Anthony Hopkins leverer sit livs præstation i blændende demensdrama

Olivia Colman og Anthony Hopkins skildrer livet med demens i den originalt fortalte og brutalt sørgelige ”The Father”

Anthony Hopkins er suveræn. Fra ”Resten af dagen” over ”Ondskabens øjne” til nu ”The Father”, som han – 83 år gammel – modtog en Oscar for. – Foto:
Anthony Hopkins er suveræn. Fra ”Resten af dagen” over ”Ondskabens øjne” til nu ”The Father”, som han – 83 år gammel – modtog en Oscar for.

Først de små tegn – ting, der forlægges, en søgen efter det rette ord – og så en langsom og ubønhørlig bevægelse ind i en tilstand, hvor hukommelsen er fuldkommen nedbrudt, hvor alt er forvirring og desorientering.

Enhver, der har haft demens inde på livet, ved hvor ulykkelig tilstanden er. Ikke bare for den ramte, men også for de pårørende, som ser og hører en personlighed forvitre. Og i Florian Zellers ”The Father” træder vi ind i en familie, hvor demensen for længst er sat ind. Anthony kan ikke længere bo alene og er flyttet ind hos sin datter Anne, hvor han hver dag leder efter sit ur og lige så rutinemæssigt får de hjælpere, Anne ansætter, til at sige op. Han kan være galant det ene øjeblik for i det næste at være aggressiv og nedladende.

Anne gør, hvad hun kan, mens hendes mand er ved at brænde sammen i irritation over den gamle uberegnelige mand. Han har svært ved at adskille Anthonys sygdom fra hans personlighed og presser på for, at Anne skal finde et plejehjem til ham og på den måde få ham ud af lejligheden og deres liv.

Det er et forløb, mange pårørende vil genkende, og demens er også før ”The Father” skildret i kunsten. Kirsten Thorups roman ”Ingenmandsland” er ét eksempel, et andet Lisa Genovas ”Jeg er stadig Alice”, der også er filmatiseret.

Men det, der gør ”The Father” til noget særligt, er grebet. For publikum nøjes ikke med at følge Anthonys opløsning udefra, men trækkes gradvist ind i hans forvirring og forsøg på at finde sammenhæng: Datteren kommer ind ad døren, men siger, hun er plejeren, en anden plejer siger pludselig, han er Annes mand, og samtidig springer tiden, så dét der var nutid med ét ligger år tilbage, og værelset i lejligheden viser sig en dag at være en stue på et hjem.

”Hvem er det helt præcist, jeg er?”, siger Anthony i en af de mange smertefulde scener, og det er tydeligt, at instruktør Zeller kommer fra teaterverdenen, og at ”The Father” er baseret på et skuespil. Ja, der er reelt tale om et filmet kammerspil, hvor handlingen udspiller sig i få rum og i høj grad bæres af dialog og – rasende godt – skuespil.

Olivia Colman er bevægende, grådlabil og tyndslidt, som datteren, der er ved at ødelægge sit eget liv i forsøget på at holde faderen i hjemmet, og over for hende står Anthony Hopkins, der leverer karrierens bedste præstation. Hvilket siger ikke så lidt. Og i skildringen af et menneske, der opløses indefra, får han mulighed for at gøre det, han altid gør bedst, nemlig at skildre vemod og smerte i et menneske i ubalance.

Det er hans skuespilmæssige vandmærke, som kan ses i vidt forskellige film og roller. Fra ”Resten af dagen” over ”Ondskabens øjne” til ”The Father”, som han – 83 år gammel – modtog en Oscar for.

Det kunne Colman også have fortjent. Deres spil og samspil, deres måde at skildre demensens nådesløshed på, er simpelthen uforlignelig. Og så godt, at det gør virkelig ondt.