De fængslede kvinder går i stå i andet vers af ”Glade jul, dejlige jul”, mens der krydsklippes til den samme julesalme hjemme på Hvidsten Kro juleaften i 1944.
Her er juletræet traditionen tro pyntet med flettede julehjerter og guirlander, men der mangler hænder at holde i. Kroværtinden Gudrun Fiils mand, søn og svigersøn er allerede blevet henrettet af tyskerne for at være en del af modstandsbevægelsen, og to af døtrene er også stemplet som fjender af Det Tredje Rige og kørt til et brutalt kvindefængsel i Tyskland. 17-årige Gerda er lykkeligvis kommet hjem i live, men Tulle sidder stadig uden sin lille datter Gulle et sted dernede i Hitlers Tyskland bag lås og slå, ved de. Her er ingen guirlander, men en guillotine i den kolde gård, hvor hovederne i tilsyneladende tilfældig rækkefølge ryger af hendes medfanger. Og lyden af bødlen, der klargør maskinen, gør hende altid angstfuld.
”Lad det ikke være mig!”, beder Tulle Fiil til Gud i en anden scene fra Anne-Grethe Bjarup Riis’ nye film, ”Hvidstengruppen II: De efterladte”, der skulle have haft premiere første juledag, men nu først bliver vist til marts på grund af coronarestriktionerne.
Filmen sætter fokus på kvindernes ofre under krigen. For selvom det kun var mændene, der i virkeligheden blev fremhævet i præstens tale, da martyrernes urner endelig kom hjem til Hvidsten i en hyldest til modstands mændene, er kvindernes indsats et overset kapitel af modstandsbevægelsens historie, mener Anne-Grethe Bjarup Riis.
”De kvinder har fortjent deres film,” siger hun, da vi sidder i hendes hyggelige køkken på Østerbro i København, hvor der er lys i adventskransen og kaffe på bordet.
Allerede stof til en treer
Det var også Anne-Grethe Bjarup Riis, der instruerede biografsuccesen ”Hvidstengruppen” tilbage i 2012, og hendes nye film lander midt i en dansk spillefilmstendens. Allerede i januar har filminstruktøren Anders Refn således premiere på anden del af sit Anden Verdenskrig-drama ”De forbandede år”, og i oktober udsendte Ole Bornedal sin film ”Skyggen i mit øje” om bombningen af Den Franske Skole. Og tidligere er der kommet mange andre film om samme periode.
”Men vi bidrager alle sammen med noget nyt. Refn dækker samarbejdspolitikken, Bornedal så filmen fra børnenes perspektiv, og her gælder det altså kvinderne,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der ser sin film som en aktuel og nødvendig generel oprejsning af kvinderne.
”Det er ikke længe siden, at det kom frem, at Einsteins kone havde sin del af æren for relativitetsteorien, ligesom moderne bibelforskning nu peger på, at Maria Magdalene sandsynligvis var Jesu nærmeste discipel i stedet for en prostitueret, som eftertiden har forsøgt at gøre hende til. Og selv for mig var det nyt at opdage, hvilke lidelser danske modstandskvinder blev udsat for under Anden Verdenskrig. Jeg anede heller ikke, at de hvide busser blev bombet af britiske bombefly, som det, uden at afsløre for meget, sker i filmen.”
Det var et interview med Tulles datter Gulle Fiil i 2017, som gav filmens producer Regner Grasten idéen til at lave ”Hvidstengruppen II”, og nu taler de allerede om at lave en treer, fordi stoffet siden er væltet frem fra de traumer, som efterkrigstidens tavshedskultur efterlod. Men hvor den første film ”Hvidsten gruppen” ender med henrettelserne af otte mænd fra modstandsgruppen, følger ”Hvidstengruppen II” kvindernes kamp for overlevelse – både hjemme i Hvidsten og altså i brutale udryddelsesfængsler i Hitlers Tyskland, hvor de kvindelige fængselsvogteres sadisme ifølge filmen ikke står tilbage for nogen mand.
Frygt skaber ondskab
”Et af filmens spørgsmål er jo også, hvordan en sådan ondskab opstår, og hvordan kvindelige fangevogtere kunne være så sadistiske, som det er blevet beskrevet,” siger Anne-Grethe Bjarup Riis.
Hvad er dit eget bud på det?
”Jeg har læst om en kz-fange, der sagde, at ondskaben bor i os alle, men at vi skal passe på ikke at slippe den løs. Det tror jeg er rigtigt. Når jeg læser om Nazityskland, synes jeg, at jeg ser de syv dødssynder overalt. Det var jo blandt andet både hovmod, grådighed og misundelse, der gjorde, at det gik så galt, som det gjorde. Men måske var frygt det, der virkelig pustede til ondskaben, fordi folk dybest set selv var bange for at blive skubbet ned fra fællesskabets tømmerflåde. Et sted i filmen siger en fangevogter også direkte, at de selv kan blive skudt, hvis de ikke skyder fangerne.”
Kan du også genkende ondskaben i dig selv?
”Ja, men nok i en lidt mindre målestok,” ler Anne-Grethe Bjarup Riis og giver sig til at fortælle en historie, hun ikke er stolt af.
