ARoS’ direktør Erlend Høyersten er en stor mand. 1,97 meter høj for at være helt nøjagtig. Ikke desto mindre kan han synes direkte klejn, når han, som på denne vinterdag, står på et af museets øverste etager og kigger ned på installationen ”Valkyrie Rán”.
Værket er stort, farverigt og har et venligt udseende. Som det i sin fulde 50 meters længde bugter sig gennem museumsbygningen på tværs af otte niveauer som hovedværket på portugisiske Joana Vasconcelos’ udstilling ”Textures of Life”, er det, ifølge direktøren, et oplagt bud på, hvad moderne kunst kan tilføre moderne mennesker. Med sin oplagte visuelle appel til ethvert øje, der ser, og med sine mange forskellige fortællinger til sind, der er åbne og modtagelige, er det som et tomt kar, publikum selv skal fylde mening i. Og det gør ikke noget, hvis de, som Erlend Høyersten, kan synes lidt små i forhold til værket. For kunsten må meget gerne repræsentere noget, der er større end os selv.
I en tid, hvor mange føler sig urolige, stressede eller direkte depressive, har vi brug for at løfte blikket fra dagligdagens udfordringer og tilføre os selv et spirituelt liv. Og ifølge Høyersten kan det passende ske på et kunstmuseum som ARoS.
”Jeg synes altid, det er så smukt at se, hvordan mennesker går rundt her. De er tydeligvis ikke kun på jagt efter en god oplevelse, de er også på jagt efter noget dybere,” siger han.
Da ARoS i 2004 blev indviet i al sin magt og vælde, benævnte flere bygningen som en kunstens katedral. Men ifølge Erlend Høyersten er kunstmuseer ikke katedraler, men snarere moderne forsamlingshuse, hvor mennesker kan få et tabt vertikalt blik tilbage og søge ind i noget åndeligt, der ikke nødvendigvis er religiøst, men som kan skabe nye fællesskaber og/eller fornyet personligt fodfæste. For fodfæstet og fællesskaberne har mange af os mistet, mener han, og han har også forklaringen på, hvorfor det er sket.
”Der er tre væsentlige årsager,” siger han og fortsætter:
”For det første har mennesker i rigtig, rigtig lang tid, endda før vi blev til homo sapiens, arbejdet med hænderne. Det stoppede vi så med for relativt kort tid siden, hvor vi i stedet for satte os foran et skrivebord med hver sin computer. Det er et problem, for vi er fysiologisk programmeret til noget andet, nemlig at arbejde med hænderne.”
”For det andet har mennesker altid været i fællesskaber, hvor man har overleveret hinanden historier og myter, der gav mening i en forståelse af, hvad det vil sige at være en del af noget større. Det er vi holdt op med.”
”Og for det tredje har mennesker altid skabt symboler enten i fortællinger eller billeder, eksempelvis hulemalerier og skabelsesberetninger, der har placeret os i en verden, som vi rent fysisk kunne forholde os til. De symboler er også væk. Tilbage står vi og har mistet tre vigtige ingredienser i det at være menneske: Vi arbejder ikke længere med hænderne, vi overleverer ikke historier og vi skaber ikke symboler,” siger Erlend Høyersten.
Dertil kommer, mener han, at vores sekulariserede verden ikke giver religionen nogen tilstedeværelse eller naturlighed.
”Den religion, der er tilbage, er blevet meget politisk, så der er rigtig mange, som tager afstand fra religion og end ikke vil diskutere det, fordi det opfattes på samme måde som at diskutere politik. Men det, man så glemmer, er den spirituelle og metafysiske dimension, som jeg tror er noget, som det moderne menneske savner.”
Erlend Høyersten er vokset op i en familie, hvor begge forældre er konverteret til katolicismen, og han har som voksen boet og arbejdet flere år i Kristianssand, som af mange kaldes Norges bibelbælte.
”Jeg har altid opfattet mig selv som religiøs, men en dag for cirka ti år siden kunne jeg mærke, at nu var det væk. Jeg havde mistet min religiøse fornemmelse og følte det som et savn af en bror, der pludselig var væk, men erkendte, at der var kommet for mange forstyrrelser mellem mig og en eventuel Gud. Jeg har diskuteret det mange gange med min far, som er psykiater, og for kort tid siden kom han så og fortalte mig, at han havde hørt fra en hjerneforsker, at der findes et center i hjernen for spiritualitet. Altså akkurat som vi har et sprogcenter, har vi måske også et center, der er programmeret for spiritualitet, og det synes jeg er super interessant. For hvis vi har en fysiologisk forudsætning for at have en fornemmelse af, at noget er større end os selv, og hvis vi som moderne mennesker fornægter det, så tager vi endnu en ting ud af os selv – ligesom det med det manuelle arbejde, historierne som skabende af noget fælles og symbolerne. Det er for mig opskriften på at være et ulykkeligt menneske og et godt udgangspunkt for at føle sig alene,” siger han.
Men så er det, at kunsten, især den moderne af slagsen, rækker ud efter os. Ikke til trøst, og ikke nødvendigvis til forståelse, men som en hjælp til velgørende undren og eksistentiel tankegang.
