Det er en særlig glæde, når et stort forfatterskab bliver gjort tilgængeligt på dansk. Når et sprog og et særligt blik bliver en del af ens egen måde at se verden på.
Som franske Annie Ernaux, der takket være et par fine forlag findes i flere fortrinlige oversættelser. Og hvor blændende Ernaux kan være, det viste ”Årene”, som udkom i 2008 i Frankrig, på dansk tidligere i år og er en såvel kompleks som ambitiøs roman om franske kvinders forhold fra 1941 til 2006. Gennem årtiernes forandringer, tilbageslag og nybrud.
Nu får danske læsere så ”Simpel lidenskab”, der udkom første gang i 1991, altså 17 år før ”Årene”, og som på flere måder er dens modsætning. I hvert fald formelt: Det er en roman på bare 73 små sider med en enstrenget fortælling om en moden kvindes forhold til en gift mand.
Men de to romaner har, når man ser gennem de ydre forskelle, meget til fælles. For ”Simpel lidenskab” handler også om seksualitet, normer og forholdet mellem kønnene, ligesom de begge er baseret på Ernaux’ egne oplevelser og altså er dét, der med et underligt mekanisk ord kaldes autofiktion.
Men når ”Simpel lidenskab” er en stor læseoplevelse, er det, fordi den viser, hvordan et forhold mellem to mennesker aldrig er enkelt. Så når romanen hedder ”Simpel lidenskab”, er det nok ironisk ment. Alene afhængigheden er alt andet end simpel, men er både smuk og syg:
”Fra september sidste år lavede jeg ikke andet end at vente på en mand: på at han ringede, og på at han kom hjem til mig.”
Og et andet sted står der:
”Når han ikke var der, var de eneste lykkelige øjeblikke dem, hvor jeg købte nye kjoler, ørenringe og strømper og prøvede de nyindkøbte ting foran spejlet, idet det umulige ideal var, at han skulle se mig i noget nyt hver gang.”
Kvindens totale afhængighed af en mand, der kommer og går efter forgodtbefindende. Som har en hustru. Det er ikke det, feministerne har kæmpet for, men lyster og lidenskaber følger ikke noget ideal og skeler ikke til ligestilling.
I kvinden blandes fryd og ydmygelse, glæde og skam, og det skriver Ernaux frem i en renset, tilstræbt enkel prosa, som oversætter Niels Lyngsø formidler med stor lydhørhed, og hvor læseren virkelig mærker, hvad det vil sige at være en elskerinde, der kun lever, når manden kaster sit lys og sin lyst på hende. Ellers er hun intet.
Men manden forbliver i udkanten af romanen. Han dukker op bare for at forsvinde igen og overlader kvinden – og læseren – til længslen og frustrationerne og tankerne om, hvordan man skriver om en affære. Romanen er nemlig skrevet i datid, og kvinden, der er forfatter, er i tvivl om, hvad det er, hun skriver. Om ”det er i form af et vidnesbyrd eller måske ligefrem i form af den slags betroelser, man finder i dameblade, om det er i form af et manifest eller en rapport eller en slags noteapparat til en tekst”.
Tankerne om skriveprocessen og om tekstens kvinde og mand skyder sig ind mellem fortællingen og læseren, men uden at skabe distance. Det er snarere et ekstra strømførende lag i romanen, der altså nok fremstår enkel i form og fortælling, men langt fra er det. Sådan som det er at sætte sig ned og forsøge at skrive om det oplevede. Eller sådan som det er at mærke begæret efter en anden krop brænde igennem al moral og alle meninger.