Arkæologer genskaber gulvmønsteret fra det jødiske tempel i Jerusalem

Omkring 600 stykker af farvede gulvfliser er fundet i jord, der er kørt væk fra Tempelpladsen i Jerusalem. Arkæologerne har fået stykkerne til at passe sammen i mønstre, der vidner om templets pragt, siger den arkæologiske projektleder

”Flisestykkerne passede perfekt sammen,” siger Frankie Snyder, en af de eksperter, der har arbejdet med restaureringen.
”Flisestykkerne passede perfekt sammen,” siger Frankie Snyder, en af de eksperter, der har arbejdet med restaureringen. . Foto: Temple Mount Sifting Project.

Det er den vigtigste helligdom i jødedommen og bliver i den religiøse litteratur ofte beskrevet som et af de mest overvældende bygningsværker i historien. Alligevel er det meget begrænset, hvad arkæologer har haft held til at udgrave fra det jødiske tempel i Jerusalem, der blev lagt i ruiner af romerne for snart 2000 år siden.

Derfor betragter arkæologer i Jerusalem det som noget nær en sensation, at det er lykkedes dem at genskabe, hvad de mener er gulvmosaikker fra templets søjleindgang.

”Det giver os en idé om templets enorme pragt,” siger Zachi Dvira, leder af Templebjergets Finkæmningsprojekt, der står for udgravningen, i en pressemeddelelse.

Han understreger, at det er første gang, at det er lykkedes at genopføre dele af templet, der stod i Jerusalem fra år 516 før vor tidsregnings begyndelse og frem til år 70 efter. I dag er Grædemuren den eneste del af tempelkomplekset, der stadig eksisterer.

Arkæologerne har fundet omkring 600 dele af farvede gulvfliser, der er slebet til at passe sammen i forskellige mønstre. Indtil videre har eksperterne sammensat brudstykkerne af gulvfliserne til syv forskellige mønstre, der primært består af trekanter, kvadrater og stjerneformede sten.

Stilen er den samme, som man har fundet ved andre store paladser i området fra samme tid.

”Flisestykkerne passede perfekt sammen. Man kunne ikke engang presse en skarp kniv ned mellem dem,” siger Frankie Snyder, en af eksperterne, der har arbejdet med restaureringen, til avisen Haaretz.

En af grundene til de få fund fra det jødiske tempel er, at Klippemoskéen og al-Aqsa-moskéen i dag står på pladsen, hvor templet engang lå. Den fælles muslimske og jødiske helligdom gør pladsen til et af de mest omstridte steder i verden og har gennem tiden gjort det meget lidt tilgængeligt for arkæologer.

I 1999 udførte den muslimske ledelse af pladsen et kontroversielt bygningsarbejde på pladsen og kørte flere hundrede vognlæs jord væk. Siden 2004 har det israelske Templebjergets Finkæmningsprojekt været i gang med at si jorden, og det er her, at flisestykkerne er dukket op.

Det er en metode, der er flere udfordringer ved, forklarer Carsten Vang, lektor i Gammel Testamente ved Menighedsfakultetet i Aarhus og medredaktør på Selskab for Bibelsk Arkæologi.

”Der går en del oplysninger tabt, når jord bliver hældt på lastbiler, læsset af og blandet med andet affald. For en arkæolog er der mindst lige så meget viden at hente fra lagene i jorden som fra selve de udgravede genstande,” siger han.

Ikke desto mindre har man over årene udviklet metoder til også at få præcis viden ud af genstandene fra filtreringsarbejdet med jorden fra Tempelpladsen, forklarer han.

”Når alt kommer til alt, så er fliseskår stadig fliseskår. De ændrer ikke farve og form af at være blevet gravet op og flyttet.”