Prøv avisen
Bog

Per Stig Møllers erindringer er interessante uden at være epokegørende

4 stjerner
Menneskeligt set er det forståeligt, at Per Stig Møller ikke orker at endevende hver eneste sten i de interne kampe hos De Konservative, skriver Tim Knudsen. Her ses forfatteren sammen med Hans Engell ved Det Konservative Folkepartis landsmøde i 1997. – Foto: Scanpix

Forhåbentlig kommer der senere et bind fra Per Stig Møller om tiden som udenrigs-, kultur- og kirkeminister, skriver anmelder

Hvis man venter, at Per Stig Møller i sin selvbiografi som forhenværende udenrigsminister fortæller sin version om Irak-krigen og Muhammed-krisen, bliver man skuffet. For biografien slutter netop, som Møller bliver udenrigsminister. Heller ikke tiden som kulturminister og kirkeminister får vi med. Men vi får indblik i Møllers privatliv gennem et livs mange glæder og sorger, og viden indtil 2001 om hans offentlige liv som kulturperson og politiker.

Læs et interview med Per Stig Møller her  

Hovedpersonen er søn af det konservative ”power couple”, Poul og Lis Møller. Faderen var konservativ politiker i forreste række, moderen var både politiker og en landskendt journalist med sociale emner som stofområde. Barndomshjemmet var ikke rigt, men forældrene besad politisk og kulturel kapital. Det førte blandt andet til lektiehjælp til Per Stig, når skolearbejdet skulle gøres.

Familien har altid stået for en folkelig og socialt bevidst midtsøgende konservatisme, der gik efter politiske resultater. For Per Stig Møller er politiske partier ikke baseret på venskaber, men på mennesker med midlertidigt sammenfaldende interesser. Ikke underligt, men måske overraskende for mange, var Poul Møller i 1961 engageret i et forgæves forsøg på at starte et helt nyt midterparti. Lis og Per Stig Møller var en tid medlemmer af Centrumdemokraterne.

Per Stig Møller har også nået en flot karriere både på universiteter og ved Danmarks Radio som en flittig litterat. Noget af det mest spændende i bogen er små portrætter af forfatterne Henrik Stangerup, William Heinesen og Villy Sørensen. Desuden genopfriskes kulturelle og politiske debatter fra 1970’erne, hvor Møller ivrigt advarede mod totalitarismens farer.

På trods af at Møller som ung valgte kultur frem for politik, blev det senere til 31 års konservativt medlemskab af Folketinget og omkring 12 år som minister. Han var derfor tæt på, da statsminister Poul Schlüter i 1988 beskyldte Socialdemokratiets formand, Svend Auken, for løftebrud, hvortil Auken svarede, at det var ”lyv”. Der blev udløst et folketingsvalg, og forløbet svækkede tilliden til Auken. Per Stig Møllers førstehåndsberetning støtter Schlüters version.

Møller var fra 1990 til begyndelsen af 1993 miljøminister. Han frygtede, at han ikke kunne gennemføre meget, men til sin egen overraskelse fik han gennemført en miljøreform, der blandt andet åbnede for, at pensionister, som havde haft sommerhus i mere end otte år, kunne bo fast i sommerhuset. Han fik også gennemført miljøstøtte til Letland og Litauen, endnu inden de to lande var anerkendt som selvstændige stater.

Men størst historisk betydning havde det, at Møller i 1992 var vært for en verdensomspændende konference i København, hvor han var med til at formidle et resultat, der banede vejen for den lykkelige genopbygning af atmosfærens ozonlag, vi siden har set.

Tiden som miljøminister var en travl, men god tid med vigtige resultater. De efterfølgende år i opposition blev til gengæld lidt af en ørkenvandring. Perioden var også præget af splid om politik og topposter i partiet hos De Konservative. En tid var den tidligere udenrigsminister partiets leder, men han måtte trække sig, fordi han i første omgang havde forsøgt at skjule, at han som ung i 1967 havde fået dom for spritkørsel, noget, han betragter som sit livs dumhed.

En selvbiografi er selvsagt et partsindlæg, hvor det er vigtigere at give eftertiden billeder af egne bedrifter og bevæggrunde end af modstandernes. Også relationerne til politiske medkæmpere kan være så komplicerede, at det mange år efter er både svært og penibelt at gå i dybden.

Forklaringerne på Per Stig Møllers skift mellem De Konservative og Centrumdemokraterne er således meget kortfattede. Man forstår dog, at Møller mente, at Erhard Jakobsen, der ledede Centrumdemokraterne, med sine angreb på de påståede ”røde lejesvende” i DR via Jakobsens aktive lytterkomité, var overdrevne. Møller var selv ansat i DR, og han vurderer, at nok var visse medarbejdere stærkt venstreorienterede, men samlet set var der i DR en betydelig pluralisme.

Menneskeligt set er det også forståeligt, at Møller ikke orker at endevende hver eneste sten i de interne kampe hos De Konservative. Vi får et rids med forfatterens egne opfattelser i forgrunden.

Bogen har visse uvæsentlige småfejl, der dog kan svække tilliden til den som en gennemarbejdet kilde. Forhåbentligt får vi endnu et bind om tiden som udenrigsminister, kulturminister og kirkeminister.

kultur@k.dk