Prøv avisen
Bog

Arkitekten, der er synonym med Aarhus

Aarhus Teater i skønvirkestilen er en af Hack Kampmanns mange signaturbygninger. -

Johan Bender har skrevet den store historie om arkitekt Hack Kampmann, men får desværre ikke det hele med

Det er sin sag at hævde, at der ikke er skrevet om Hack Kampmann (1856-1920), som denne bogs forfatter mener at vide. Nok ikke den store samlede fremstilling, men dog er der adskillige - og gode - bidrag. Men det er mere end 30 år siden, at Arkitektskolen i Aarhus arrangerede sin store udstilling om arkitekten - med herlige foredrag af blandt andre Nils-Ole Lund og C.F. Møller. Kampmann er blandt de helt store i arkitekturen mellem dens nulpunkt i 1870'erne og dens blomstring omkring Første Verdenskrig. Der var kun Herholdt og Bindesbøll som vejvisere. Fra dem blev stafetten grebet af blandt andre arkitekt Hans Jørgen Holm, der blev Hack Kampmanns svigerfar.

Mindst tre store arkitekter af Kampmans generation udgik af præstegårde med deres fortællinger og nationale billeder. Foruden ham selv Ulrik Plesner og Martin Nyrop. Kampmann kom til at virke i Jylland, hvor han også blev kongelig bygningsinspektør. Hans arbejde blev dog sat på spor af brygger Carl Jacobsen på Carlsberg i Valby, idet han engagerede den unge arkitekt til at bygge sin villa og sit glyptotek i Valby.

Et solidt, men dog ret dekoreret hus - med mange meddelelser både i ord og arkitektoniske citater. Siden blev det til et ægteskab med Aarhus, byen ved bugten - byen med tang, fisk, skaldyr og mågeskrig. Her rejstes byens teater, Statsbiblioteket, posthuset, prinseboligen Marselisborg og ikke mindst toldboden. Sammen med arkitekt Charles Ambt skabte han byplanen for det sydlige Aarhus.

Johan Bender har haft sit virke som historielærer på Aarhus Katedralskole, hvor han har lært Kampmanns bygning at kende gennem en lang karriere. Kampmann er på en måde synonym med Aarhus. Dog byggede Kampmann overalt i den jyske provins. Bender har for nogle år siden skrevet om byggerierne på Djursland, herunder jagt-slottet på Kalø. Mærkeligt nok kommer Bender i sin store fremstilling ikke rigtig ind på embedsarkitektens mange gode huse, af hvilke flere er flot beskrevet i en glimrende serie, som Postvæsenets bygningstjeneste udgav for omkring 20 år siden. Bender koncentrerer sig om en række ikoniske huse og går i dybden med dem.

Det er glimrende historieformidling, men der mangler først og fremmest det, der binder hele molevitten sammen. Måske er der en linje fra Italiensrejserne til udbygningen af Glyptoteket i København i begyndelsen af det 20. århundrede og den regelrette, men dog majestætiske klassicisme i Politigården i København. Kampmann døde under arbejdet, der fuldførtes af Aage Rafn og sønnerne, der var unge arkitekter. Vi får blot ikke helt trukket linjen. Historikeren er vel den, der bør se konsekvenser af inspirationer i det store fugleperspektiv.

Vi får sandelig heller ikke fat i den sprudlende Kampmann, der fabulerer i sine huse. Det er, som om Bender er tøvende over for tolkning af dekorationerne. Er det dansk? Er det udenlandsk? Hvad er Kampmanns greb egentlig? Dybest set er han eklektiker på et højere og bedre niveau end sine forgængere. Han samler på motiver, betydninger og referencer - i et samfund, der endnu er kendetegnet ved eliternes klassiske dannelse.

Det er interessant, at de høje tage på toldboden kan føres tilbage til franske slotte i Loiredalen - og at byvåbenet spiller med i byens signalhus mod Aarhusbugten. Jeg ville nok med den tyske kejser mene, at det ville være passende at se mod den tyske ridderborg Marienburg i det nuværende Polen. Kejser Wilhelm bad udtrykkeligt sin arkitekt om at bygge marinestationen i Sønderborg som en parafrase over den. Mon ikke også Kampmann “? Når Statsbiblioteket i Aarhus, nu Erhvervsarkivet, er gennemsyret af spansk/portugisisk romansk og maurisk dekoration, kunne det vel have at gøre med, at Kampmann vil understrege søfartsaspektet i den unge by ved det åbne hav - over for sundbyen København. Det er ikke bevidstløs kopiering, men alt sammen noget, der skal have relevans og betydning netop i Danmark.

Det er ikke alle, der har været betagede af Kampmanns samarbejde med billedhuggeren Karl Hansen Reistrup, der nærmest pladrede bygningerne til i jugendstilsornamenter. C.F. Møller syntes, at det var helt usagligt, at Kampmann således benyttede elpæren som dekorationselement i frisen på en lille tårnagtig tilbygning på Bruun og Sørensens domicil. Kampmann legede - men med en klar fornemmelse for bygningsblokken og dens funktion. Hans forholden sig til fortiden afspejles i diskussionen om hans restaurering af Hellighåndshuset i Randers. Det blev en meget romantisk og stemningsfuld version af et helligåndshus.

Kampmann var blandt dem, der rejste landet. Det var der sandelig andre der gjorde, men at vi på hver anden side skal høre om sårfeberen fra Dybbøl, er ikke bare træls, men også forkert. Landet kom netop hurtigt på fode i den overskuelige størrelse, det fik. Derfor fik det så mange gode huse og så mange foregangsmænd, der lod arkitekterne tegne gode, danske huse. Hele denne ideologiske rejsning konvergerer i bygningsbevaringen og tegnehjælpen i årene omkring Første Verdenskrig, men havde været en realitet længe. Det er for sent i bogen, vi hører om det. Bogen er skrevet som en kronologisk biografi, men også som en arkitekturhistorisk monografi. Den har svært ved at finde sit rette ståsted. Meget er grundigt gengivet, men der er også mange tomrum, manglende hængsler og forbindelser.

Bender har været dybt i arkiverne - antallet Kampmanns tegninger er legio, da han tegnede alt igennem ned til mindste detalje. Han har haft adgang til privatarkiver og fantastiske fotos, men hvorfor er det så, at en bog på 600 sider i stort format, der vil være bogen om Kampmann, er fuld af uskarpe gengivelser? Ikke bare uskarpe, men uldne. Når man nu har set Kampmanns tegninger, er det en hån at gengive dem i tredjeklasses skanninger.

Bogen er ellers flot; den er indfølt. Der er en sympati for Kampmann, den lukkede jyde, arbejdsjernet, kunstneren. Den kommer dog ikke til at stå alene. Det må være arkitekternes tur til nu at spidse blyanten og komme helt ned, hvor kunsten opstår - nemlig på papiret. De, der kendte Kampmann og hans generation, er borte nu. Det giver en ny plads for nutidens praktiserende arkitekter - efter at historien ved Johan Benders hjælp er blevet fortalt.

kultur@k.dk