Året, hvor døden blev nærværende - ★★★☆☆☆
Henrik Wivel, kunst-, film- og litteraturanmelder
2020 vil blive i hukommelsen resten af ens liv for dets særartede, ja nærmest surreelle karakter. Sker dette virkelig, har jeg spurgt mig selv om adskillige gange. Og det er ikke slut endnu.
Jeg vil huske året for den manglende mellemmenneskelige kontakt. Vi tabte allesammen vores hænder på vej mod hinanden og måtte standse op og dække os til. Det er menneskelig unatur. Berøringen mistede sit alfabet og sansningen sit sprog.
Men det blev også et år for nærhed. Til de få kære, man satte ekstra meget pris på at mødes med, tale med, have hos sig – og i ubevogtede øjeblikke holde om. Det blev livgivende i en tid, hvor døden hver dag var nærværende, og smitte ikke bare et medicinsk, men også et eksistentielt begreb.
Som et menneske, der hele mit voksne liv har forsvaret de borgerlige frihedsrettigheder, blev den danske regerings lukning af grænserne i foråret en provokation, det satte sig i mig som en form for vrede, desperation og klaustrofobi. Jeg tror, jeg deler mange danskeres følelse af at blive indespærret, ikke blot i egen bolig, men i forhold til omverdenen.
Kulturen – som jo er eksistensens salt – har i 2020 holdt hårdt for. Det gælder i det store med landets bærende kulturinstitutioner, men det gælder også i det små med en selvstændig skribent som mig, der lever af at forske i, formidle og tale om kulturelle emner. Her forsvandt muligheder. Til gengæld blev 2020 et godt bogår, og da jeg selv har udgivet to bøger, har det været en fornøjelse at se, hvor godt de er blevet modtaget, og hvor mange der har været glade for at læse dem.
Men størst af alt: naturen. I det mål, det har været muligt, har jeg færdedes i den. Naturen er nemlig ligeglad. Liljen på marken og spurven i himlen bekymrer sig ikke om covid-19.
Et år fuld af skønhed og smerte - ★★★☆☆☆
Mai Misfeldt, litteratur- og kunstanmelder
2020 ankom til mig en fantastisk smuk nat med udsigt over Københavns ”skyline”. Sikke en fest. Sikke et år, der lokkede med sit spejlblanke tal. 2020 havde dog en helt anden spændingskurve i posen. Faktisk tænkte jeg til at begynde med, at det virkede utroværdigt – langt væk i Asien – siden som et ”remake” af en dystopisk tv-serie, med dystre fremtoninger i sorte klædedragter på landsdækkende tv. Men covid-19 var alvor, det blev tydeligt for enhver. Nu er det svært at huske, hvordan det var før, dengang vi måtte kramme og kysse og ikke skulle tænke på os selv som potentielle superspredere. MeToo kom omsider rigtigt på den danske dagsorden og flyttede forhåbentligt på mænds og kvinders forståelse af egne og andres grænser. Et lille skridt, en klar retningsmarkør. Men ebbede det så ud? Medmenneskeligheden voksede i år. Voksede den også over for dem, der er mest udsatte? Jeg er glad for, at Instrukskommissionen talte med en klar stemme i sagen om Inger Støjberg, og er spændt på det videre udfald.
Privat har 2020 været et smertefuldt år. Men også et år, hvor jeg har mærket, hvad venskaber betyder. Det har været en smuk dimension ved 2020 at opdage, hvor meget vi faktisk har, og hvor let det er i det daglige at gøre en forskel. Lige række den hånd ud. Jeg har også sat pris på havbadet, gåturen på markerne rundt om Krogerup, alene eller i samtale. Min mors stemme i telefonen, som får Viborgs Nørresø til at lyse op.
Litterært var 2020 et år med hårde tab. Sidst i april døde det lysende talent Yahya Hassan og i september digteren Pia Juul. Det er stadig umuligt at tage datid i brug. En af de sidste tekster, hun skrev, var en sang, der nu findes i den nye højskolesangbog: ”Vil du dele din blomstrende have med andre eller slå ring/ om dig selv og dit liv og din verden? / Vil du åbne eller lukke, / vil du slukke håbet/ eller slå bro?”.
Trods 2020’s hårdt drevne tematik var der lommer af stor meningsfuldhed. Jeg glæder mig dog til et nyt år, hvor vi forhåbentlig kan få lov at åbne og tage i hånd uden forbehold.
