Prøv avisen
Bog

Dansk arkitekt efterlod de skønneste gaver til eftertiden

5 stjerner
4Hans Dahlerup Berthelsen står bag godt og vel 50 større og mindre byggerier i København, blandt andet i Fuglebakkekvarteret, Lindevangsgården og Hostrups Have, det grønne funkishus på Nordre Fasanvej og hele Emanuel Olsens Vej på Frederiksberg for ikke at tale om Parkvænget i Charlottenlund. Her er det grønne funkishus på Nordre Fasanvej set fra to forskellige vinkler. – Fotos: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

Navnet Hans Dahlerup Berthelsen fortjener langt større udbredelse, end det har nu, og det hjælper dette gennemsolide værk med. Efter endt læsning værdsætter man virkelig hans fine boligkarréer og rækkehuse i København

Det er et gennemsolidt stykke arbejde, der er indlevet i bogen om den ukendte arkitekt Hans Dahlerup Berthelsen (1881-1939), der har præget store dele af København med sine fine boligkarréer og rækkehuse opført i mellemkrigstiden.

Arkitekten blev blot 57 år, og hver en sten, der har været at finde, er blevet vendt på forbilledlig vis af forfatteren og kunsthistorikeren Leila Krogh, der selv har beboet et af husene i Svanemøllekvarteret og derfor undret sig over, hvem arkitekten var. I dag bor mere end 4500 husstande i hans godt og vel 50 større og mindre byggerier blandt andet i Fuglebakkekvarteret, Lindevangsgården og Hostrups Have, det grønne funkishus på Nordre Fasanvej og hele Emanuel Olsens Vej på Frederiksberg for ikke at tale om Parkvænget i Charlottenlund. Hertil en hel del ejendomme på Østerbro og i Hellerup, hvor vi som læsere forstår, hvorfor en liebhaverbolig var attraktiv på de gode adresser.

Når man i dag handler vin og delikatesser på Sankt Jakobs Plads på Østerbro i København, sker det i en nedlagt benzintank, der hørte til ejendommen, fordi bygherre og arkitekt indtænkte parkering og service som to af fremtidens mangler for beboere i etageejendomme. Det er praktisk arkitektur-tænkning, som kunne være opdateret i bogen i forhold til de nye huse i Ørestad, Bjerget eksempelvis, hvor nutidens arkitekter har ladet p-huset være nøglen til lejlighederne, eller datidens Louisiana i Humlebæk, der skulle kunne omdannes til motel, hvis den skøre idé med et museum for moderne kunst uden for lands lov og ret ikke holdt vand.

Men Leila Krogh holder sig stramt til sin fortælling om Hans Dahlerup Berthelsen, der er ingen svinkeærinder. Hun fokuserer og gennemgår bygningsværkerne og nærmer sig langsomt manden bag historien om de københavnske byggerier og deres tilblivelsesfase og samspillet med tidens entreprenante bygherrer. Det slipper hun godt fra.

At Hans Dahlerup Berthelsen også var entreprenant med sin opofrende og energiske mængde byggerier lå ikke i kortene – og dog. Hans far i Vestjylland fik 20 børn med to kvinder, og det er jo også lidt af en projektering at føre ud i livet.

Faderen var teolog og blandt andet præst på Lemvig-egnen, da Dahlerup Berthelsen blev født. Hans Dahlerup Berthelsen kom i tømrerlære efter sin konfirmation, og ad den vej fandt han til Teknisk Skole og siden Kunstakademiet, hvor han dog ikke tog afgang fra eller havde en særlig glorværdig studietid. Og måske fordi arkitekturen var et brødarbejde, forstod han at benytte ældre og moderne stilarter, at få noget fra hånden frem for at skabe et eget udtryk.

Han så med sine bygherrer på funktionaliteten og fik således greb om det, som vi som almindelige mennesker ønsker os. Bedre boliger til at leve og elske i og i første omgang måske ikke til at betale. Når man læser dette bogværk, er der oplevelser, der rumsterer i ens indre. For man har givetvis passeret et hav af disse bygninger for ikke at sige været inde bag facaden enten i privat regi eller som handlende. Anonymiteten bliver en kvalitet og påmindelse om ikke at gå gennem verden med lukkede øjne, men med åbent sind. Bogen er i sig selv godt håndværk med rolige, på sin vis blide og afdæmpede fotografier af Torben Eskerod. En synlig mangel er, at vi gerne ville lukkes ind i værket og se, hvordan husene ser ud indvendigt, når nu så mange mennesker bebor de eftertragtede huse.

Hans Dahlerup Berthelsens oeuvre har rigelig fylde, men det er svært at få øje på potentialet for regulær berømmelse, hvilket er årsagen til at han indtil denne bogs udgivelse har været et overset kapitel i arkitekturhistorien. Forsøget gøres med forsidens grønne funkishus, og bogen udkommer i 100-året for Bauhaus-skolens etablering.

Men det er, som teksten også fortæller, tvivlsomt, hvad Hans Dahlerup Berthelsen egentlig kendte til og dannede sig efter, hvis ikke lige det var for det almene, som bygherren dikterede. Lejemål som de, der kan betale prisen, vil have. Og det er ikke ment som en kritik af den velstående klasse, der havde og har råd til at købe sundt byggeri. Blot som en konstatering af, at Hans Dahlerup Berthelsen ikke var kompromisløs.

Et velfortalt eksempel er enderækkehuset på Parkvænget i Charlottenlund, hvor forhenværende statsminister Thorvald Stauning (S) ville installere sin elskerinde Sylvia Pio, hvilket krævede en udbygning, konkluderer Leila Krogh. Den forestående livsforandring blev til en bygningsforandring, hvor vi kan se, at alle er lige, men nogle mere lige end andre. Uanset om det er statministeren eller en bygherre, der ville skille sig ud, føjede Dahlerup Berthelsen sig. Der kom en gøgeunge af en bygning uden på den ellers vidunderlige og ensartede rækkehusbebyggelse. Sylvia Pio blev alvorligt syg, og statministeren nåede ikke at føre sin plan ud i livet, men fortrak til sit domicil i Kanslergade på Østerbro.

Da Hans Dahlerup Berthelsen afgik ved døden efter kort tids sygdom, var han ikke blot ukendt, der var også en del gæld i foretagendet og palaver med de forretningsmæssige aftaler, arkitekten indgik med eliten blandt bygherrer, der nok satte mammons lov højere end kunstens. Der var intet synderligt at arve for de efterladte, men for os, der bevæger os rundt i København, er der gaver at hente i form af skønne beboelsesejendomme. Og skulle man have lyst til at komme bag facaderne, kan man se nettets udbud af ejendomsmæglere, der sælger boliger. Blandt andet hvor Hans Dahlerup Berthelsen selv boede, og hvor han havde tegnet hele vejens hvide funkis dobbelthuse: Emanuel Olsens Vej på Frederiksberg, opkaldt efter et medlem af kommunalbestyrelsen. Mere ydmygt bliver det ikke.

0Hans Dahlerup Berthelsen står bag godt og vel 50 større og mindre byggerier i København, blandt andet i Fuglebakkekvarteret, Lindevangsgården og Hostrups Have, det grønne funkishus på Nordre Fasanvej og hele Emanuel Olsens Vej på Frederiksberg for ikke at tale om Parkvænget i Charlottenlund. Her er det grønne funkishus på Nordre Fasanvej set fra to forskellige vinkler. – Fotos: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.