Overdådig og jordnær udstilling: Arne Jacobsen tegnede et moderne Danmark

De besøgende er dus med Arne Jacobsen på Kolding-kunstmuseet Trapholts udstilling om arkitekten og designeren, der var med til at formgive velfærdsstatens ideelle rammer.

Rådhuset i Aarhus er et af Arne Jacobsens mest kendte bygningsværker. Helt alene var Arne Jacobsen dog ikke om det. Han tegnede det sammen med kollegaen Erik Møller – og så krævede folkestemningen et tårn på rådhuset. Det havde arkitekterne ikke lige planlagt. – Foto: Jens Kirkeby/Scanpix Denmark.
Rådhuset i Aarhus er et af Arne Jacobsens mest kendte bygningsværker. Helt alene var Arne Jacobsen dog ikke om det. Han tegnede det sammen med kollegaen Erik Møller – og så krævede folkestemningen et tårn på rådhuset. Det havde arkitekterne ikke lige planlagt. – Foto: Jens Kirkeby/Scanpix Denmark.

Kunstmuseet Trapholt i Koldings nye udstilling hedder ”Arne Jacobsen designer Danmark”. Hvor skal trykket lægges? Er det den leksikale præsentation, Arne Jacobsen, designer, Danmark? Eller er udstillingen fortællingen om, hvordan Arne Jacobsen indrettede det moderne Danmark: velfærdsstaten med dens rådhuse og institutioner, havnebade, hoteller og benzintanke samt boliger som skabt til det gode, måske endda mondæne, liv med udsigt over havet og til træer, der er grønne og derfor gode for øjnene?

Udstillingen er selvfølgelig begge dele. Den er en elementær introduktion til Arne Jacobsen baseret på en meget stor samling eksempler på hans arbejde fra store huse til små teskeer – og så behandler udstillingen flere interessante temaer. Det ene er allerede antydet. Det er den Arne Jacobsen, der formgiver det moderne Danmark helt ned i detaljerne med bestik og møbler.

Men så er der også den Arne Jacobsen, der gerne ville være gartner, hvis han nu skulle være så heldig at få chancen for endnu et livsforløb på Jorden. Og måske ville han egentlig hellere være en fri kunstner. Han malede akvareller, fordi det var tvingende nødvendigt for ham, som det fremgår i en af de mange vægtekster, der tilsammen fletter en collage om Arne. Ham er man nemlig på fornavn med på udstillingen, hvor kapitler af fortællingen for eksempel hedder ”Arne på Danmarkskortet” og ”Arnes blik på verden”.

Hvem var så Arne?

Arne Jacobsen fotograferet foran rækkehusbebyggelsen Søholm, hvor han selv boede de sidste 20 år af sit liv. Søholm ligger i Klampenborg nord for København. – Foto: Scanpix.
Arne Jacobsen fotograferet foran rækkehusbebyggelsen Søholm, hvor han selv boede de sidste 20 år af sit liv. Søholm ligger i Klampenborg nord for København. – Foto: Scanpix.

Arne Jacobsen (1902-1971) ville egentlig helst have været kunstmaler. Men hans far var ikke for ingenting grosserer i sikkerhedsnåle og tryklåse, og han fandt, at en tilværelse inden for de frie kunstarter var for økonomisk utryg, så uddannelsen på Kunstakademiets Arkitektskole blev det muliges kunst. Her blev han nogle år i midten af 1920’erne undervist af et par af modernismens foregangsskikkelser som Ivar Bentsen, Kaj Gottlob og Kay Fisker.

Sammen med ungdomsvennen Flemming Lassen deltager Arne Jacobsen i 1929 i en boligudstilling i Forum med deres bud på ”Fremtidens hus”. Den fremtid er vi ikke nået til endnu, for det spiralformede hus havde garage til båden i bunden og en helikopterlandingsplads på taget, rørpost til det lokale posthus og en dørmåtte med indbygget støvsuger.

Skitse til ”Fremtidens hus”, som Flemming Lassen og Arne Jacobsen bidrog med til Bygge- og Boligudstillingen i Forum i 1929. Forslaget gjorde Arne Jacobsen kendt i Danmark. Flemming Lassen gik det mildest talt også godt, og i en årrække havde de to foregangsskikkelser et tæt samarbejde. – Foto: Topfoto/Ritzau Scanpix.
Skitse til ”Fremtidens hus”, som Flemming Lassen og Arne Jacobsen bidrog med til Bygge- og Boligudstillingen i Forum i 1929. Forslaget gjorde Arne Jacobsen kendt i Danmark. Flemming Lassen gik det mildest talt også godt, og i en årrække havde de to foregangsskikkelser et tæt samarbejde. – Foto: Topfoto/Ritzau Scanpix.

Men med det projekt ankommer den funktionalistiske fremtid til Danmark – året inden modernismens officielle gennembrud i Skandinavien med Gunnar Asplunds banebrydende arkitekturudstilling i Stockholm.

