bogen snarere end i rapporterne om psykiaterens datter, der tages som gidsel et sted i Afrika en sidehistorie, der har en væsentlig funktion: nemlig at vise sammenhængen imellem en overbelastning af klimaet og en socialt usikker verden men som forbliver underligt udvendig.
Bogen er meget anbefalelsesværdig, men jeg har et enkelt, alvorligt kritikpunkt. Forfatter og forlag har undladt at skrive kildehenvisninger til de tekster, som de to piger finder på nettet og lader sig inspirere af til at tage kampen op for klimaet. Det er problematisk, for i en sag, der er så præget af holdninger baseret på misinformation, må alt lægges frem. Ellers bliver det for let at afvise klimaforandringerne som noget, der ikke har med virkeligheden at gøre.