ARoS har givet værkerne på denne nye udstilling fra Kina god plads. Hele to niveauer i Schmidt, Hammer og Lassens rummelige bygning fra 2004 er taget i brug. Det klæder værkerne, at der er så meget luft imellem dem. De er nemlig væsensforskellige i udtryk, medier og materialer fra kalligrafiske værker på rispapir til 3d-animationer og videoer.
Man har sat et større kuratorisk team på opgaven at udvælge kunstnerne: to fra Kina og en fra Norge foruden ARoS' direktør Erlend Høyersten, som alle har bidraget med at udvælge de mest interessante kinesiske billedkunstnere i dag og også har bidraget til kataloget. Kunstnerne på udstillingen arbejder ligesom deres vestlige kolleger i høj grad med ”readymades”, indsamlet lokalt eller hjemme i Kina - det kan være skoleborde, plasticdunke, tøj fra lokale, som får nye betydninger, når de tages ud af deres vante sammenhæng, kombineres med andre ting og optræder i museets hvide kube.
De fleste værker er markante og anderledes og fysisk såvel som visuelt meget iøjnespringende. De skiftende kinesiske regimer, som Mette Holm redegør forbilledligt for i sin overbliksskabende artikel i udstillingskataloget, har i årtusinder behandlet masserne skånselsløst. Men fra 1989 og frem er kinesernes levealder blevet fordoblet, sulten bekæmpet og den personlige frihed til at uddanne sig og skifte arbejde, som man vil, generelt blevet accepteret, ligesom analfabetismen stort set er ikke-eksisterende i dagens Kina. Kineserne har aldrig haft det bedre end nu, skriver hun, selv om de sammenlignet med Danmark ikke må ytre sig frit og kritisk, og det kommunistiske parti stadig sidder enevældigt på magten.
Derfor er det afgørende at anvende en kinesisk optik på udstillingens værker, det vil sige tolke dem som ytringer, der fremsættes i et klima af censur og selvcensur. Kineserne har lært at aflæse kritiske værker, som unddrager sig myndighedernes indgriben. Generelt går kunstnerne lige til stregen, men holder sig på måtten ved hjælp af brugen af symboler.
Men lad os lige først opholde os ved titlen: ”A New Dynasty - Created in China”. Man vil angiveligt gøre op med Vestens opfattelse af Kina som producent af billigere kopivarer eller varer, som produceres for vestlige virksomheder - ”Made in China”, hvor Vesten lukrerer på den billige arbejdskraft og den lempeligere miljølovgivning.
I stedet vil man have os til at se på Kina og det kinesiske samfund som ”et nyt dynasti”, der afløser de tidlige dynastier 2000 år tilbage i tiden. I 1911 faldt det sidste dynasti, Qing-dynastiet, og Kina blev en moderne stat, efterfulgt af kommunistpartiets magtovertagelse i 1949. Kuratorerne giver her ordet og magten til kunstnerne, som med værkerne former et nyt dynasti - et dynasti, der hviler på deres sensitive og kritiske syn på deres hjemland.
Et af de værker, som umiddelbart appellerer mest til ovennævnte signatur, er ganske enkelt storslået i form såvel som i tanke. Kina sammenlignes generelt med en tiger - mens Rusland er en bjørn, Tyskland en ørn, og så videre. Kunstneren Xu Bing (født 1955) har skabt værket ”1st Class” (2011) - et enormt og usædvanlig smukt ”tigerskind” bestående af 500.000 cigaretter. Hermed adresserer han dels kinesernes store tobaksforbrug, dels får han genskabt et spektakulært ikon for sit hjemland - dog er der her tale om et trofæ, ikke en farlig, levende tiger, som kan gå til angreb.
Det er jo en kendt sag, at tigeren er en uddøende art og dermed endnu et tegn på menneskenes grådige hærgen på jorden. Rummet dufter af tobak fra de mange cigaretter af mærket ”1st Class”, som er kunstfærdigt opstillet i lodret position, så de former et nøjagtigt tigermønster i gule, orange, hvide og brune farver. Kina er verdens største producent af tobak, og ikke mindre end 43 procent af kineserne ryger. Det tobaksmærke, man ryger, viser, hvor man er placeret i samfundshierarkiet. Det er et mageløst og mangetydigt værk. Xu Bing opholdt sig i USA i 1990-93 og blev inspireret af den vesterlandske samtidskunst, men i dag bor han og arbejder han i Beijing og er vicedirektør ved Kinas Centralakademi for Skønne Kunster.
Også Song Dongs (født 1966) kæmpemæssige lysekrone ”Big Brother” med indlagte ”overvågningskameraer” i form af plasticdunke springer i øjnene - den er flot og spektakulær - og naturligvis rummer den en kritik af det kinesiske overvågningssamfund, der som hos George Orwell i romanen ”1984” holder et vågent øje med indbyggernes gøren og laden.
Graffitikunstneren Zhang Dali (født 1963), som i en årrække, inden han vendte tilbage til Kina, boede i Italien, har skabt et trofælignende værk ”Man and the Beast” (2008) til væggen, hvor en mand enten er ved at sluge eller er ved at udspy et æsel. Hermed hentyder han til den kinesiske folketro, hvor man forestiller sig, at alle mennesker har et monster gemt inde i sig, som man må bestræbe sig på at tøjle og holde tilbage. Her er monstret enten ved at slippe ud af manden, eller også er han i fuld gang med at fortære det som et billede på den utøjlelige menneskelige grådighed.
Flere kunstnere er optagede af den rige kinesiske håndværkstradition, heriblandt Shao Fan (født 1964), hvis værker er uhyre tidskrævende og meditative. I sit ”Portrait” fra 2013 har han ved hjælp af 200.000 små, ensartede penselstrøg med blæk på rispapir frembragt et billede af en kanin. Det er helt uforligneligt godt gjort, og kaninen fremstår som et guddommeligt væsen fra Kosmos.
En af udstillingens fem kvindelige kunstnere, Yin Xiuzhen (født 1963), føjer på udstillingen et nyt kapitel til sit fortløbende projekt ”Portable Cities”, som hun påbegyndte i 2008. I en række kufferter har hun skabt disse morsomme, topografiske tekstilcollager i form af portrætter i tre dimensioner af storbyer rundtom i verden. Materialet er genbrugstøj, syet sammen til bygninger af beboerne fra de enkelte byer. Senest Aarhus.
Her står man så i Aarhus med lyden af kinesisk musik i øregangene og kigger på ARoS med Olafur Eliassons regnbueværk syet sammen af stoffer og klemt sammen i en kuffert. Og kommer måske til at tænke på Marcel Duchamps ”Botes-en-valise” fra 1935-40. En folde ud-udstilling af hans egne værker i en kuffert.
Kineserierne på ARoS er fabelagtige og skal opleves.
kultur@k.dk