Det handler om fortrængning, der er ment som beskyttelse. De voksne vil hindre børnene adgang til viden om grusomhederne under Anden Verdenskrig. Dette – og følgerne deraf - er det ene af de to store temaer i Annegret Friedrichsens meget nærværende roman ”Astrids somre”, der er levende og sansemættet skrevet.
Den tavshed, som de voksne omgiver krigen med, har imidlertid sprækker. Virkeligheden, som børnene skal frelses fra, sniger sig alligevel ind på dem. Og vi kommer tæt på den ensomhed, som det skjulte, men alligevel tilstedeværende bevirker for hovedpersonen Astrids vedkommende. I det hele taget kommer vi tæt på konsekvensen af krigstraumerne og deres forpestning af fortiden.
Et smertelig og bevægende indslag i den direkte krigsrelaterede del af handlingen er historien om Astrids farfar, der ikke ville kæmpe mod andre – og slet ikke kæmpe for nazisterne. Han blev indkaldt og vendte ikke tilbage, hvad der påførte hans enke et mentalt sår, som aldrig blev lægt. Ganske vist blev hun gift igen. Men hendes tanker blev tydeligvis ved med at være hos den faldne.
Krigssorgen præger også Astrids far. For det meste skjuler han det, og han er en sjov og varm mand, håndværksmaler og fritidskunstner, en god far. Men indimellem lukker mørket sig om ham, og hans temperament eksploderer.
Romanens andet store tema forholder sig til at vokse op i en sammenhæng med to sprog og to kulturer. Romanen foregår i Sydslesvig i 1960´erne. Astrids mor er tysk, mens hendes far er dansk og aktiv i det danske mindretal. En grundoplevelse hos Astrid er denne: ”I Danmark er jeg ikke rigtig dansk, i Tyskland ikke rigtig tysk”. Forfatteren, der har skrevet romanen på baggrund af sin egen opvækst i Sydslesvig, er mag. art. i litteraturvidenskab og ph.d. i tysk litteratur. Hun er bosat i København.
Astrid er et af de sydslesvigske børn, der tilbragte sommerferierne i Danmark. Hun er hos en hjertevarm gårdejerfamilie helt oppe ved Limfjorden. Første gang hun rejste derop, var hun endnu ikke begyndt i skolen.
Bortset fra enkelte anfald af hjemvé – samt nogle livsfarlige hændelser – har hun det glimrende i de fremmede omgivelser. Men nationale modsætningsforhold findes andre steder end i Sydslesvig. Brutalt erfarer hun, at endnu i 60´erne betragtes tyskere af nogle som uvelkomne i Danmark.
Den lille pige behandles indimellem, som om hun er medskyldig i den tyske fortid. Den har hun det også selv dårligt med – efterhånden som vidnesbyrdene om den slipper fri af fortrængningerne. Hun føler sig skamfuld på Tysklands vegne.
Ved romanens slutning er Astrid blevet voksen, har forladt Sydslesvig og er blevet universitetsstuderende i København. I det centrale sidste afsnit – skrevet med fin psykologisk forståelse - er hun på besøg i barndomshjemmet sammen med sin kæreste. Han ved intet om alt det, der skal ties om i forbindelse med krigen, og han stiller da også et ”forkert” spørgsmål – som imidlertid netop er det ”rigtige”.
Da han spørger Astrids far, om det var ved Stalingrad, hans far faldt, bliver hun så forskrækket, at hun et øjeblik – i en slags nødværge – er fristet til at fortsætte den fortrængning, som hun selv har været et offer for. Men noget andet sker: Faderen begynder at fortælle om det, der i mange år ikke kunne tales om, det som det var umuligt blot at tænke på: fortidens lidelser. Endelig at tale er en forløsning og det første stykke vej ud af et traume.
Romanen slutter med Astrids afmagt: hun griber ikke en lejlighed til at sige faderen tak for alt det, han har været for hende. Men trods afmagten slutter bogen i lyset.
Annegret Friedrichsen. Astrids somre. 208 sider. 249,95 kroner. Hovedland.