Nietzsche-perle demaskerer de åndelige snyltertyper i Europa

Den hidtil uoversatte Nietzsche-perle ”Vi frygtløse” lægger op til samtale om, hvad Europa er efter ”Guds død”

Nietzsches forkyndelse af denne Guds anden død er ikke det samme som ateisme, og således opstår første glædelige faktum ved udgivelsen af ”Vi frygtløse” på dansk, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Nietzsches forkyndelse af denne Guds anden død er ikke det samme som ateisme, og således opstår første glædelige faktum ved udgivelsen af ”Vi frygtløse” på dansk, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Alle ved det efterhånden, man hører ikke så meget andet: Gud er død. Man hører det selvsagt i kirken, for det er en del af kristendommens grundlag. Med større fryd hører man det imidlertid forkyndt, hver eneste gang der doceres Friedrich Nietzsche.

Det er også helt på sin plads, for den europæiske kulturs tomhed efter Guds anden død – hans uddøen af vores kultur og ånd – indtager virkelig en hovedrolle i næsten alt, Nietzsche tænkte.

Men Nietzsches forkyndelse af denne Guds anden død er ikke det samme som ateisme, og således opstår første glædelige faktum ved udgivelsen af ”Vi frygtløse” på dansk. De, der tror, at Nietzsches formål med at spille rollen som ateist var at gøre Europa gudløst, kan her maksimalt komme til at blive manuskriptets nar.

”Vi frygtløse” er den femte tilføjede bog fra 1887 til den mere kendte ”Den muntre videnskab” (1882), der var opdelt i fire bøger ved sin førsteudgivelse. Den begynder lige præcis med afmonteringen af Nietzsche som ”ateist”: ”Den største nyere begivenhed – at ’Gud er død’, at troen på den kristne gud er blevet utroværdig – begynder allerede at kaste sine første skygger over Europa. For de få i det mindste, hvis øjne, hvis mistanke i øjnene er stærk og fintmærkende nok til dette skuespil, synes en sol lige at være gået ned og en dyb, gammel tiltro at være vendt til tvivl.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Den fintmærkende læser vil på samme måde her se, at det ikke handler om ateisme, men om kulturdiagnostik: Hvad er Europa, hvis det ikke er kristendom, og hvordan påvirkes livets karakter af skuespil ved Guds død? Man kunne også spørge: Hvis Europa var en syntese af antikkens teater-metafysik og kristendommens evangelium, hvad er der så tilbage, når livet nok er et skuespil, men ingen guder længere er publikum?

Det er ikke svært at se, at vi i dag har behov for en besindelse på, hvad Europa er – også efter EU, politik og interesser. En samtale om, hvori det skjulte Europa består. Hvis man blot siger, at Europa er ”menneskerettigheder”, ”humanisme” eller ”medmenneskelighed” har man jo sagt, at det er alt og dermed intet. Nøjagtig en samtale om, hvad Europa så er, udgør femte bog af ”Den muntre videnskab”.

Bogens negative hovedelement er en demaskering af åndelige snyltertyper i Europa. Det gælder karakterer som skuespillere, præster, kunstnere og litterater. Nietzsches beskrivelser af deres ligheder som kamæleonagtige medløbere, der kan repræsentere, tilpasse sig og smykke sig med lånte moralske fjer var så tidstypiske, at de flød lige over i tidens kunst, hvor dandyen, bajadsen og svindleren blev yndlingsmotiver i den europæiske kunst omkring fin de siècle-perioden.

Men i en vis forstand er disse typer også relevante i dag. Nietzsche mærkede i allerhøjeste grad, at Guds død ville betyde kommende blodbade i Europa. Det mente han ikke altid negativt, men han advarede også mod de blodbade, der vil følge af en glemsel af den europæiske ånd: Den dybe pessimisme, der altid har luret i det gamle Europa, og som kan gå to veje. Som romantik, hvor menneskers sygelighed dyrkes, eller som homerisk indsigt i livets tragik og dermed også muligheden for en europæisk ånd, der undgår sit eget latente barbari. ”Vi frygtløse” er også forsvar for sidstnævnte – gennem opgøret med de intellektuelle moralister, kort sagt med litteraterne: ”Vi er ikke humanitære; vi skulle aldrig vove at tillade os at tale om vor ’kærlighed til menneskeheden’ – dertil er vor slags ikke skuespiller nok! (…) Menneskeheden! Var der af alle gamle koner mon nogensinde en mere afskyelig gammel kone?”.

Nietzsches særegne vision ser man her: De intellektuelle og skuespillerne har noget tilfælles, for i deres evne til at repræsentere idéer, eksempelvis en så makaber som ”menneskeheden”, er et maskespil. Besindelsen må være på det historiske og åndelige Europa. Derfor var Nietzsche heller ikke nationalchauvinist eller lignende: ”Vi er med ét ord (…) gode europæere, Europas arvinger, de rige overøste, men også hovedrigt forpligtede arvinger til årtusinders europæiske ånd: som sådanne også vokset ud af kristendommen og imod den, netop fordi vi er vokset ud af den.”

Dét handler Nietzsches kulturdiagnoser om, dét beviser denne udgivelse, og derfor fortjener den et prædikat, Nietzsche ellers ikke ville have sat pris på: Den er tidssvarende.