Prøv avisen
Udstilling

ARoS’ forunderlige genstande er ren eufori

5 stjerner
Udstillingens absolut mest overraskende og uhyggelige værk er Ron Muecks ”Ghost” fra 1998, der er en overdimensioneret udgave af en tynd teenagepige i badedragt, lavet i voks. Mange kender allerede Muecks ”Boy”. – Foto: Ron Mueck/Tate/ARoS

En stjernerække af internationale kunstnere kan opleves i Aarhus på udstillingen ”Objects of Wonder”, hvor skulpturer bliver til poesi

Det er en forførende udstilling, der møder øjet på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Når man træder ind mellem moderne skulpturer på udstillingen ”Objects of Wonder” (Forunderlige genstande), der med få undtagelser stammer fra Tate-museet i London, befinder man sig i en anden verden. Vægge og gulv er beklædt med tæppe og farvet i en blød rosa, der både leder tanken hen på hudfarve og giver tryghed og varme i kroppen. Det er en god fornemmelse. Og flot iscenesættelse.

Og måske er der en pointe i netop at fange beskueren ind, for moderne skulptur kan for de fleste godt være en udfordrende og lidet spændende genre inden for kunsten. Forskellige materialer sat sammen i figurer, der ikke forestiller andet end det, de er, varsler et skred i tankerne. Amerikanske Donald Judds flere meter høje væghængte kasser peger ikke på noget andet end en industriel form, som beskueren så må måle sin egen væren imod. Det kan være lidt af en opgave modsat indisk-engelske Anish Kapoors vidunderlige konkav-skålform i indigo, der fra væggen synes at opsluge beskuerens tanke og føre den mod universets uendelighed, som stod man foran en æstetisk radar, der satte mennesket direkte i forbindelse med big bang. Det er stort, hvad der er muligt i skulpturen med få midler, men det kræver indlevelse. Men gør alt ikke netop det?

Der er en stjernerække af kunstnere repræsenteret på udstillingen og flere mesterværker, eksempelvis Claes Oldenburgs overdimensionerede objekt i poleret mahogni, en stikkontakt, der hænger fra loftet og skaber mentale forbindelser på en humoristisk måde. Den virker, fordi den er flot og elegant i sin kubikmeterstore væren. Man undrer sig. Og det er jo det, der er meningen på ”Objects of Wonder”.

Værkerne fortæller en historie om rejsen fra den traditionelle skulpturs placering på sin uundværlige piedestal til placeringen eksempelvis direkte på gulvet, som det er tilfældet med Richard Longs cirkel af røde skifersten, der viser en kontemplativ side og erfaring med naturens egne materialer og sprog. Richard Longs bearbejdning er umærkelig. Det drejer sig mest om at møde op, at samle, flytte, se og danne formen. Han er den mest oversete verdenskunstner i vor tid og dog helt central, som hans cirkel ligger der og samler udstillingens øvrige værker omkring sig.

Der er også eksempler på interaktiv kunst, men uden den normale hurlumhej og læring, der ofte følger med, når kunstnere og kuratorer forsøger at formidle den moderne kunst. Nogle sansebokse er placeret uden for udstillingen, og dem kunne man egentlig gerne undvære.

De udstillede værkers forsikringssum må være så høj, at der er sikring nærmest overalt. Vi må ikke gå rundt om og røre ved værkerne. Det kan altså ikke lade sig gøre at erfare skulpturerne, som dengang de blev skabt. Institutionerne ARoS og Tate må sørge for, at vi netop ikke kan forstå med kroppen, som tilfældet engang var. Og det hjælper ikke at læse i kataloget, at netop dette er vigtigt: at kunne gå rundt om en skulptur.

Det er vanskeligt i den rosa livmoder, som tager lyden ud af foretagendet og sætter publikums temperatur en kende op, men det er et flot forsøg på at løse problematikken og give en anderledes oplevelse. Hvordan viser vi noget så svært som objekter på en måde, så besøgende får lyst til at afkode dem og undre sig og bringe nye erfaringer videre fra udstillingen? ARoS er et på mange måder eminent museum med blandingen af stilarter, tider, leg, alvor og højt kvalitetsniveau.

Udstillingens absolut mest overraskende og uhyggelige værk er Ron Muecks ”Ghost” (Spøgelse) fra 1998, der er en overdimensioneret udgave af en tynd teenagepige i badedragt. Vi kender Muecks arbejde på ARoS, hvor han har lavet ikonet ”Boy” (Dreng), der dog indtager en hel aula med sin insisterende væren.

Kunstneren har været professionel dukkemager på blandt andet det hedengangne ”The Muppet Show”, og han kan formulere noget om eksistensen med sit enkle sprog, der trods voksmaterialet nok aldrig vil indgå i Madame Tussauds voksmuseer. For han laver spøgelser. Det uvirkelige eller overvirkelige er lige foran vore øjne og minder os om helt andre dagsordener end skulpturens eller kunst som kunst.

Er det melankolske blik på teenageren let smertefuldt eller uudgrundeligt? Er de tynde lemmer tegn på en spisevægring? Hun vokser ud over normalen i kunstens rum, og badedragten ligner både et pres udefra, måske en livsovergang, og muligheden for at forlade denne jord i næste øjeblik. Den mandlige kunstners blik på denne ikke særlig kvindelige kvinde åbner også blikket for andre gode værker som Rose Finn-Kelceys fotografier og objekter, hvor kunstneren viser uoverensstemmelsen ved det, vi ser, og det, vi føler. En kvinde, sikkert kunstneren, står på hænder på en strand, og kjolen flagrer, så sceneriet fremstår som en svanedans. Det performative i kunsten er et poetisk udsagn. Kroppen bliver et tegn i rummet, der står som en påmindelse om, at hjernen har meget at lære.

Det er en righoldig samling af skulpturelle fænomener, der er til skue i Aarhus. Kataloget formår ikke helt at stille skarpt på selve udstillingen i dens opsætning. Der savnes nogle overskuelige biografiske noter om de enkelte kunstnere. Men det svære stof, som skulpturer er gjort af, bliver behandlet grundigt. Euforien over at træde ind på ”Objects of Wonder” lægger sig langsomt som et blødt tæppe over sanserne. Det er en fantastisk oplevelse af dunlet tyngde. Flot gjort, ARoS.

Amerikanske Donald Judds flere meter høje væghængte kasser fra 1990 peger ikke på noget andet end en industriel form, som beskueren så må måle sin egen væren imod. Det kan være lidt af en opgave. – Foto: Donald Judd/Tate/Judd Foundation/VISDA/ARoS