Prøv avisen

Antons onde drømme

Katrine Marie Guldagers roman "Anton og nattens dæmoner" kræver en voksen samtalepartner. Men det er måske også meningen?, spørger Kristeligt Dagblads boganmelder.

Katrine Marie Guldager tager modigt livtag med barnesindets smertepunkter

Som barn følte jeg mig indimellem helt forladt. Jeg hørte stemmer. Jeg talte med tingene, og de talte til mig. Jeg var mørkeræd, og jeg havde gentagne mareridt af den slags, hvor man hver gang ved præcis, hvordan det ender

Jeg tror, at mange børn har det ligesådan selvom de måske ikke siger det til nogen. Og derfor tror jeg også, at de med lettelse vil genkende sig selv i Anton, den 10-årige dreng, der er hovedperson i Katrine Marie Guldager og Kirsten Raagaards billedbøger: Anton og sorgens pil (2008), Anton og tingenes sjæl (2010) og nu Anton og nattens dæmoner.

LÆS OGSÅ: Håb i dyndet

Det er mørke, men også varme billedbøger i stort format for det er voldsomme tanker og følelser, det handler om. Teksten er til gengæld enkel og afdæmpet og sat op i korte linjer nærmest som prosadigte der umiddelbart læses langsommere, mere opmærksomt.

Bøgerne begynder alle med den samme enkle konstatering: Anton er en dreng på ti år, og han har længe haft på fornemmelsen, at noget er galt. Helt, helt galt. Og denne gang er det så galt med nattesøvnen, for Anton har onde drømme fulde af dæmoner. Det er små, sorte, tomt stirrende kranier, der om morgenen følger den trætte dreng ud i køkkenet til havregrynene og med over i skolen, hvor de myldrer truende rundt i skolegården og gør matematiktimens regneopgaver med rigtigt og forkert til en sand befrielse. For dæmonerne gør bare, hvad der passer dem.

Det gør Antons forældre også. De har travlt med deres, og de hverken ser eller hører, hvad drengen forsøger at fortælle dem. Og selv Nanna, der skal passe Anton efter skole, sætter ham bare af hos sin mor, da kæresten kalder. Men det hjælper alligevel at sidde i hendes store, bløde sofa, for Anton får lyst til at spørge hende, hvorfor han drømmer så dårligt. Svaret er psykoanalysens klassiske fint formuleret i øjenhøjde med barnet, når Nannas mor forklarer, at når man drømmer dårligt, så er det som regel noget, man er ked af. Eller vred over. Hvis der er noget, man skjuler, så kan det ske, at det dukker op i drømme. Nå, siger Anton. Han forstår ingenting.

Men da han kommer hjem til sin mor og far, forstår han pludselig alt for godt, hvad der er galt og så bliver han gal! Det hjælper på nattens dæmoner, som han bedre kan magte, når han ved, at det er vreden på forældrene, der kommer i dæmonernes skikkelse. Og på den måde bliver spørgsmålet om de onde drømme udmærket forløst. Men problemet med de fraværende forældre står altså tilbage; Anton må selv klare sine problemer sammen med andre og mere omsorgsfulde voksne. Og på dobbeltopslaget til sidst er drengen kæmpestor og helt alene i verden trods den noget overraskende henvisning til Guds eget skaberværk.

Det er modigt af Katrine Marie Guldager at tage livtag med barnesindets smertepunkter, men det lykkes ikke helt så godt som tidligere i Anton og nattens dæmoner. Bogen kræver i hvert fald en voksen samtalepartner. Men det er måske også meningen?