Blandt de mange referencer i denne urovækkende og overdådige novellesamling fra et Bagdad i opløsning optræder blandt andet et citat af svenske Ingmar Bergman: ”Hvordan kan jeg få mit personlige liv til at harmonere med min bevidsthed om, at en verden falder fra hinanden foran mig?”.
Citatet er sigende for de i alt 13 noveller, der primært foregår i et lovløst, hærgende samfund i tiden før og efter Saddam Husseins fald.
Amerikanske styrker vælter statuen af diktatoren i én novelle, mens Kuwait angribes af Irak i en anden. Historisk genkendelige begivenheder fra 1990'erne og 2000'erne optræder dog blot som baggrundstæppe i disse intense noveller, der i stedet lader ulykker og meningsløs vold træde i forgrunden. Almindelige mennesker traumatiseres, deres verdener sønderrives.
Helt overlegent indfanges en irakisk eller måske til alle tider menneskeligt genkendelig krisetilstand. Det gøres med skarp absurditet, nøgternhed og smukke poetiske glidninger ud af det realistiske.
I titelnovellen ”Den irakiske Kristus” beskrives oplevelsen af en udvidet virkelighed, når meningsløsheden indtager den enkeltes liv: ”I et glimt blev virkeligheden elastisk og hang ikke længere sammen, det irrationelle begyndte”. Novellen handler om en kristen soldat, der pludselig en dag på en café står over for en rystende, ung mand med et bombebælte om maven, presset til at udføre sin gerning. Soldatens mor er også på caféen. Han overtaler den unge selvmordsbomber til at overlade bombebæltet til ham, mod at hans mor får lov at forlade caféen.
Sådan kan barmhjertighed se ud midt i et vanvid. Allusioner til Kristus optræder også i den sidste novelle med titlen ”Tusind og én kniv”, der desuden spiller på udsættelsen af døden som i ”Tusind og én nat”. Hovedpersonen kæmper for sit liv ved at få knive til at forsvinde ud af hænderne på terrorister omkring sig. De forsvundne knive dukker vist nok op i en andens have og sælges som antikviteter på et marked. Sådan kan våben omskabes i en novelle, og selvom hovedpersonen ender med at blive korsfæstet, går den forvandlende egenskab i arv. Der er håb for fremtiden.
Den egentlige virkelighedsforvandler er imidlertid litteraturen selv i disse noveller, der på mange forskellige måder har fokus på forholdet mellem grusomme begivenheder, der fortaber sig, og reelle traumer. At omgås disse traumer med andre historier er en strategi, som personerne i novellerne benytter, og novellerne benytter selv samme strategi ved at arbejde med et stærkt billedsprog, drømmeagtige elementer og et udsigelsesniveau, hvor der springes mellem forskellige stemmer.
Billedsproget kan være symbolsk som i novellen ”En ulv”, hvor hovedpersonen med navnet Hassan Blasim kommer hjem til sin lejlighed i Finland efter en lang dag, smider tøjet og løber ud på badeværelset for at skylle sig. Pludselig går det op for ham, at der står en livagtig ulv på spring inde i stuen. Han bliver nødt til at tage kampen op. Andre gange er selve handlingen udlagt til en udvidet virkelighed som i novellen ”Hullet”. I hullet vogter en gammel mand over en russisk soldats lig. Tidligere har den gamle mand både undervist i poesi i Bagdad og været lygtemand i en helt anden tid, under det abbasidiske kalifat.
Novellen er en fortælling om, at selvom verden kan falde sammen for øjnene af en, kan den også skabes igen på nye måder, den enkeltes personlige liv kan genfindes mange steder, til andre tider. Fortælleren, der i øvrigt tilfældigt er drattet ned i hullet, tænker: ”Jeg havde lyst til at finde tider jeg havde eksisteret i, spredt rundtomkring på steder jeg havde troet var indbildte. Min bevidsthed bevægede sig som en vogn i forlystelsesparkens rutsjebane. Jeg betragtede de hvirvlende snefnug, og så var soldaten og hans kopi forsvundet. Mine øjne var åbne og min hjerne sov. Jeg kan have sovet i hundredevis af år.”.
Forfatteren Hassan Blasim, der også er filmskaber, har siden 2004 boet i Finland, og enkelte noveller foregår i hans nye land eller langs flugtruter gennem Tyrkiet og Ungarn. Voldtægter, tortur, tilfældige og gruopvækkende drab, og en gennemgribende råhed optræder som en konstant i ”Den irakiske Kristus”, men side om side med håb, poesi, forvandling og omskabende strategier. Blasim er blevet kaldt magisk realist, men han er det med kant fra Kafka og med litterære strejf fra både Beckett og ”Tusind og en nat”. Jeg kan stærkt anbefale disse noveller til mørke efterårsaftener, de er grusomme, intenst poetiske, aktuelle og fremragende oversat af Ellen Wulff.