Prøv avisen

Aristokrat-fruen og australieren

Nicole Kidman spiller den britiske aristokratfrue Lady Sarah Ashley, og Hugh Jackman er den mest australske australier – The Drover – i den helt fantastiske film "Australia". – Foto: SF-Film

"Australia" begynder som en komedie, udvikler sig til en western og ender som et melodrama. Tillige er det en helt fantastisk film

Af Palle Schantz Lauridsen

Af og til skal man bare sige det, som det er med det samme. Baz Luhrmanns "Australia"er en skamløst underholdende film. Et episk mesterværk, der uden blusel lægger sig op ad Hollywoods mest fortærskede og forherligede genreskabeloner, citerer fra adskillige af de helt store, gamle film, fylder godt på med sociale, etniske og kønsmæssige pointer og så tilmed er så overbevisende vitalt filmet og fortalt, at man skal være lavet af sten, træ og metal på én gang for ikke at blive revet med.

Efter et dramatisk anslag starter filmen som en komedie, udvikler sig til en handlingsmættet western og slutter som et melodrama. Ind over det hele ligger først en god portion Crocodile Dundee, siden "Troldmanden fra Oz", "Borte med blæsten" og så selvfølgelig en del australsk historie krydret med mystiske troldmænd, pengegriske kvægbaroner, hævngerrige opkomlinge og invaderende japanske soldater. Og så er der ikke plads til underdrivelser.

Filmen, der har Nicole Kidman og Hugh Jackman i hovedrollerne, begynder i 1939. Den følger den britiske aristokratfrue Lady Sarah Ashley (Kidman), der tager til Australien for at bringe orden i sin derboende mands kvægfarm. Da hun kommer frem, er manden lige blevet slået ihjel, og så står hun der med sine fine manerer, sin voldsomme stædighed og 1500 stykker kvæg, der skal drives til havnebyen Darwin. Hun har bare ingen til at gøre arbejdet, men med en del snilde får hun overtalt Australiens mest australske australier, The Drover (Jackman), til at lede en broget flok af mænd og kvinder, børn og voksne, hvide, aboriginere og ikke mindst knægten Nullah. Han er filmens fortæller, og hans problem er, at hans far er hvid og hans mor er aboriginer. Den slags bastarder og de hedder noget, der er meget værre i filmens sprog er jaget vildt, der skal på genopdragelse på særlige missionsstationer, hvor de skal reddes fra de oprindelige australieres ukristelige kultur!

Det er kun Baz Luhrmans fjerde film. Men når der på ens CV står både den forførende dansefilm "Strictly Ballroom"/"De forbudte trin", den hårdtslående version af Shakespeares "Romeo og Julie" og ikke mindst den fantastiske, "La Bohème"-inspirerede "Moulin Rouge", er forventningerne høje. Og dem mere end indfrier Luhrman i de to timer og 45 minutter, filmen varer. Billederne er storslåede ligesom de computerskabte special effects; de kærlige genrepasticher er skarpt skårne, de elskende mødes og skilles, så det både er en gru og en glæde, og de gode vinder, og de onde græder, mens det store filmorkester spiller, og filmcitaterne flyver gennem luften og helt der op "over regnbuen", hvor Judy Garland sang sig op i "Troldmanden fra Oz".

Han kan bare det der med at kaste de gamle historier og klicheer op i luften og så samle det hele på nye måder, når det er faldet ned igen. Nye måder, der giver fornyet liv i en ny verden. Det er populærkultur, når det er allerbedst.

Australia. Instruktion: Baz Luhrmann. Australien 2008. Premiere 1. juledag over hele landet.

kultur@kristeligt-dagblad.dk