”Jeg husker mine første otte år i Herning som trygge og gode, men da vi så flyttede, kom jeg i en ny skole, hvor ingen gad have med mig at gøre. En dag overværede jeg en anden blive mobbet i skolegården. De stod i en rundkreds rundt om en pige og råbte ’Hanne-Pande-Kaffekande’. Jeg burde have rakt hende min hånd og inviteret hende hjem for at se mine Barbiedukker, men det gjorde jeg ikke. Jeg gik ind i cirklen og sparkede Hanne for at vinde respekt fra de andre og komme med op på tømmerflåden. Det var jo en form for ondskab. Det er jeg ikke stolt af, men jeg syntes, at det var vigtigt at få den scene med, da jeg skrev min selvbiografiske roman, ’I Guds rige’. For jeg synes, at det viser kimen til al ondskab. Og det tror jeg dybest set er frygt,” siger hun og vender tilbage til julens fredsbudskab, som også spiller en rolle i filmen.
”Det kan jo være svært at forstå, hvordan nogen kan ende som Hitler eller Herodes i Juleevangeliet, men jeg tror, at det handler om frygt for at miste sin magt. Herodes udryddede jo også alle småbørn, fordi han følte sig truet af den nye kongesøn i byen. Og Hitler følte sig nok truet af de dygtige jøder, og så ville han udrydde dem, mens han skabte et frygtsamfund, hvor alle blev bange for at miste det, de havde. Og så ender folk med at blive onde ved hinanden. Jeg tror ikke, at jeg selv kunne falde for nazismen, men det siger alle jo i dag. Min egen familiehistorie er broget. Min morfar gemte våben til modstandsbevægelsen, og min farfar solgte svin til tyskerne. Men han blev fængslet efterfølgende, fordi han gav et svin til nogle tyske flygtninge, der ikke havde noget at spise på vej hjem til Tyskland. Bagefter måtte han flytte til en anden del af Danmark, fordi han ville give nogle unge soldater et svin. Det viser jo også en ubarmhjertighed i efterkrigstiden.”
”Haaallo, er du deroppe?”
Filminstruktøren betragter dog julens salmer som en slags modgift mod misundelse og ondskab.
”Når man synger en julesalme, har man jo bare lyst til at gå ud og kramme sine medmennesker, fordi man bliver løftet op i det budskab, som julen kommer med. Der er et håb, en frelse og et fællesskab, der står klar til os hvert år, når vi synger julen ind. Og det handler om det modsatte af frygt.”
Man ved, at slægter skal følge slægters gang, men man er en del af samme sang, som også fortsætter efter en selv. Og derfor skal man efterlade jorden, så den fortsat er dejlig til de næste, der skal komme.
Englene siger jo også ”Frygt ikke” til hyrderne...
”Ja, netop, vi skal ikke være så bange, men turde tænke på dem, der har det værre end os selv. Se, hvad der sker i Polen og Afghanistan i øjeblikket. De har ikke brug for vores frygt og pigtråd, men vores hjælp. Jesus var jo selv flygtningebarn, og det kan man godt glemme. Selv i julen. Men det er rørende at tænke på, hvordan Tulle sad i fængslet med sine medfanger og sang ’Glade jul, dejlige jul’. De havde ingenting, og de måtte leve i uvished. Men de gjorde sig stadig umage med toiletpapirsløjfer i håret,” siger filminstruktøren, der pludselig får en tåre i øjet.
”Nu får jeg helt en klump i halsen. For det var jo også sådan, at det foregik i virkeligheden, hvor de kvinder, der stod med al mulig berettiget grund til at føle frygt og uvished, gjorde sig umage og så kunne høre, hvordan andre sang videre i fængslet, da de selv gik i stå. Det er ligesom i Ingemanns ’Dejlig er jorden’, som vi også bruger i filmen, hvor man føler sig som en del af en større historie, når man synger med. Man ved, at slægter skal følge slægters gang, men man er en del af samme sang, som også fortsætter efter en selv. Og derfor skal man efterlade jorden, så den fortsat er dejlig til de næste, der skal komme. Det er både filmens og julens budskab. ’Make love, not war’, som hippierne sagde under Vietnamkrigen. Og det må gerne sprede sig i hjerterne, som svingningerne i en kirkeklokke kan sætte sig i en,” siger hun, inden døren går op, og hendes søn Gilbert kommer hjem fra en blodprøve på Rigshospitalet.
Og et varmt smil spreder sig i moderens ansigt.
”Er der et menneske? Kom indenfor, min skat,” siger hun, inden teenageren forsvinder ind på sit værelse.
”Han har haft leukæmi, og vi var ved at miste ham to gange. Nu er han rask, men går stadig til prøver. Det har både givet vores liv mere alvor, tro og taknemmelighed. Man hopper ikke ind på Rigshospitalet i frygt for at miste sit barn uden at sige ’haaallo, er du deroppe?’ til Gud. Og det tror jeg faktisk, han er,” siger fra Anne-Grethe Bjarup Riis, der nu både bærer et hjerte og et kors af guld om halsen.
”Troen betyder stadig mere for mig, ligesom jeg nu også har forstået, hvor meget jeg har brug for andre. Nogle tror, at vi skal lade de traumatiserede være i fred. Men sådan bliver vi bare ensomme. Vi skal række ud efter hinanden. Både om juletræet og i livet.”