Antallet af bogbusser er halveret: Lokalsamfund mister mødested

I løbet af 15 år er antallet af bogbusser mere end halveret. I nogle kommuner er busserne erstattet af udvidede selvbetjeningsløsninger, men borgerne mister et mødested og muligheden for at få hjælp af en bibliotekar

Antallet af bogbusser er mere end halveret på 15 år, men Danmark har endnu 16 busser, derfungerer som rullende biblioteker. Dette billede viser Ringkøbing-Skjern Kommunes bogbus, som gør holdt ved Spjald Skole.
Antallet af bogbusser er mere end halveret på 15 år, men Danmark har endnu 16 busser, derfungerer som rullende biblioteker. Dette billede viser Ringkøbing-Skjern Kommunes bogbus, som gør holdt ved Spjald Skole. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix.

I Varde Kommune har kommunalbestyrelsen netop nedlagt den lokale bogbus, men ifølge formanden for byens kultur- og fritidsudvalg, Sandie Eis Ravn (S), er der ikke tale om en nedskæring. I stedet for bussen er der nemlig nu et system med i alt fem biblioteker og 17 lokale biblioteks-afhentningssteder i en kommune end 50.000 borgere.

"Vi mener, at vi opretholder bogbus-funktionen, vi behøver bare ikke en bus længere.  I hver eneste by, der er stor nok til at have en lygtepæl og et byskilt, er der et sted, for eksempel den lokale brugs, hvor man kan gå hen og hente de materialer, man har lånt via bibliotekets app," forklarer Sandie Eis Ravn, som peger på, at antallet af udlån fra kommunens bogbus ikke har været så stort som fra biblioteksbygninger.

"Vores mål er ikke at spare penge, men at bruge pengene klogere," siger hun.

Varde er blot det seneste eksempel på, at vognparken af rullende minibiblioteker til de små lokalsamfund gennem en årrække er skrumpet ind. I 2006 var der 40 bogbusser i Danmark, ifølge de seneste opgørelser er antallet nu langt under det halve, i alt 16 bogbusser. Denne udvikling foruroliger en anden kommunalpolitiker, Paw Østergaard Jensen (S), der er formand for Danmarks Biblioteksforening og formand for social og sundhedsudvalget i Albertslund Kommune.

"Jeg beklager den udvikling, der har været siden kommunalreformen i 2007, hvor antallet af både biblioteksfilialer og bogbusser er blevet halveret på landsplan. Jeg mener, vi har brug for bogbusserne for at sikre, at der ikke bliver for stor afstand fra borgerne til bøgerne," siger Paw Østergaard Jensen.

Han tilføjer, at forskellige kommuner forståeligt vælger forskellige biblioteksløsninger, og at en bogbus ikke giver samme mening i den tæt befolkede hovedstadskommune Albertslund som i en vestjysk kommune med store afstande.

Laurits Rasmussen er cand.scient.bibl. og har skrevet såvel speciale som to bøger om bogbusser. Han er ikke overrasket over, at antallet af udlån er mindre end fra en bogbus, men peger på, at der alligevel er vigtige funktioner, som ikke kommer med over, hvis bussen erstattes af et afhentningssted i en lokal butik.

"Bogbusser kan dække et kæmpe geografisk område. De kan rumme borgerservice, kommunal formidling og kulturelle arrangementer, og de kan fungere som afstemningssteder ved valg. Desuden servicerer de ofte lokale daginstitutioner og skoler med bøger," siger han og tilføjer:

"Når man går ned i Brugsen efter sine bøger, kan man få bøgerne, men man mister bibliotekarens faglige ekspertise, og man mister det lokale mødested og kulturelle omdrejningspunkt, et rigtigt bibliotek eller en bogbus kan tilbyde."

Han påpeger, at der rundt om i landet findes mange forskellige modeller. I Lemvig Kommune arbejder man ud fra ét hovedbibliotek og en bogbus. I Ringsted har man et containerbibliotek. På Langeland overlevede den lokale bogbus med nød og næppe en kommunal sparerunde i efteråret.  

Formanden for bibliotekarerne i Forbundet Kultur og Information, Tine Segel, føjer hertil, at nogle kommuner fortsat prioriterer at have en bogbus. For eksempel har det danske mindretal i Sydslesvig netop investeret i to nye busser, som kører ud fra Det Danske Centralbibliotek i Flensborg.

"Gennem mange år er der skåret i biblioteksbudgetterne. Som konsekvens af dette har man på landsplan færre bogbusser end i 2006. Det kræver ressourcer at drive bogbus, og derfor ser vi i dag forskellige fleksible løsninger for biblioteksbetjening i yderområderne. Men biblioteksfagligt vil jeg gerne slå et slag for, at mange af disse løsninger betyder, at borgerne mister den personlige betjening og hjælp fra en bibliotekar," siger hun

Tine Segel tilføjer, at dette kan få konsekvenser for den brede adgang til litteratur og viden, idet nogle befolkningsgrupper bedre kan håndtere et rent selvbetjent bibliotekssystem end andre:

"Det er afgørende, at vi, også i kommuner med en stor geografisk udstrækning finder løsninger, som sikrer adgang til bibliotekets samling og aktiviteter, inklusiv muligheden for at få biblioteksfaglig betjening for alle."