Den norske forfatter Lars Saabye Christensen fejrer sit 30-års-jubilæum på den litterære scene med en roman om, hvorfor han blev forfatter. Umiddelbart kan det lyde lovlig selvoptaget, at forfatteren i den grad beskæftiger sig med sig selv, men det er vel ikke anderledes, end når maleren maler et selvportræt.
Den selvrefleksion, et selvportræt åbner mulighed for, kan være nødvendig for kunstneren. Og når blot kunsten udføres med glans, glemmer læseren sine forbehold og løftes i begejstring. Lars Saabyes nye roman med den selvspejlende titel Saabyes cirkus er et uimodståeligt kunststykke, der giver et portræt af forfatteren som ungt menneske i 1960ernes Oslo.
Rammen om erindringerne er en bogmesse i Paris. Lars Saabye Christensen er indbudt til at tale om det norske særpræg i sine romaner og i særdeleshed om, hvorfor han blev forfatter. På en huskeseddel har han skrevet tre nøgleord: tid, tavshed og melankoli. Men inden han får begyndt på sin tale, indtræffer en ulykke. Stolen, han vil sætte sig på, styrter ud over scenekanten med forfatteren, der febrilsk søger et holdepunkt. Denne erfaring af at falde uhjælpeligt sætter hans erindringer i pludselig bevægelse, for langt tilbage i forfatterens liv gemmer der sig en lignende historie om et fald.
Året er 1965, og den 13-årige Lars Saabye står på Bygdøy allé i Oslo foran et udstillingsvindue med en elektrisk guitar. Skønt han aldrig har prøvet at spille guitar, er det eneste, han drømmer om, denne fiestarøde Fender Stratocaster. Hans far, som er en snusfornuftig bankdirektør, synes hellere, han skulle investere i et leksikon eller noget andet nyttigt. Men det unge menneske har en drøm om at blive synlig for verden, som faren ikke kan ændre.
For at tjene penge nok til at købe instrumentet går han med blomster for den lille blomsterbutik Finsen Flora. En dag skal han levere blomster til en tidligere trapezkunster ved navn Aurora Stern, og den mystik, hendes cirkusliv udstråler, berører ham dybt. Det er mødet med Aurora, sommerfuglen af jern, som hun kaldes, der ægger hans fantasi til at gøre store kunstneriske forestillinger.
På 40 års afstand kan den ældre Lars Saabye reflektere over den unge Lars Saabyes oplevelser og hævde, at digtningens væsen ligger i den tætte sammenhæng mellem at forestille sig og forstille sig. Der er kun et e til forskel i både det norske og det danske sprog. Den unge Lars Saabye forestillede sig ikke blot, hvad der var hændt Aurora, han forstillede sig også, levede hendes begivenhedsrige liv i skjul for alle.
Saabyes cirkus er en velvalgt titel for denne selvbiografiske fortælling om en af Norges mest interessante forfattere. Lars Saabye Christensen indtager både rollen som klovn, da han falder ned fra scenen i Paris, artist, der gør akrobatik i sproget, og cirkusdirektør med et sikkert greb om den litterære forestilling. Romanen har nok ikke potentiale til at blive en klassiker, dertil er refleksionerne trods alt for letbenede, men sjældent læser man en roman med større fryd. Det er uden tvivl sprogligt artisteri i nordisk klasse.