”Næsten alle levende organismer beskæftiger sig med at spise, sove, formere sig og dø, men vi mennesker er også noget andet. Vi har behov for at sætte os i en eller anden form for relation, og kunst handler altid om relationer. Den moderne kunst er at betragte som et tomt kar, som du selv skal fylde med mening. For nogle opleves kunst som noget, der giver svar, mens andre oplever kunst som et mysterium. Men det sidste skal man ikke lade sig slå ud af, for mysteriet er et fantastisk udgangspunkt for at finde ind til dig selv,” siger Erlend Høyersten og fortsætter.
”Når man snakker om religion og spiritualitet, så handler det altid om mysterier. Det kan det moderne menneske have det svært ved, for vi vil gerne kunne slå to streger under et facit. Men hvis vi kan komme væk fra den tankegang, så tror jeg, at kunsten kan åbne for noget, der ligger ret naturligt i os. Måske det det center for spiritualitet, som hjerneforskeren snakker om.”
Der er ingen tvivl om, at kunstmuseerne har en enorm tiltrækning. ARoS bliver besøgt af omkring 600.000 om året i gallerierne, og dertil kommer yderligere 200.000 der bruger caféen eller bare passerer igennem bygningen. Museet er den 12. mest besøgte attraktion i Danmark, og på den samme liste ligger Louisiana nummer seks og Statens Museum for Kunst nummer 16. Kunstmuseerne er som bygningsværker opsigtsvækkende, og arkitekturen, der ligger til grund for den store ARoS-bygning midt i Aarhus, er da også inspireret af Dantes ”Guddommelige Komedie” med forbindelsen mellem himmel og helvede.
Men ifølge Erlend Høyersten er det ikke selve museet, der animerer til spiritualitet, det er indholdet. Alligevel er rammerne vigtige, mener han og betegner ARoS som et sted, hvor der på alle måder er højt til loftet, og at det kan være med til at frisætte mennesker til definere sig selv i forhold til noget større.
”Vi er ikke en religiøs institution, for vi har ingen dogmer, ingen moral eller læresætninger. Vi er det modsatte og siger: Det handler om dig, du skal opleve kunst og snakke om kunst, men du må gerne finde din egen vej. Om det skal være praktisk, følelsesmæssigt eller spirituelt, vi ser ikke én vej. Vi viser ikke sandheden og vejen, så der er en meget stor forskel på os og kirken. Hvis jeg var biskop eller præst et sted, så ville jeg stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor opleves ARoS som mere relevant end min kirke?”, siger han.
Direktøren taler om sit kunstmuseum som et mentalt fitnesscenter, der kræver aktiv deltagelse. Her er der heller ingen, der løfterne vægtene for dig eller tager din tur på løbebåndet. Du må selv svede.
”Vi ønsker at give vores publikum en forståelse af, hvad forskellen er mellem at være aktiv deltager og passiv modtager. Man skal ikke forvente, at et værk begynder at tale til en, blot fordi man stiller sig op foran det. Man må gå aktivt ind og skabe nærhed, men så kommer belønningen også i form af en mere sund og fleksibel hjerne. Kunsten udfordrer os til at skifte perspektiv og se verden på en mindre snæver måde. Vi er alle fordomsfulde mennesker, men kunsten kan hjælpe os med at blive aktive deltagere i vores eget liv i stedet for at agere efter fordomme og indgroede vaner. Jeg tror, mange mennesker i dag føler, at de er koblet af verden. Kunsten kan hjælpe os med at koble på igen og skabe relevans,” siger han og fortæller om, hvordan han nyder at gå rundt på museets mange etager og iagttage mennesker, der suger til sig og pludselig har en samtale med partneren eller sidemanden, der ikke handler om, hvad de skal have til aftensmad, eller hvad børnene skal have i julegave.
”Jeg tror, det er vigtigt, at vi begynder at snakke om en mental revolution. Vi snakker hele tiden om teknologisk og digital revolution, men mange af de udfordringer, vi står over for, er medmenneskelige. Eksempelvis manglen på lighed og retfærdighed i verden. Hvis vi skal lave en bæredygtig revolution, hvor vi ikke slår hinanden ihjel hele tiden, efter Kain og Abel-princippet, så må vi begynde at tænke på andre måder. Jeg tror, kunsten kan være et udgangspunkt for opnå et andet værdisæt. Vi skal holde op med at være så sygt materialistiske, for derved opstår en griskhed, der skaber misundelse og alt for stor ulighed. Vi må vænne os til at finde værdier, der ikke er knyttet an til reptilhjernen. Hvis vi finder et åndeligt aspekt, så vil det materialistiske komme til at fylde mindre, der er simpelthen ikke plads til begge dele,” siger Erlend Høyersten og kigger et øjeblik tankefuldt ud ad vinduet fra sit kontor på syvende sal. Her er han fysisk et godt stykke over jordhøjde, men også i tanken er det, hvad han tilstræber og gerne vil give videre til sine museumsgæster.
”Der er et vertikalt blik, der er væk. I byerne ser vi ikke stjernerne længere, for der er alt for meget lys. Stjerner har altid været et orienteringspunkt for mennesker, men også udgangspunkt for mytologi, fortællinger og drømme. Når de er væk for os, så glemmer vi at orientere os ud over vores egen fysiske virkelighed. Vi løfter knap nok hovedet længere. Men kunsten hjælper os med at drømme om at rejse forbi horisonten, række ud efter stjernerne og føle noget stort.”8