Vi fik en nødvendig åbenbaring - ★★★★★☆
Sørine Gotfredsen, litteraturanmelder
Med stor medfølelse med dem, der i dette år har oplevet lidelse og bekymring tillader jeg mig alligevel her at anskue tingene fra en anden og mere positiv vinkel. Samfundet er presset, og konsekvenserne er ukendte, men året har også været interessant og lærerigt, og der kan komme noget godt ud af trængslerne.
Nogle mennesker har måske opdaget, at et år med så meget uro og så mange begrænsninger kan bidrage til, at man ser klarere ned til sine egne rødder og får en fornemmelse af, hvad man egentlig kan holde til, når det gælder. Det kan være skræmmende, men det kan også være en vigtig åbenbaring, som man ikke får lov til at opleve, hvis man aldrig bliver konfronteret med kræfter udefra, som sætter én på plads. Som den tyske filosof Ludwig Feuerbach sagde, så er et væsen uden lidelse et væsen uden fundament.
Pandemien har også fået os til at stille en masse interessante spørgsmål i forhold til den acceleration, som vores samfund befinder sig i. Det har fået os til at diskutere kulturens betydning og den sørgelige nedprioritering af de højere interesser, som er gældende i vores velfærdssamfund. Det har også været et år, hvor vi har diskuteret kirkens betydning, og hvad det egentlig symbolsk bærer med sig at lukke kirken så eftertrykkeligt, som det skete i påsken.
Og så er der ingen tvivl om, at det for mange mennesker har været en lettelse at slippe for en masse sociale og arbejdsrelaterede forpligtelser. Der er noget helt velsignet over pludselig at vide, at alle ens planer er aflyste, og man pludselig står over for en horisont af fred. Det er en åbenbarende følelse, og når man er kommet sig over ubehaget ved ikke at føle sig så uundværlig, som man gerne vil tro, at man er, får det én til at overveje, hvor meget af det, man plejer at styrte rundt for at nå, der bør skæres væk, og hvad man i virkeligheden vil bruge sin tid på. Det er nødvendige, eksistentielle spørgsmål, som mennesket skal stille sig selv. Og det har vi gjort langt mere, end vi plejer, i dette år.
Et gyseligt år med håb for enden - ★☆☆☆☆☆
Nils Gunner Hansen, litteraturanmelder
Det har været et meget mærkeligt år, præget af coronaen. Hvad er det, vi er oppe imod? Fjenden har været spøgelsesagtig og usynlig det meste af året, men netop nu, hvor vaccinen ellers er i synsvidde, er det, som om den træder et skridt frem og strammer grebet. Det er voldsomt.
Sådan noget som at aflyse en olympiade eller en stor fodboldslutrunde har man kun før gjort i forbindelse med verdenskrige. Det er den skala, vi er oppe i. Man har talt meget om globaliseringen og ”den globale landsby”, men det her er vel første gang, vi ser en reelt global begivenhed. Vi kunne alle følge med i 9/11, men var ikke påvirkede direkte af det. Coronaen påvirker alle på jord.
Det andet store verdenshistoriske gys har været det amerikanske præsidentvalg. At verdens mægtigste mand viste sig at være så uforudsigelig og respektløs over for det embede, han skulle beklæde. Det kan virkelig få en til at gyse. Donald Trump er skræmmende på samme måde som corona: Går han nu rigtigt væk?
2020 har været polariseringens år rent politisk. Man konstruerer sin egen virkelighed. En virus er en biologisk realitet, den kan man ikke manipulere med, den bør ikke politiseres. Men det har været forstemmende at se, hvordan det i vid udstrækning har været tilfældet.
Digitaliseringen har gjort mange ting mulige i 2020, og man kan sige, den hjalp os, for havde virussen ramt for 20 år siden, havde det været langt sværere at håndtere. Både min kone og jeg selv har skullet arbejde hjemmefra. Jeg har onlineundervist, og det har ikke været specielt sjovt. Jeg er i forvejen ked af den enorme digitalisering, og jeg håber ikke, den får øget vind i sejlene i en postcoronatid. Så hellere den besværlige fysiske verden.
Også for os har der selvfølgelig været små glimt af ro og harmoni. Vi har en udviklingshæmmet søn, der er flyttet hjemmefra, men i foråret var han hos os hver weekend, fordi hans uddannelse og klub var lukket ned. Vi cyklede lange ture og så en masse film, og det var en god tid.
Min anmeldelse lander i sidste ende på én stjerne. Den lille stjerne, der lyser i mørket her ved nytåret. Jesusbarnet og det lille stik, vaccinehåbet.