Prøv avisen
Kommentar

Antorini har svigtet i kanon-debatten

Henrik Ibsen er sammen med Klaus Rifbjerg blevet optaget i danskfagets kanon - Klaus Rifbjerg og Martin A. Hansen er røget ud.

En litteraturkanon for folkeskolen og gymnasiet kan være god for litteraturdebatten, men når den uden diskussion ændres af embedsmænd i Undervisningsministeriet, bliver den til dræbende topstyring

Jeg må have sovet i timen. Og det må have været en ordentlig morfar. Der har været en offentlig høring om ”Nye fælles mål” for folkeskolen og gymnasiet i maj/juni 2014, herunder forslag til ændring af den obligatoriske litteraturkanon. Og jeg har ikke hørt en lyd til den høring. Jeg har ikke set et eneste debatoplæg om, hvem der bør være med på en revideret kanonliste. Det er ærgerligt, for nu har et udvalg foreslået, at Martin A. Hansen og Klaus Rifbjerg skal udgå af den nuværende liste til fordel for Tove Ditlevsen og Henrik Ibsen, og det hele er vedtaget i Folketinget.

Det er ikke, fordi jeg har det mindste imod de to nye forfattere, men jeg synes nok, at det var en diskussion værd, hvem der skal med i kanon. Det er jo ikke ligegyldigt, hvem der er med, for det bestemmer i vid udstrækning, hvad vores børn og unge skal møde i deres skoletid.

Dengang tilbage i 2004, da den første obligatoriske litteraturkanon blev indført, havde der været en livlig diskussion, før den blev til. Og den førte også selv til en diskussion, der blandt andet gik på, om der var få for få kvindelige forfattere med på listen. Der var også nogle, der mente, at der var uforholdsmæssigt mange forfattere med fra en snæver peroder fra 1880 til 1920. Her var nemlig både Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø repræsenteret ud af femten mulige.

Men der blev taget en beslutning dengang, og gemytterne faldt til ro i tillid til, at den obligatoriske litteraturkanon inden for en overskuelig tidshorisont ville blive sat til diskussion igen og altså kunne ændres. Nu har vi så fået den ændret - men helt uden diskussion.

Da jeg nu har sovet så grundigt timen, har jeg slået op på Infomedias oversigt over, hvad der er skrevet i de danske aviser om den nye litteraturkanon - og der har intet været. Jeg har også slået efter på nettet for at finde en debat - men det var også forgæves. Der har ikke været nogen offentlig diskussion af kanon - og det er på alle måder rigtig skidt.

Da litteraturkanonen blev til, var der mange, der ikke brød sig om den, fordi den blev dikteret af ministeriet. Jeg var ikke enig i den kritik, idet jeg henholdt mig til, at den jo kun var midlertidig og selvfølgelig ville blive sat til diskussion igen. Det var en del af meningen med den kanon, at den skulle bevidstgøre os om nogle valg, som vi som lærere altid tager, og at den skulle vække diskussion om værker og værdier. Der var nogle af os, der gerne ville have den rettesnor, som kanon er, men forudsætningen var så sandelig, at den stod til stadig diskussion.

Og det er da her, at det går helt galt for Undervisningsministeriet. Der har ikke været lagt an til nogen debat. Undervisningsminister Christine Antorini har ikke grebet chancen for at få en litteraturdiskussion i gang og involvere dansklærerne. Endnu en gang demonstrer Antorini manglende vilje og evne til at lytte til de lærere, hun er sat til at bestemme over. Og formanden for den arbejdsgruppe, som har foreslået ændringerne, Lise Vogt fra ministeriet har, så vidt jeg kan se, aldrig skrevet en kronik eller et debatoplæg med et udsagn om noget som helst.

Her i avisen sagde hun i tirsdags, at ”kanonlisten gerne må være en dynamisk liste, som man indimellem tager stilling til og fornyer”.

Ja da, spørgsmålet er bare hvem ”man” er. I dette tilfælde er det et udvalg, der hovedsageligt har bestået af embedsmænd fra Undervisningsministeriet, og de har øjensynligt ikke har været det mindste interesseret i nogen form for offentlig debat. Hermed har vi forpasset en ganske udmærket anledning til igen at sætte vores gode forfattere til diskussion.

Vi kan selvfølgelig aldrig blive helt enige om, hvem der bør optræde på en sådan liste, og i sidste ende må der være nogen til at skære igennem, sådan som det også skete, da Jørn Lund var formand for kanonudvalget i 2004. Men selve debatten må til. Det er den, der kan få vores ældre litteratur til at leve og betyde noget. Når en række embedsmænd i al stilhed ændrer på kanon efter præmisser, der ikke er lagt frem, så er de godt i gang med at gravlægge den ældre litteratur, og det kan vi ikke leve med.