De dramatiske storpolitiske begivenheder i 1930’erne og 1940’erne satte i nogen grad processen og herunder den transatlantiske idéudvikling på pause. Men da Vesteuropa bliver befriet, freden bliver en realitet, og samfundene er ved at komme sig efter myrderierne, begynder hjulene at rulle stærkere og ikke mindst i Danmark, der i sammenligning med mange andre lande er mindre hårdt ramt.

Det fascinerende er, at takket være skikkelser som Arne Jacobsen bliver den danske modernisme blødere og mere organisk i sit udtryk. Den – amerikanske – såkaldt internationale stil er knivskarp og iskold som pressefolder. Den danske får et mere afdæmpet, jordnært og rundere træk, der går igen i den designmæssige detaljering.

Arne Jacobsen var nok funktionalist og optaget af nye materialer og byggetekniske muligheder, men han var også pragmatiker og havde et poetisk sind med sans for naturens former og bevægelser. På nogle af udstillingens filmstumper kan man se, hvordan det er netop rytmen i naturen, han er optaget af, og på hans smukke tapeter og tekstiler genkender man naturens organiske ornamentik, og den naturfornemmelse genfinder man også i mange af Arne Jacobsens bygninger og møbler. Man kan komme til at tænke på en sætning af den australske arkitekt Richard Leplastrier. Den var møntet på Jørn Utzon (1918-2008), men den kan udstrækkes til også at omfatte Arne Jacobsen:

”Naturfornemmelse gennemstrømmer hans værk. Ikke som en kopi af naturen. Men ved at se og erkende principperne i naturen.”

I takt med at Danmark bliver rigere og mere moderne, og velfærdsstaten opbygger sine institutioner, kommer opgaverne til Arne Jacobsen og hans generation af begavede arkitekter.

Arne – som man jo kommer på fornavn med på udstillingen – bygger rådhuse i Aarhus og hovedstadsområdet, tegner skoler og Den Hvide By med den ikoniske benzintank på Strandvejen nord for København og selveste Nationalbanken.

Elskede var modernismens arkitekter ikke ubetinget. Trods den udtalt bløde linje og naturfornemmelsen i tidens skandinaviske design blev mange af dem beskyldt for at ville totaldesigne verden, bestemme over andre menneskers indretning og gardinvalg og strømline de offentlige institutioner med deres ens udseende stole og lamper.

Arne Jacobsen designede det hele. Han tegnede huse og indrettede dem med egne møbler og arbejdede med tekstiler. Her er det ”Kejserkrone”, som var i produktion i 1940’erne. – Foto: Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek
Arne Jacobsen designede det hele. Han tegnede huse og indrettede dem med egne møbler og arbejdede med tekstiler. Her er det ”Kejserkrone”, som var i produktion i 1940’erne. – Foto: Det Kongelige Bibliotek – Danmarks Kunstbibliotek

Omvendt betød den smukke og elegante formgivning, at lamperne, stolene og det oprigtigt talt ikke videre funktionelle bestik også vandt indpas i private hjem. Han blev alles Arne. Avantgarden blev populær og mainstream. En reaktion måtte komme.

Død i 1971 nåede Arne Jacobsen vel knap nok at registrere det. Men de nye former for indretning og selviscenesættelse, der bredte sig i 1970’erne, gjorde op med såvel den gamle borgerlige som den nye kulturradikalt-borgerlige indretning. God smag blev smidt på historiens mødding til fordel for plakater på væggene i stedet for malerier, ølkasser erstattede reoler, og madrassen lå på gulvet – eventuelt dækket af et tæppe fra dengang eksotiske lande.

Nogle har nu nok gemt den gamle møbeldesigners smukke stole og borde, for da det igen blev Arnes tur, opnåede hans gamle møbler bemærkelsesværdigt høje priser på auktioner, ligesom møbelfabrikanter relancerer flere kendte modeller eller ligefrem sætter glemte eller aldrig afprøvede i produktion. Vi får en ny fortælling om vores hjem, nemlig den, at vi satser på tradition og kvalitet, og en slags miljøbevidst genbrug er stolene fra dansk møbelarkitekturs guldalder vel også.

Udstillingen, der for eksempel også belyser Arne Jacobsens optagethed af at skabe sine bygninger som Gesamtkunstwerk-værker, designede ned til detaljer, der understøtter en prægtig helhedsfornemmelse, med Arne Jacobsens oprindelige Royal Hotel som et af præmieeksemplerne, er seværdig. Af flere grunde.

Fordi den fungerer som en grundlæggende introduktion til Arne Jacobsens mangfoldige formgivning. Fordi den understreger, hvordan Arne Jacobsens blik for naturens mønstre sætter sig spor i hans arbejder. Og fordi den ser Arne Jacobsen som en – bevares, blandt flere – brillant designer, der var som skabt til en moderne, cool verden baseret på fremgang og frihed, lys og luft og sundhed til alle, der kunne inkluderes i et moderne, lighedsorienteret velfærdssamfund baseret på nationalt fællesskab kombineret med globalt udsyn.