Danmark er velsignet med en lang række markante tegnestuer, der har skabt fremragende bolig- og erhvervsbyggerier, kirker og kulturinstitutioner, der har gjort både hverdage og helligdage rigere. Æstetisk såvel som funktionelt.
Men Danmark har få markante tegnestuer, der ud over selv at bidrage til at fremme livskvaliteten også har været et konstant korrektiv til den etablerede arkitekturverden. En sten i skoen. En vigtig stemme i årtiers faglig debat og herunder en stadig og insisterende undren over nogle af arkitektkollegernes ærlig talt ikke særlig fremragende bygninger.
Ikke mindst over for den alt for ofte alt for ringe boligarkitektur: etageejendomme og boligkvarterer ganske reelt skabt for at løse et presserende behov, men som på grund af deres kolde æstetik og fremmedgørende arkitektur også er livsrammer, der ikke gør risikoen for mistrivsel og sociale konflikter mindre. Boligkvartererne i Blokland med andre ord; ofte placeret i udkanten af byerne, men for den sags skyld undertiden inde i dem.
En sådan vigtig stemme er tegnestuen Vandkunsten, der lige nu er genstand for en udstilling i Utzon Center i Aalborg i 50-året for arkitektfirmaets stiftelse.
De fire grundlæggere af tegnestuen – Svend Algren, Jens Thomas Arnfred, Michael Steen Johnsen og Steffen Kragh – er påvirket af 1960’ernes antiautoritære strømninger og herunder eksperimenter med alternative bolig- og samlivsformer, årtiets gryende miljøbevidsthed og idealer om at leve i harmoni med naturen.
Vandkunsten, opkaldt efter den adresse i København, hvor tegnestuen blev stiftet, har ganske enkelt været en pionervirksomhed, for nu er mange af de overvejelser, Vandkunsten gennem årtierne har gjort sig, blevet mainstream. Det får selvfølgelig Vandkunsten til at gå endnu nogle skridt videre og foreslå endnu mere fællesskabsorienterede boligformer, mere udstrakt genbrug af materialer og mindre individuel plads til gengæld for flere kollektive løsninger, hvad enten det nu er fælles lokaler eller det at bruge redskaber sammen med andre i stedet for, at hver husstand ejer sin boremaskine, kantklipper og hækkesaks. Ja, hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og forestille sig, at to voksne og et eller to børn deler et boligareal på 37 kvadratmeter?
Idealet harmonerer med en af tidens tendenser til ”compact living”, hvor man bor på få kvadrameter, der kan ses som en reaktion på en århundrede lang udvikling, hvor boligen gennemsnitligt er blevet større og hjemmene mere fyldt med forbrugsgoder.
I 1800-tallet var den etværelses lejlighed, hvor familien sov, spiste og eventuelt også arbejdede, udbredt. Så kom de boligsociale foranstaltninger. Lejlighederne voksede til to-tre værelser, og med det storartede boligbyggeri i mellem- og efterkrigstiden blev ejendomme opført i grønne omgivelser med plæner og træer. Mere lys gennem vinduerne, badeværelse i lejligheden og nedfaldsskakt i opgangen. Noget af det bedste boligbyggeri er tegnet af en blå bog af storartede og socialt engagerede arkitekter – en stor del af Bispebjerg i København er fine eksempler – men så voksede forestillingen om plads og det gode liv yderligere.
Nogle flyttede i parcelhus, og andre fandt på at stable parcelhuse oven på hinanden, så det blev til højhuse med relativt store antal boligkvadratmeter, men placeret langt fra de sanerende bykerner.
Sove- og satellitbyernes ofte kedsommelige arkitektur blev udfordret af netop Vandkunsten, som er blandt de danske pionerer indenfor udvikling af det tætte, lave byggeri. Tinggården ved Herfølge syd for Køge er skoleeksemplet. Steder hvor man ideelt set kom hinanden ved. Måske ikke alle og enhvers kop te. Men en anden af tidens tendenser går netop i retning af tætte fællesskabsbaserede boligformer, og det er slet ikke umuligt, at tendensen forstærkes.
Arkitekturudstillinger henvendt til andre end fagfæller er noget af en udfordring. For andre end de indviede er arkitekturmodeller ærlig talt noget kedelige, og modelfotografier har en tendens til at blive forførende og forskønnende. Solen skinner, himlen er blå, træerne sprunget ud, børnene leger, og de voksne ser ungdommelige og overskudsagtige ud.
Det slipper den besøgende ikke for på udstillingen om Vandkunsten i Utzon Center, for tegnestuens historie skal selvfølgelig fortælles, og eksempler fremhæves, og det gøres med en fin og gennemarbejdet tidslinje, modeller og billeder samt kommentarer til historien på iPads fra nogle af hovedpersonerne. Klassisk formidlingsgreb.
Men så er det, det bliver vildere, for Vandkunsten har blandt andet bygget en model i 1:1 af den 37 kvadratmeter store bolig. Udgangspunktet er en manifestagtig erklæring på væggene.
Den former sig som en diagnose af et samfund karakteriseret af ensomhed og isolation kompenseret af overforbrug, og plaget af fremmedgørelse fra naturen og alt for heftig brug af klodens ressourcer. Det munder ud i følgende opfordringer:
Lad os bo mindre og bedre! Lad os dele mere! Lad naturen flytte ind! Lad os gøre det selv, sammen! Lad det være og se skønheden!
Det sidste kan eksempelvis betyde, at man lader haven springe i skov, vokse ud over alle bredder og ignorerer naboernes protester. Vi ved jo, at vi har ret, som er det bedrevidende svar, den idealistisk sindede altid trækker frem for at feje ethvert modargument af bordet.
Udstillingen er et oplagt, færdigpakket projekt til en arkitekturbiennale eller international udstilling, fordi det er relevant at udfordre idealbilleder om det velordnede, strømlinede; isolationen på altanen. Så kan man i hvert fald tage stilling til udfordringen og glæde sig over sin udsigtslejlighed eller sit parcelhus.
Vandkunsten insisterer på fremover at bygge endnu mere fællesskabsorienterede og beboerinddragende boliger og giver eksempler på det, og på hvordan der er skønhed i genbrug af materialer, hvordan naturen kan komme tættere, og hvordan man indretter sig under mindre forhold, hvad enten man så gør det af hensyn til sit eget miljø eller klodens.
”Bo Bedre” hedder udstillingen med en ironisk henvisning til det forbrugsinspirerende livsstilsmagasin – og det gør man måske også i Vandkunstens sommerhuslignende bolig.
Men måske havde det været interessant at indrette et eksemplarisk hus til en tid, hvor biblioteket er digitalt, og mange sætter pris på en stram, minimalistisk boligindretning, end at scenografere nogle rum, der mest af alt ligner et udlån fra Nationalmuseets nyere samling med hængekøje, akustisk guitar, bongotrommer og en marokkansk puf?