Prøv avisen
Radio

DR’s nye trosprogrammer er gode – men kan blive bedre

På et af P1's to nye trosprogrammer er Iben Maria Zeuthen (t.v.) vært. Første gæst i hendes program "Tal til mig" var sangerinden Kira Skov (t.h.), hvis mand – musikeren Nicolai Munch-Hansen – for tre år siden døde af en overdosis. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR Presse

To nye radioprogrammer på P1 tager udgangspunkt i temaerne tro og livsovergange

Christoffer Emil Bruun var i søndags vært på programmet ”Tidsånd”, der har været igennem en nænsom makeover. Værtsrollen går fremover på skift mellem Bruun og Paula Larrain, og så skal ”Tidsånd” for fremtiden ikke handle om både historie og tro, men alene om tro. Eller som Bruun aforistisk udtrykte det: om troen i verden, og verden i troen.

I denne første moderniserede udgave medvirkede Isabella Arendt, som er formand for Kristendemokraterne, og tidligere generalsekretær i Bibelselskabet og forskningsleder for Søren Kierkegaard Forskningscenteret Niels Jørgen Cappelørn.

Så det var ikke uden grund, at Bruun spurgte sidstnævnte:

”Hvor mange ord er der gået igennem dig?”.

Det kunne Cappelørn ikke svare på, men han valgte sine egne ord med omhu og akkuratesse, da de drøftede statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, der lagde op til flere tvangsfjernelser af børn. Cappelørn indvendte, at det jo ikke kunne være et mål i sig selv at tvangsfjerne flere børn.

Cappelørn fandt i det hele taget forestillingen om en ”Fader-Stat” ildevarslende. For hvem er staten?

”Staten er en abstraktion,” svarede Kierkegaard-eksperten, eftersom staten er alle danskere, der hver især bør påtage sig et personligt ansvar.

Cappelørn fremdrog et eksempel, hvor en nabo havde henvendt sig til myndighederne, fordi en forælder ofte gik i byen om aftenen. Hvorfor går man ikke over og snakker med naboen om det i stedet for straks at blande myndighederne ind i en adfærd, som vel ikke kan være ulovlig?

Sådan spurgte Cappelørn, og der var ikke den store uenighed at spore i studiet. Heller ikke, da man drøftede den økonomisk underprioriterede psykiatri eller Lisbeth Smedegaard Andersens nye salme, som hverken Arendt eller Cappelørn mente, var en salme.

Den gamle frase om, at der var mere, der forenede de to end skilte dem, meldte sig for denne lytter, som samtidig konstaterer, at det bliver kedsommeligt med al den enighed, hvorfor programmet gerne må anlægge en mere konfrontationssøgende kurs i fremtiden.

Programmet ”Tal til mig” havde premiere i søndags. Det er en time, en person, en livsovergang, forklarede studieværten, Iben Maria Zeuthen. For i livsovergangene får de bevægende momenter den udstrækning, de nu skal have. Måske endda evighedens.

Første gæst var sangerinden Kira Skov, hvis mand – musikeren Nicolai Munch-Hansen – for tre år siden døde af en overdosis. Kira Skov har fortalt om tragedien tidligere, og måske var det grunden til, at Zeuthen insistererede på, at lytterne denne gang skulle have en meget detaljeret beskrivelse af, hvordan Kira Skov havde set sin døde mand på Retsmedicinsk Institut.

Her virkede det et øjeblik, som om proppen gik af, og vi som lyttere blev draget ind i en alt for privat side af sorgbearbejdningen.

Pointen i programmet er, at de store livsovergange stiller os i det, som den store kristne digter T.S. Eliot kaldte for ”stille-punktet på den roterende klode”, hvor vi er åben for nye fortolkninger af tilværelsen.

Kira Skov var således vokset op i et marxistisk hjem, men i sorgen blev hun grebet af en slags spirituel vækkelse. Anden halvdel af ”Tal til mig” handlede derfor om, hvor Kira Skov søgte hen efter Nicolai Munch-Hansens død. Kira Skov søgte trøst i den tibetanske dødebog, men hun opsøgte også præsten Mikkel Wold, selvom det ikke førte til noget kristent ståsted. Men der var samtaler, der lindrede, og samtaler, der mindskede sorgen i glimt, forstod man.

Kira Skov gjorde et sympatisk indtryk, og hendes stemmeføring og erfaringer vidnede hele vejen igennem om, at St. St. Blicher ramte plet, da han skrev:

”Den største sorg i verden her/ er dog at miste den, man har kær.”

Overordnet var første udgave af ”Tal til mig” dog også noget af en tålmodighedsprøvelse. Som lytter blev man ikke helt klar over, hvordan Kira Skov uden videre kunne veksle mellem buddhisme og kristendom, og hvad hun helt præcist endte med at finde trøst i.

Det er ikke nok at lægge hovedet på sned og være villig til at lytte. Når der er sat en hel time af til at tale om et tab, som vil slå benene væk under enhver, så må studieværten også sørge for, at udsendelsen ender et løfterigt sted.

Jovist, Kira Skov læste Paulus’ tekst fra Første Brev til Korintherne om ”at størst er kærligheden”, men apostlen tænkte jo hermed først og fremmest på den kristne kærlighed.

Det havde ikke været nogen skade til, om det var blevet understreget.