”Arvingerne” retter et skarpt blik på samtiden

Manuskriptforfatter Maya Ilsøe har en helt særlig indsigt i det moderne, selvelskende livs dårskaber. Faren for ”Arvingerne III” med premiere i aftes er, at plottet bliver for overlæsset

Tre år er gået siden sidst i "Arvingerne". Her ses Frederik (Christian Bjørnlund), Emil (Mikkel Boe Følsgaard) Gro (Trine Dyrholm) og Signe (Marie Bach Hansen).
Tre år er gået siden sidst i "Arvingerne". Her ses Frederik (Christian Bjørnlund), Emil (Mikkel Boe Følsgaard) Gro (Trine Dyrholm) og Signe (Marie Bach Hansen). . Foto: Per Arnesen/DR 1.

”Arvingerne” er en uforlignelig fremvisning af ypperligt skuespil. Det er Maya Ilsøes største styrke med serien, at hun har skabt et stærkt og troværdigt persongalleri af fortabte sjæle. Også miljøbeskrivelsen omkring Grønnegaard er overbevisende, men her i 3. sæson tyder det desværre på, at sæbeoperaens eksplosive plotudsving endnu en gang vinder over det indtagende nære drama.

Utroskab, ulykker, ufrivillig barnløshed og meget mere bruges til at skubbe serien fremad, så der nærmest ikke bliver tid til at nyde den ellers livagtige dialog, syleskarpe samfundsanalyse og Trine Dyrholm, Mikkel Boe Følsgaard og Carsten Bjørnlund.

”Arvingerne”-trilogien afspejler krystalklart en truende tendens i tidens selvudviklingstrang, hvor den enkelte kun finder mening i sig selv og forsager de nærmeste i en hensynsløs jagt på nydelse, rus og i sidste ende udødelighed.

I ”Arvingerne” er dette igen symboliseret ved kunsten, men det er ikke en kunst, der taler ind i samfundets bevidsthed eller historie. Kunsten i ”Arvingerne” bliver et middel til succes, til magt og evnen til at skille sig ud.

De læssevis af ulykker, som familien fra Grønnegaard udsættes for, kommer primært fra deres egoisme og svinestreger.

Efterdønningerne af Veronicas død i 1. sæson og Thomas’ i 2. er en isnende fremvisning af ødelæggende barnlighed og komplet uvidenhed om, hvordan man lever for andre mennesker.

Tre år er gået siden sidst. Emil har fundet fred i forholdet til lille Melody. Denne harmoni er rørende, fordi det er det første tegn på uselvisk hengivenhed i serien, men mon ikke også det får en ende. Gro er blevet mere blid, men ikke føjelig. Trine Dyrholm slår fast, hvordan hun med et blik, en målrettet gang og et smil kan forevige følelser med en naturlig troværdighed, der gør hende til en af vores dygtigste skuespillerinder.

Mikkel Boe Følsgaard formår at give Emil en følelsesmæssig dybde, men det er især den martrede Frederik i Christian Bjørnlunds skikkelse, der giver ”Arvingerne” den farlige uforudsigelighed, der gør, at det forcerede plot foreløbigt kan tilgives. Søskendeflokken er nu familiens ældste, og livets gang gør, at det nu er næste generation, der tegner fremtiden. ”Arvingerne” spørger vedkommende, hvordan man giver livet videre, når man kun har levet for sig selv?

Solveig og Frederiks datter Hannah er ved at blive voksen og skal som kunstner udstille på Gros kunsthal. Hendes happening er et oprør med de voksnes konventioner og en afvisning af den kreative klasses indesluttede kunstsyn.

Gro hylder Hannahs kunst, fordi den er farlig og med kant, men Gro foretrækker en farlighed, hun kan kontrollere. Det er en syngende humoristisk lussing til hele medie- og kulturdynastiet, der får deres egen intolerance smidt lige i synet.

Maya Ilsøe har et virkelig dygtigt blik på vor tids dårskaber.

Hvis det ikke kammer over i et for usandsynligt, overlæsset plot, som i 2. sæson, kan Ilsøe med ”Arvingerne III” cementere sin evne til at give os vedkommende sandheder om 2010’ernes egocentrerede og forløjede liv.