Anthony Doerrs nye roman efterlader læseren udmattet

Anthony Doerrs nye roman er et storslået eventyr. Han tog mig bare ikke med

Forfatteren bag den Pulitzer-prisvindende "Alt det lys vi ikke ser", Anthony Doerr, har skrevet romanen "Byen i skyerne".
Forfatteren bag den Pulitzer-prisvindende "Alt det lys vi ikke ser", Anthony Doerr, har skrevet romanen "Byen i skyerne". Foto: Leif Tuxen.

Jeg kan huske, at jeg gemte mig på skolens bibliotek, når det sneede udenfor, og mine klassekammerater kastede med snebolde. Omme bagved den bagerste reol læste jeg ”De Tre Musketerer”, mens bibliotekaren røg røde Cecil i sin lænestol ved døren. Ikke en eneste gang så han op fra det gamle leksikon i sine hænder. Bøger er magiske. De kan skabe verdener, man kan forsvinde ind i, og ændre den verden, man lever i.

Forfatteren til den storsælgende og Pulitzer-prisvindende ”Alt det lys vi ikke ser”, den amerikanske forfatter Anthony Doerr, har skrevet en ny roman. ”Byen i skyerne” er dens himmelske titel. Den er en storslået hyldest til bøgerne, til ordene, til historierne, som lever længe efter, vi mennesker er døde. Den er en hjertevarm tak til alle biblioteker og bibliotekarer og alle, som passer og videregiver alt det, bøger kan.

”Hver eneste af disse bøger er en dør, en indgang til et andet sted og en anden tid,” skriver Doerr i romanen.

I Konstantinopel i det 15. århundrede vokser den forældreløse pige Anna op i et hus fuldt af kvinder, der broderer kåber til byens præster. En gammel døende mand lærer hende bogstaver imod at drikke den vin, hun har stjålet. Ved et tilfælde får hun fingrene i et manuskript af den oldgræske forfatter Diogenes, og hun fortrylles af fortællingen om drengen Aithon, der drømmer om at blive til en fugl, så han kan flyve op til en by i skyerne. På den anden side af Konstantinopels mure befinder bondedrengen Omeir med ganespalten sig, tvunget i krig af den invaderende hær.

Sådan cirka fem århundreder senere er den tidligere krigsfange Zeno på et bibliotek i Idaho i færd med at instruere nogle skolebørn i et skuespil baseret på Aithons historie. Mens børnene øver sig, sidder drengen Seymour med høreværn på i sin bil uden for biblioteket. Han er blevet 17 år og har en bombe i sin taske. Den vil han placere inde på biblioteket mellem bøgerne.

Længere fremme i tiden – hundreder af millioner kilometer fra jorden – befinder pigen Konstance sig på et rumskib af en art. Hun er ved at skrive fortællingen om Aithon ned – med udgangspunkt i det, hun kan huske, at faderen har fortalt.

”Byen i skyerne” handler om børn. Børn, som bevæger sig ind i bøgernes verden for at kunne klare sig i den verden, de lever i. I en selvødelæggende verden må børnene holde fast i fantasien for at se en fremtid. Det er så rigtigt set af Anthony Doerr; verden har brug for at slippe fantasien løs, drømme om magiske paradisbyer i skyerne. Verden har brug for nye eventyr og genskabte myter, hvor vi fortæller håbet frem i hinanden, og hvor det, som blev fortalt engang, bliver det, vi fortæller videre til vores børn, som så fortæller det videre.

”Byen i skyerne” har alt det, man kan gemme sig på biblioteket med. Den er et eventyr, en myldrende myte med lige dele virkelighed og fantasi, en science fiction-thriller, en grandios magtdemonstration af fortælleglæde. En moderne fantasy-roman. En skyhøj odyssé. Hvor ville jeg ønske, at jeg elskede den. Men det gør jeg ikke. Jeg kunne næsten ikke læse den færdig. Den svigtede mig.

Der er helt sikkert mange læsere, som er helt uenige. Som vil elske hver en sætning, hver en side, som vil svømme ind i magien, drage med ud på eventyret. Det håber jeg. Det er virkelig en imponerende bog. Men jeg kom aldrig med på eventyret til byen i skyerne. Faktisk er det en af de mest anstrengende bøger, jeg har læst. Det er, som om Anthony Doerr har siddet hjemme i Idaho under coronainvasionen og bare givet los for alle fantastiske indskud. Alle store inspirationer smækket ned i tastaturet. Intet må være henholdende eller ligge mellem linjerne. Alt skal være eftertrykkeligt fortryllende. Som det ofte er med myter; der er tråde og referencer hele verden rundt. Alt skal med. Og det bliver alt for meget.

For at en fortælling skal lykkedes, skal man fortælles ind i den. En roman kan godt springe på fra første sætning, men på et tidspunkt skal den give læseren en pause, den skal flade ud, lade én trække vejret. På intet tidspunkt i løbet af de mere end 600 sider får man chancen for selv at danne sig billeder eller følelser eller tanker om noget som helst.

”Byen i skyerne” mangler nænsomhed. Doerr skruer aldrig ned for virkemidlerne. Samtlige instrumenter i orkestret spiller på samme tid – og hele tiden. Sætninger er overfortalte og værre: den ene sætning bygger ikke op til den næste. Den vil sige det hele selv. Det vrimler med navne, man ikke har en chance for at huske, selv koen, man hører om i en bisætning, har et navn. De fine detaljer drukner i de alt for mange detaljer. Det konstante spring i tid og sted er ødelæggende for læsningen. Jeg er med på, at odysseer er på farten, men kunne man ikke være blevet hængende lidt? Af en bog så fantasifuld, med så kloge ord og et ordforråd næsten større end alle ordbøger tilsammen, er det paradoksalt, at den mangler variation. I tempo, stemning, personkarakteristik.

Efter endt læsning overvejer jeg, om jeg har taget fejl i min læsning? Måske. Men den fornemmelse, man sidder med, når man læser, lyver ikke. Det er sådan, det er med bøger; det, de giver, lyver ikke.

Romanen har det hele, men efterlod mig udmattet – med for lidt. Jeg skal dog nok gemme den og passe på den. Måske mine børn vil elske den en dag. Gemme sig på et bibliotek med den.