Vellykket værk svarer på næsten alt, hvad man ønsker at vide om arbejderklassens digter

Nyt kæmpeværk om Martin Andersen Nexø omfavner både livet, helheden og socialismen. Spændende litteraturhistorie

Martin Andersen Nexø ses her tale i Fælledparken i københavn på sin 76-årsfødselsdag den 26. juni 1945. –
Martin Andersen Nexø ses her tale i Fælledparken i københavn på sin 76-årsfødselsdag den 26. juni 1945. – Foto: Ritzau Scanpix

Hvem var han, denne mand fra dybet, som gennem sit forfatterskab kom til at optræde i rollen som proletariatets digter 1900-1950? Det er det spørgsmål, som Henrik Yde forsøger at besvare i sin stort anlagte bog om Nexøs liv og værk. Det er blevet et meget vellykket værk, der med sine mange detaljer svarer på næsten alt, hvad man kan ønske sig at vide om Nexø og hans vekslende ”samtider”.

Også forlaget har strengt sig an og har lavet et stort leksikonagtigt bind med illustrationer og store sider med dobbelte spalter. Men det er jo også 150-året for Martin Andersens fødsel (1869-1954), han, der siden tillagde sig Nexø som forfatternavn, kendt over næsten hele kloden for sine to kæmperomaner ”Pelle Erobreren” (1906-1910) og ”Ditte Menneskebarn” (1917-1921).

I sine ”Erindringer” (1932-1939) karakteriserer han sig selv således:

”Gennem hele Livet har den Følelse fulgt mig, at jeg var to: Et Jeg som ingen kunde gaa i Rette med, saa suverænt hævet over al Tvivl og al Kritik var det; og et andet jeg af skrækkelig mislykket Art, som JEG holdt i Hænderne og skulde se at faa Form paa.”

Det var grundtvigianerne, først på Bornholm og senere i Askov, der hjalp ham på vej og fik uddannet arbejderdrengen til lærer og til forfatter. Omkring 1900 hældede han en overgang mod nihilismen, blandt andet med romanen ”Drys”, men da han skrev på ”Pelle Erobreren” få år senere, svingede han tilbage til det grundtvigske lyssyn, overskuddet og opdriften midt i alle trængslerne.

Arbejderføreren Pelle fik midt i sin socialisme indbygget en god portion religiøsitet, der stammede fra Grundtvig. Det har Yde tidligere skrevet disputats om, så det er et tilbagevendende tema i også denne nye bog.

Men ellers er der et orgie af oplysninger om Nexøs liv og dertil flot tilrettelagte korte gennemgange af romaner, noveller og artikler. Bogen er virkelig spændende litteraturhistorie med stadig vekslen mellem de litterære værker og de forskellige kulturelle og politiske situationer, de indgik i.

Men i dag er Nexø næsten umulig at introducere til selv danskstuderende. Alene bøgernes omfang er frastødende. Og så al den arbejderbevægelse, al den fattigdom, al den fortid, som ligger uforståelig hen med mennesker, der næsten ingen hjælpemidler havde, som vi har dem i dag. I en sådan situation kan Ydes bog måske kalde Nexø frem som en stadig brugbar forfatter? Her er i hvert fald samlet så mange oplysninger, at den uforståelige fortid ikke skal være grunden til ikke at læse Nexø.

Yde står på skuldrene af den tidligere Nexø-forsker Børge Houmann. Houmanns trebinds biografi var mere anlagt på Nexøs offentlige fremtræden, hvorfor Yde i stedet lægger vægten på ”digterens oplevelsesverden, dens udvikling og dens indre sammenhæng”. I Nexøs personlighed ”stod modsætningerne i kø”, skriver Yde, ”Generøsitet og forfængelighed, sårbarhed og brutalitet, kvindedyrkelse og mandschauvinisme, trofasthed og promiskuitet, mindreværd og selvovervurdering, selverkendelse og selvsuggestion, skarpsyn og blindhed, hjertevarme og vrede”.

Og det bliver godt eftervist i den kronologiske fremstilling af Nexøs liv med atbejderbevægelsen, socialdemokraterne, syndikalisterne og senere kommunisterne i Sovjetunionen, et rige, Nexø naivt så som gennemførelsen af Grundtvigs ”håbsfortælling”.

Men også hans liv med de tre koner, det efterhånden blev til, bliver der plads til og til et hav af børn, der efter Anden Verdenskrig kunne danne en hel Nexø-klan.

Nexø overværede nogle af Moskva-processerne i slutningen af 1930’erne, hvor Stalin skaffede sig af med mulige modstandere, men Nexø gennemskuede ikke de falske tilståelser hos personer, han endda havde mødt.

Han tålte ingen modsigelse af det, han hævdede var realiseringen af den revolutionære drøm i Sovjetunionen. Hans naivitet og uskyldighed var meget omfattende, men hans tro på godheden og fællesskabet mellem mennesker var lige så stor, og det gav ham sikkerhed for, at den menneskelige solidaritet ville sejre til sidst.

Men han blev også arbejderklassens litterære talerør, fordi han formåede at fastholde sin egen religiøse tiltro til livet og helheden midt i alle de ideologiske svingninger, han udførte i sit liv.

Med Ydes fremragende bog får vi lov til at dykke ned i alle disse arbejderklasse-dimensioner 1870-1950 samlet i ét menneske. Alt det, som førte frem til velfærdsstaten.