Anthony Hopkins og Jonathan Pryce er overbevisende i tvivlsom pavefilm

Mødet mellem pave Benedikt XVI og den kommende pave Frans er i ”The Two Popes” blevet til en lovlig hyggelig film om tro, aldring og fortrydelse

Anthony Hopkins (tv.) er glimrende som den på flere måder stivnakkede Benedikt, og Jonathan Pryce (th.) er endnu bedre som den melankolske og sødmefulde, men aldrig vage Bergoglio. – Foto: Peter Mountain/Netflix.
Anthony Hopkins (tv.) er glimrende som den på flere måder stivnakkede Benedikt, og Jonathan Pryce (th.) er endnu bedre som den melankolske og sødmefulde, men aldrig vage Bergoglio. – Foto: Peter Mountain/Netflix.

Alle film har en temperatur. De kan være kolde, kølige, varme eller lune, og valget af temperatur er helt afgørende for, hvordan filmens handling fremstår.

Tag bare ”The Two Popes”, der fortæller om Benedikt XVI – med det borgerlige tyske navn Joseph Ratzinger – der i 2013 blev den første pave i 598 år, som abdicerede. I hans sted trådte Jorge Mario Bergoglio – pave Frans – der var helt anderledes folkelig og reformivrig.

I rollerne som de to ses Anthony Hopkins og Jonathan Pryce, og fortællingen former sig som en klassisk ”buddy movie” om to mennesker, der trods forskelligheder i levemåde og livsanskuelse finder frem til gensidig sympati.

Her gælder det modsætninger mellem konservatisme og reform, askese og overflod, teori og praksis, og filmen skildrer, hvordan Bergoglio rejser fra hjemlandet, Argentina, til Italien for at anmode om at træde tilbage som kardinal, hvilket Benedikt ikke kan give ham lov til. Det vil ligne en protest mod ham, mener han. Men under opholdet på hans sommerresidens, Castel Gandolfo, og senere i et lokale bag Det Sixtinske Kapel, får Benedikt forståelse for Bergoglios teologiske livstolkninger, og de lukker gradvist hinanden ind i deres livs fortrydelser.

Bergoglio fortæller således om, hvordan han under 1970’ernes argentinske militærdiktatur traf fatale og livs-ødelæggende valg for sin jesuiterorden. Den historie skildres i lange – alt for lange – flashbacks, mens pave Benedikts betroelse om, hvordan han negligerede rapporter om pædofili blandt kirkens præster, formidles i et par klip fra nyhedsudsendelser og i en enkelt samtale, og her er det for alvor, at filmens temperatur bliver et problem. Overgrebene, der har forkvaklet så mange menneskers liv, bliver aldrig fremstillet med kulde eller hede, men i den vanlige lunhed, og for at gøre ondt værre, er pavens betroelse så kort, at den reelt ingen rolle spiller. På den måde bliver den i sig selv en negligering af overgrebene.

I stedet giver filmen god plads til skildringer af alderdommens knirken og er ivrig efter at vise, at Frans elsker tango og fodbold, at Benedikt spiser knödel, drikker Fanta og skam også godt kan spise et stykke pizza. Ja, det slås med eftertryk fast, at der er tale om to meget menneskelige kirkens mænd, og Hopkins er glimrende som den på flere måder stivnakkede Benedikt, og Pryce er endnu bedre som den melankolske og sødmefulde, men aldrig vage Bergoglio. Og der er bestemt scener, hvor filmens temperatur og temperament er velgørende. Som når de to ser VM-finale sammen eller taler om ABBA.

Men overordnet er skildringen af en mand, der var overhoved for en milliard katolikker og manden, der er det i dag, og som begge har en kompliceret og kompleks fortid, simpelthen for gemytlig. For lun, simpelthen.