Anton Bruckners eftermæle har været noget blandet, og den østrigske komponist, der levede fra 1824 til 1896, har i perioder været groft undervurderet – så meget, at en nyere dokumentarfilm om ham har fået titlen ”Das verkannte Genie”, det miskendte geni. Den indgår som en bonusskive i en ny indspilning af hans ni symfonier, hvor den russiske dirigent Valery Gergiev, årgang 1953, står i spidsen for München-filharmonikerne, som han er chef for – ved siden af sine mange pligter i hjembyen Sankt Petersborg.
Bruckner var i høj grad et barn af det 19. århundrede, og hans symfonier er ikke så visionære eller voldsomt banebrydende som eksempelvis Gustav Mahlers, men dybt rodfæstet i traditionen fra Haydn, Beethoven og Schubert. Det vedkendte den beskedne mand sig gerne. Men han udviklede alligevel hurtigt sit eget særpræg. Først og fremmest var hans værker umådeligt lange. Man har så ofte sammenlignet hans symfonier med katedraler, at det efterhånden er blevet noget af en kliché. Da jeg for mange år siden hørte Herbert Blomstedt dirigere hans 8. symfoni ved en mindeværdig koncert i Edinburgh, fik jeg efterfølgende mulighed for at tale med den svenske dirigent og fik blandt andet en forklaring på længden af Bruckners symfonier:
”De skulle være så fuldendte som menneskeligt muligt, værdige til at stå ved siden af Guds skaberværk. Når man hører Bruckner, må man lægge de flygtige ting i tilværelsen til side. Det kan sammenlignes med at vandre ud i naturen, op i bjergene.”
Bruckner indgår med sine ni stort anlagte symfonier i en musikhistorisk tradition, der begyndte med Beethovens og Schuberts sene symfonier og over Bruckner fører os videre til Gustav Mahler. Der hviler i forbindelse med alle disse komponister en sær magi eller måske snarere en slags forbandelse over nitallet. Erfaringen kunne nemlig synes skæbnebestemt: Når man havde komponeret sin niende symfoni, var ens livsbane afsluttet. Selv nåede Bruckner ikke at blive helt færdig med sin nier, inden Vorherre kaldte ham hjem til sig – billedet er ikke malplaceret, men snarere træffende for en komponist, der havde dedikeret denne symfoni til ”den kære Gud”.
Som person var han en sær snegl, ydmyg og usikker på sig selv, hvad der ikke alene afspejlede sig i hans mange bearbejdelser og talrige versioner af sine værker, men også i hans kejtede forhold til kvinder – og til andre komponister. Således havde han for vane at tiltale kollegaen Franz Liszt som ”Deres Nåde” – og det var næppe ironisk ment. Både Liszt og Richard Wagner fik med deres avancerede harmonik for øvrigt stor betydning for Bruckners musikalske udvikling.
I betragtning af at kristendommen er hele klangbunden i Bruckners værk, og at han arbejdede som organist i Sankt Florian-katedralen uden for Linz, føles det såre naturligt, at netop denne kirke er blevet skueplads for den samlede indspilning af de ni symfonier, der fandt sted i løbet af tre gange tre koncerter ved Bruckner-festivalerne i september 2017, 2018 og 2019. I alle tilfælde med München-filharmonikerne, dirigeret af Valery Gergiev. De er samlet i en luksusboks, der rummer seks dvd’er og fire blu-rays – men i modsætning til den Mahler-boks, der for nyligt blev anmeldt her i avisen, besynderligt nok ingen cd’er. Men lydsiden er på både dvd og blu-ray aldeles glimrende. Desuden får man den omtalte dokumentarfilm med i købet, ligesom en hardcover-bog på engelsk og tysk med titlen ”Anton Bruckner – on Becoming a Genius” (eller ”Vom Werden eines Genies”) – og endelig nogle af komponistens håndskrevne ark (en slags cv) som prikken over i’et.
Billedsiden og lydsiden går som antydet op i en højere enhed. St. Florians smukke kirkerum passer fortrinligt til musikken – og det er noget af en oplevelse at se Gergiev udfolde sig foran orkestret med sine mere end daggamle skægstubbe og sit brændende blik samt de stedse flagrende fingre, hvad enten han nøjes at dirigere med dem eller bruger en dirigentstok, der ikke er meget længere end en tandstikker.
Orkestret er i absolut verdensklasse, og Bruckners musik er meget hørbart en del af münchenernes dna. Der er i mere end én forstand ikke langt fra Linz til München, og mange af musikerne må mindes dengang, den berømte og kontroversielle rumænske maestro Sergiu Celibidache (1912-1996) i sin karrieres tusmørke førte dem ind i Bruckners særegne verden. Celibidache var kendt for sine ekstremt langsomme tempi, der blev strakt til det yderste, men til gengæld gjorde musikken velsignet transparent, også i de mange sekvenser hvor messingblæserne – et såre vigtigt element i enhver Bruckner-symfoni – dominerer lydbilledet.
Enhver lytter er jo sin egen herre, når han eller hun åbner den sorte boks og går i gang med at lade de grandiose værker smælde i sin stue. Men jeg vil anbefale, at man begynder med den fjerde symfoni, der fik tilnavnet ”Den romantiske”, og som Bruckner selv har givet en malende beskrivelse af. Således fik førstesatsen disse stikord med på vejen: ”Middelalderlig by – morgengry – fra bytårnene lyder reveillen – på stolte heste galoperer rytterne ud i det fri – skovens trolddom omslutter dem – det bruser i skoven, der lyder fuglesang …”
Afslutter man sin Bruckner-odyssé med den niende og sidste symfoni, er det sidste indtryk, kameraet indfanger, Bruckners gravmæle i kirken. Det føles så inderligt rigtigt, at den fromme mand er stedt til hvile under hvælvingerne i denne pragtbygning.