I 1945 fandt nogle egyptiske bønder ved byen Nag Hammadi en gammel forseglet krukke, der til deres store skuffelse ikke indeholdt guld og ædelstene fra det gamle rige Egypten. Der lå bare 13 læderindbundne papyrusbøger! Var det noget? En lokal skolelærer tog bøgerne under armen og solgte dem til en antikvitetshandler i Cairo. Derefter gik det stærkt.
Nyheden om dette fund, der blandt andet indeholdt Thomasevangeliet, kom ud over hele verden. En ny kilde til Jesus var tilsyneladende fundet. Begejstringen i bibelforskerkredse var stor. Selve håndskrifterne fra Nag Hammadi er skrevet på det egyptiske sprog koptisk i begyndelsen af det fjerde århundrede efter Kristus, men indholdet rækker meget længere tilbage. Der er ting i Thomasevangeliet, der kan måle sig i alder med Det Nye Testamente. Nogle forskere vil datere skriftet i sin græske oprindelse som værende fra år 50, hvilket gør det lige så gammelt som de ældste Paulus-breve. Derfor bliver dette evangelium og de øvrige skrifter i Nag Hammadi-fundet af stor vigtighed.
Der gik nogle år efter fundet, inden forskere kunne begynde at studere og oversætte det gamle skrift. Det blev forunderligt nok en ung dansk teolog, der fik lov til at åbne skriftet efter de godt 1500 år i den forseglede krukke. Suezkrisen i 1956 havde bevirket, at alle vestlige forskere på nær danskeren Søren Giversen var blevet udvist. Derfor sad han nu alene med opgaven. Han skælvede, da han læste begyndelsen af skriftet: ”Dette er de hemmelige ord, som den levende Jesus talte, og som Didymos Judas Thomas skrev ned.” Herefter følger 114 sætninger af Jesus, de såkaldte logier. Der er ingen handling i Thomasevangeliet. Intet juleevangelium, ingen lidelseshistorie, ingen opstandelsesberetning. Kun ord sagt af Jesus.
Søren Giversen var straks klar over, at han her stod over for noget enestående. Han forlod ikke bygningen med skriftet i fem dage. Arbejdede utrætteligt med at læse og skrive det af. Han udgav allerede i 1959 den danske oversættelse af Thomasevangeliet. Sidenhen beskæftigede han sig hele sit liv med Nag Hammadi-teksterne, holdt mange foredrag, og der blev lavet en dokumentarfilm, ”De hemmelige ord” af Anne Hjort og Lone Alstrup, om ham og fundet.
Nu har sognepræst i Nyborg Marianne Aagaard Skovmand taget tråden op fra Søren Giversen. Hun har nyoversat Thomasevangeliet og kommenteret det. Det gør hun rigtig godt. Hun har nogle korte, klare kommentarer til hvert logion.
Hun gør meget ud af forbindelsen til Det Nye Testamente og til den såkaldte tokildehypotese, der går ud på, at Markusevangeliet er det oprindelige evangelium, som senere Matthæus og Lukas benytter sig af, samtidig med at de har haft en ekstra kilde (kaldet Q efter det tyske ord for kilde: Quelle ). Dette Q-dokument er ikke omtalt nogle steder i gamle skrifter, men det kunne være Thomasevangeliet eller Thomasevangeliet kunne vise hen på det.
Marianne Aagaard Skovmand fortæller i sin indledning til selve skriftet, at det er brugt i østsyriske vandreprædikant-kredse. Det vil sige, vi har at gøre med en tidlig østlig kirketradition, hvor man har haft Thomas som sin aposteltradition, hvor vi i vesten har Peter. Det passer også godt med, at Peter i skriftet ikke fylder meget, men det gør Thomas og Herrens bror, Jakob.
Man må sige, at Jesus-billedet her afviger en del fra den autoriserede bibel, der blev til i slutningen af det fjerde århundrede. Desuden er der i skriftet en anden fokusering på de kvindelige disciple, idet både Maria Magdalene og Salome omtales. Jesus tager Maria i forsvar, da Peter ikke mener, at hun er ”værdig til livet”, det vil sige, at han mener, at hun ikke hører med i gruppen omkring Jesus. Der får Peter en irettesættelse, der vil noget!
Det er spændende at læse Marianne Aagaard Skovmands bog, og hun fortjener stor anerkendelse for sin præstegårdsteologi.