I andet afsnit af ”Historien om Danmark” tog DR hul på bronzealderen. Det blev et meget vellykket afsnit af serien, hvor vi så en mere helstøbt og naturlig sammenhæng mellem fortæller, dramatiseringer og eksperter, der viser, at når det valgte format virker, ja så virker det rigtig godt.
Lars Mikkelsen havde skruet lidt ned for teaterrøsten i forhold til første afsnit, og manuskriptforfatterne havde også skåret ned på de mange ukonkrete henvisninger til ”vi” og ”vores”. Begge dele var med til at få emnet til at fremstå klarere.
Og selvom afsnittet hed ”Metallernes tid”, var hovedemnet bronze og bronzealderen. Vi følger udviklingen, fra metallet først blev introduceret, og bliver præsenteret for den gennemgribende betydning, det fik for livsmønster og samfundsstruktur. Særlig vægt bliver der lagt på handelsudvekslingen med rav fra nord og bronze fra syd, og den store rejseaktivitet dette medførte i perioden.
Det bliver fint personificeret af de dramatiserede scener. Vi følger en ung mand, der i seriens start finder en klump rav ved kysten. Senere drager han sydpå og vender hjem med bronzesværd og ingen ringere end Egtvedpigen.
DR’s historieserie har valgt at lægge stor vægt på de tidlige perioder, og hele to afsnit af 10 handler om tiden før vikingerne. Til sammenligning brugte Erik Kjersgaard kun et afsnit ud af 12 på denne periode i sin danmarkshistorie fra 1982. Det skyldes givetvis, at arkæologien er populær i disse år, hvor nye museer som for eksempel Moesgaard fejrer store succeser, og hvor det er blevet en folkesport selv at gå på jagt efter danefæ med metaldetektor.
I ”Historien om Danmark” ser vi også en del af forklaringen på populariteten. Jagten på Skrydstrup-pigens ophav med udboring af tænder, jordprøver og strontiumanalyser er både god videnskabsformidling, men også godt tv på grund af den maleriske modsætning mellem de oldgamle menneskerester og det højteknologiske miljø de analyseres i.
Selvom dramatiseringerne er professionelle og gode til at tilføre liv, er de også seriens akilleshæl, når de skal illustrere datidens følelsesliv. Når vi ser den unge bronze-alderknægt forlade den fædrene gård og drage afsted, mens hans far og mor vinker sørgmodigt farvel i døråbningen, ligner han mere en ung gut fra Jylland, der skal flytte på kollegie i København for at læse litteraturvidenskab. Det virker i hvert fald ikke som et helt over- bevisende bronzealder- scenarie.
Til gengæld er sekvensen med gravlægningen af Egtvedpigen, som vi har fulgt hele vejen fra det nuværende Sydtyskland, både flot og illustrativ. Og den viser, at når det lykkes at få fortælling, dramatisering og arkæologiske fund til at gå op i en højere enhed, så fungerer det rigtig godt.
Andet afsnit af ”Historien om Danmark” løfter sig over seriens første afsnit, der til sammenligning var lidt mere vaklende og ufokuseret. Måske fordi det var svært at finde ud af, hvad man rent faktisk skulle sige om en så fremmed tid, som vi ved så lidt om. Set i bakspejlet kunne man givetvis godt have slået de to første afsnit sammen til et, som også Kjersgaard gjorde det.
Indtil nu har ”Historien om Danmark” fortalt os om tider, der er fremmede for de fleste. Dette ændrer sig fuldstændig fra på søndag, hvor turen er kommet til noget, vi alle har en forestilling om – nemlig vikingetiden.
Det bliver spændende at se, hvad DR vil fortælle om et emne, som er blevet fortolket i talrige formater i både film, tv-serier, tegneserier og reenactment-grupper, og givetvis for mange danskere står som en nærmest mytologisk storhedstid i danmarkshistorien.
Peter Yding Brunbech er historiker, leder af HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.