Tysk samtidskunstner: Jeg danser foran lærredet

Ballet og billedkunst går op i en højere enhed i ny dokumentarfilm om den tyske maler Anselm Kiefer, der kan ses gratis online

Balletdanserne Hannah O’Neill og Hugo Marchand foran ét af Anselm Kiefers monumentalværker, ”Aus Herzen und Hirnen spriessen die Halme der Nacht”, i udstillingsrummet i Gagosian, Le Bourget. – Foto: Gagosian Premieres.
Balletdanserne Hannah O’Neill og Hugo Marchand foran ét af Anselm Kiefers monumentalværker, ”Aus Herzen und Hirnen spriessen die Halme der Nacht”, i udstillingsrummet i Gagosian, Le Bourget. – Foto: Gagosian Premieres.

Det Los Angeles-baserede globale gallerinetværk Gagosian havde for nylig premiere på en 20 minutter lang dokumentarfilm med den tyske samtidskunstner Anselm Kiefer (født 1945) om den aktuelle udstilling ”Anselm Kiefer: Field of the Cloth of Gold” i Gagosian, Le Bourget – et kunstrum i en hangar konverteret af Jean Nouvel i Paris’ gamle lufthavn.

I filmen danser Hannah O’Neill og Hugo Marchand fra Pariseroperaens Ballet koreografi af Florent Melac til Steve Reichs ”Duet” (1993), skabt som direkte respons på fire af Kiefers monumentalmalerier: ”Sichelschnitt” 2019, ”Beilzeit—Wolfszeit” 2019, ”Die sieben Schalen des Zorns” 2019-2020 og ”Aus Herzen und Hirnen spriessen die Halme der Nacht” 2019-2020.

”Jeg kan ikke se et landskab uden også at se den historie om stedet, som jeg har i hovedet”, fortæller Anselm Kiefer kunsthistorikeren James Cuno. ”Alt, hvad der er sket, er til stede”.

I de glimtende skilderier i ”Field of the Cloth of Gold” er udgangspunktet det historiske møde mellem monarkerne Henry VIII og François Ier ved Balingham nær Calais i 1520, men lige så tydeligt, måske tydeligere, præger Anselm Kiefers livslange, skæbnetunge streger fra holocaust, verdenskrigene og en optagethed af bibelske fortællinger storværkerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

I ”Duet” er kunsten på væggene imidlertid ikke kun en baggrund. I samspil med Reichs legende, næsten insektsummende spil åbner værket malerierne op og giver dem horisont. Skaber et endnu større, helt åbent landskab for balletdanserne O’Neill og Marchand, der i Melacs organiske koreografi giver puls og vækker det spirende liv og håb, Kiefer taler om, men som i de ildevarslende, alkymistiske værker opleves undertrykt og tænkt.

Koreografien spejler og kanaliserer Steve Reichs strømmende, bølgende, til tider lykkebringende energi i et formsprog, der – måske ikke overraskende – står i gæld til en samtidig pastoral ballet, Angelin Preljocajs ”Le Parc” (1994), som Pariseroperaens Ballet netop p.t. indstuderer under hensyn til pandemirestriktionerne.

Som soloviolinerne kaster Reichs minimalistiske og gentagende melodiske fragmenter mellem sig, vokser dansen frem i luftige, symmetriske og synkrone sekvenser, som kameraet giver vidvinkel, og knopskyder i den nære kontakt mellem O’Neill og Marchand, der symbiotisk smelter de nøgne kroppe sammen til ét materiale og folder det ud i forgrenende form. Som Marchand løfter O’Neill af jorden, slår hun sine linjer ud i rummet; som hun påbegynder en spiraldrejning, griber han ind i den og giver frasen fremdrift i et flyvende løft. Sammen danser de sig ind, ud og omkring hinanden i cirklende mønstre af forening.

Ved deres blotte tilstedeværelse peger Hannah O’Neill og Hugo Marchand på menneskets fravær i Kiefers vision. Som mand og kvinde bliver de billede på livskraften, livets bevægelse, det guddommelige og eviges skønhed, men også i et profetisk, pludseligt slutmoment på dets ophør i tabet af deres paradisiske uskyld.

At koble konkret fysisk materiale – høstle og kornneg, trærødder, sand, kul, aske – på de malede landskaber er en af Anselm Kiefers metoder til at binde fortid og vor tid sammen. På guldklædets mark realiserer dansens tilkobling den ambition, ikke kun som idé: Den høster den som et skønt og gyldent nu af oplevet virkelighed og erfaring.