Annie Ernaux finder det universelle i det individuelle

Efter et langt forfatterskab danner den franske forfatters selvbiografisk inspirerede bøger en sociologisk analyse af efterkrigstidens Frankrig

Den franske forfatter Annie Ernaux har fået en sjælden status som fransk litteraturs Grand Old Lady.
Den franske forfatter Annie Ernaux har fået en sjælden status som fransk litteraturs Grand Old Lady. Foto: Roberto Ricciuti/ Getty Images.

I nogle få timer i oktober sidste år troede Frankrig, at Annie Ernaux havde fået Nobelprisen i litteratur 2021. Den gik som bekendt til den tanzanianske forfatter Abdulrazak Gurnah, men rygtet fik flere franske medier til at løbe med den falske nyhed. Og det var så meget desto nemmere, eftersom påstanden om den internationale hæder ikke virkede helt urealistisk; Annie Ernaux var bookmakernes favorit op til uddelingen af prisen.

Efter flere end 20 romaner og adskillige franske litteraturpriser har den 80-årige forfatter fået en sjælden status som fransk litteraturs grand old lady. Og i de seneste år har det brede internationale publikum også fået øjnene op for hendes forfatterskab, som i årtier har været fast inventar i undervisningen i fransk litteratur på amerikanske og andre internationale universiteter.

Med romanen ”Årene”, det store freskomaleri over efterkrigstidens Frankrig, som udkom i 2008, slog hun sig for alvor fast som en af de forfattere, der mest præcist har indfanget og udtrykt de vestlige samfunds forandringer i de seneste 60 år fra traditionelle, landlige til moderne bysamfund.

”Årene” er med Annie Ernaux’ egne ord ”en kollektiv selvbiografi” for en hel generation og mere til. Som i hele sit forfatterskab dypper hun pennen i sin egen historie, men for at ”skrive livet”, som hun selv formulerer det i antologien af samme navn:

”Ikke mit liv, ikke en andens liv, ikke ét blandt mange liv. Men livet med det indhold, som er det samme for alle, men som vi oplever individuelt.”

”Hun revolutionerer selvbiografien som litterær genre,” siger Pierre-Louis Fort, specialist i det 20. århundredes litteratur ved Cergy Universitetet i Paris.

”Det er os, hun skriver om, når hun skriver om sig selv. Af sit eget liv udleder hun det, der kendetegner os alle. Hun fornyer det litterære sprog og den biografiske genre i denne transpersonelle vilje til at nærme sig sine læsere gennem sine egne oplevelser,” siger Pierre-Louis Fort.

I ”Pladsen” fra 1984 tager hun fat i tabet efter et dødsfald med sin beskrivelse af faderens død. Det komplekse forhold til moderen. Hun dypper pennen dybt i sit eget indre. Og hun restituerer dette menneskelige materiale i den karakteristiske, næsten klinisk objektive stil med korte, præcise og lidenskabsløse sætninger, der giver plads til læserens egne følelser.

Selv omtaler hun sin stil som ”en flad måde at skrive på”.

”I virkeligheden er hendes stil alt andet end enkel. Hendes brug af billeder, sætningernes rytme og ordvalg, alt er stilistisk set ekstremt gennemarbejdet. Hun sletter og skriver om og flytter rundt på afsnittene, indtil hun når det perfekte resultat. Hun taler selv om at skrive ’med en kniv’, der snitter sætningerne knivskarpt. Det er på den måde, hun lægger afstand til sine egne oplevelser på og gør dem universelle,” siger Pierre-Louis Fort.

Har snydt sig ind i borgerskabet

”Der var tre begivenheder i mit liv, som jeg absolut måtte skrive om,” fortalte Annie Ernaux i 2016 til Le Magazine Littéraire.

Den ene er faderens forsøg på at dræbe moderen, som hun behandler i ”Skammen” fra 1991. Men titlen refererer også til skammen over sin sociale baggrund, et af de gennemgående temaer i Annie Ernaux’ forfatterskab.

Hun føler sig som en ”klasseforræder”, som får en universitetseksamen efter at være vokset op i beskedne kår i forældrenes kombinerede café og viktualiehandel i den lille by i Yvetot i Normandiet. I den forstand er hendes forfatterskab også en beskrivelse af den arbejder- og landboverden, hvor hun voksede op. Hun har selv beskrevet sin litterære stil som et forsøg på at gengive det enkle dagligdagssprog, hun voksede op med.

”Hun beskriver denne stærke følelse af ikke at høre til og nærmest være en bedrager, der har snydt sig indenfor i borgerskabet. Hun taler selv om sit forfatterskab som en måde ’at hævne sin race’ på. Som digteren Arthur Rimbaud kunne hun have sagt, at hun tilhører en mindreværdig klasse,” siger Pierre-Louis Fort.

De to andre begivenheder er knyttet til hendes specifikke erfaringer som kvinde, det andet store tema i hendes forfatterskab.

”Jeg er aldrig holdt op med at interessere mig for at være kvinde,” har hun selv sagt.

Det begynder allerede med hendes allerførste roman, ”Les armoires vides” (De tomme skabe) i 1974 om den illegale abort, hun fik foretaget i 1960’erne, inden indførelsen af fri af abort. Hun har siden taget den traumatiske episode i sit liv op igen og givet den en mere fuldendt behandling i den netop filmatiserede ”Begivenheden”.

En af MeToo-bevægelsens aktører

Den tredje hændelse er sommeren 1958 og hendes første seksuelle oplevelse som 18-årig under et feriejob på en feriekoloni.

”Jeg ville beskrive dette vigtige øjeblik i en kvindes liv (det første samleje, red.). Seksualitet fylder meget i et liv, og det er ikke rigtigt, at det altid går godt. Ved at skrive om det ville jeg undersøge, om andre har det ligesådan. Så ville jeg ikke være alene,” har hun sagt til Le Magazine Littéraire.

Annie Ernaux’ forfatterskab er blevet sammenlignet med en yngre, litterær udgave af Simone de Beauvoirs skelsættende værk ”Det andet køn”. Hun leverer en skarp analyse af kvindeundertrykkelsen i 1950’erne, 1960’erne og 1970’ernes Frankrig, og hun var en af MeToo-bevægelsens fremtrædende aktører.

Det har også skaffet hende kritik fra mandlige forfattere, der har givet hende tilnavnet Madame Ovary, et ordspil over ovarier og Flauberts klassiske roman om Madame Bovary. Men denne vinkel har især skaffet hende en trofast og voksende læserskare, der langtfra kun er kvindelig.

”Hun læses af begge køn og i alle sociale lag, fordi hun netop skriver om det almenmenneskelige og det universelle. Hun har beskrevet Frankrigs udvikling som ingen anden, ikke mindst i ’Årene’, som er blevet den store fortælling om franskmændenes fælles historie,” siger Pierre-Louis Fort.

Netop derfor har hun fået en række betydelige franske litteraturpriser, som især er tikket ind i en lind strøm siden udgivelsen af ”Årene” i 2008. Og internationalt er hun blevet hævet op i verdensklassen med flere internationale priser og en plads i det britiske Royal Society of Literature.

Som professor i litteratur ved University of St Andrews i Skotland Elise Hugueny-Léger konkluderede i en artikel, da Annie Ernaux i 2019 var blandt finalisterne til den prestigeomgærdede britiske Booker Pris:

”Nu får hun endelig den anerkendelse, hun fortjener.”